Passion til levevej
Over ti dage deler jeg mine erfaringer og læringer om at skabe en levevej af sin passion. De er meget personlige og har alle haft stor indflydelse på min levevej som skribent. Jeg håber at de kan være til inspiration for dig, så du selv kan skabe det liv du drømmer om.
Hvis du ikke fik læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:
- Hemmeligheden bag passion til levevej
- Lad være med at flyde rundt
- Mål er for tabere
- Mål processen, ikke resultatet
- Du kan være kritisk eller kreativ – men ikke begge
- Kør dit eget løb
- Jeg klarede det – hvad nu?
- Mindeværdig – eller bare egoist?
- Lad være med at prøve at blive berømt – byg et solidt fundament
Der var engang…
For et par år tilbage var jeg slidt op. Jeg havde stress og så ingen lyspunkter. Vores børn var så små at vi druknede i lortebleer. En god nats søvn var ikke længere en del af min virkelighed. Jeg havde lyst til at stikke af fra det hele. Måske endda gå over på den anden side.
Det gjorde jeg heldigvis ikke. Jeg bevarede en lille smule fornuft og fik gjort plads til en daglig middagslur. Det hjalp en lille smule. Men det ændrede ikke på at alt gik af helvede til selvom jeg knoklede en vis legemsdel ud af bukserne. Men hvem kunne jeg snakke med?
Kommune og a-kasse kunne ikke hjælpe – de var ikke interesseret i mig. En psykolog måske? – Nix, jeg stoler ikke rigtigt på dem. Dvs. der findes gode psykologer derude et sted, men jeg havde ikke hverken råd eller tid til at finde en. Jeg havde brug for at tale med et menneske der ikke dømte mig, ikke kendte mig og som lyttede oprigtigt til mig. Ja, og som forstod mig.
Da slog det mig at Folkekirken har en hær af præster til netop det formål. Jeg lavede en aftale med vores sognepræst. Det viste sig at være en rigtig god idé. Det var ham der lærte mig den læring jeg vil give videre i dag.
Tag imod hjælp
Sognepræstens budskab var at jeg skal blive bedre til at tage imod hjælp. Også selvom jeg ikke har brug for den. I min verden har jeg været vant til at klare mig selv. Hvis der er noget jeg selv kan gøre, hvorfor så ulejlige andre med at få dem til at gøre det? Dét at få andre til at gøre noget jeg selv kunne have gjort har jeg altid tolket som dovenskab – og jeg er vil ikke være doven.
Det er også ofte at jeg selv kan gøre tingene bedre end dem jeg beder om hjælp. Det er lettere selv at gøre det end at forklare andre hvordan de skal gøre det. Det virker selvfølgelig lidt arrogant. Men et eller andet sted ønsker vi jo alle ting på en bestemt måde og hvis andre laver om på det, så virker det på en måde ringere.
Jeg har altid haft et ønske og behov for at hjælpe andre. Men på det tidspunkt kunne jeg end ikke hjælpe mig selv. Præsten lod mig se hjælp fra en helt ny synsvinkel. Han spurgte mig: Har du tænkt over at du hjælper andre ved at lade dem hjælpe dig?
Du hjælper andre ved at lade dem hjælpe dig. Share on XHan ramte helt plet. Jeg havde aldrig tænkt over at andre mennesker også kan få det godt af at hjælpe mig. Når jeg hjælpe et menneske føler jeg mig værdsat. Jeg føler at jeg kan bidrage med noget godt. Så selvfølgelig vil andre mennesker få den samme følelse når de hjælper mig.
Det er indlysende. Pludselig forstod jeg hvor egoistisk og arrogant det er at jeg vil gøre det hele selv.
Det at bede om hjælp handler ikke kun om af få noget. Det handler i lige så høj grad om at give noget. At hjælpe andre med at kunne gøre en forskel. At kunne modtage hjælp er en måde at give værdi. Det styrker relationer og venskaber.
Det er svært at bede om hjælp
Det kan være en uendelig svær disciplin at bede om hjælp. Det er noget jeg stadig øver mig på. Men jeg bliver bedre til det. Jeg kan anbefale at du gør det samme. Uanset hvor dygtig du er og uanset hvor god du er til at finde ud af ting på egen hånd, så vil du aldrig få succes i livet hvis du vælger at gå igennem det alene.
Det gælder både i dit privatliv og i dit arbejde. Når du vælger at gøre din passion til din levevej, så får du brug for andre mennesker. Du får brug for deres hjælp fordi det er dem der vil bane vejen for dig. Ligesom du hjælpe dem.
Du får ikke succes med din forretning hvis du kun insisterer på at give. Du må også være villig til at tage imod. Det er den bedste måde at hjælpe andre mennesker på.
Som afslutning på min lille serie om læringer der har haft betydning for min levevej, vil jeg opfordre dig til at gå ud og øve dig i at bede om hjælp – også selvom du ikke har brug for den 😉