Det er så nemt at sige at man skal finde sin niche. Det er som om alle guruerne mener at denne evige lykke og hellige gral er fundet når man finder sin niche. Find din niche og du er sikret et lykkeligt og rigt liv.
Frustrerende – ikke?
Netop som du har fået svar på ét stort spørgsmål popper der et nyt op: Hvordan finder man sin niche? – Det klassiske svar er noget i retning af at du skal finde din passion og lave noget ingen andre gør. Men det er ikke helt så enkelt. Dét du laver skal der også være behov for. Du er nød til at involvere andre mennesker (gys).
Jeg har kogt processen ned til tre trin du kan bruge når du leder efter din niche. Og lad mig understrege at din søgen aldrig helt stopper. Du får brug for at gå gennem denne proces mange gange. Sidst jeg gik gennem processen måtte jeg ændre mit syn på min forretning radikalt.
Min forretning er baseret på at skrive. Jeg synes at blogging er en fascinerende måde at skrive budskaber online – og effektivt. En blog er et uendeligt kraftfuldt værktøj. Der var bare lige den detalje at stort set ingen leder efter hjælp til at skrive på en blog. De leder efter hjælp til at optimere tekster og til at få mere trafik til deres hjemmeside.
Resultatet blev at jeg måtte indse at min niche ikke var hvad folk ledte efter. Skiftede jeg niche og startede forfra? – Næ, indholdet er stort set det samme, men formidlet så det passer til målgruppen.
Så selvom du finder din niche nu, så vil du udvikle dig – og det vil dit publikum også med tiden. For at imødekomme forandring og udvikling må du indstille dig på jævnligt at gennemgå disse tre trin.
1. Søgeordsanalyse
Aargghh så sku’ da osse! – Er typisk det første udbrud når vi almindelige mennesker hører ordet søgeordsanalyse. Det er omtrent lige så spændende som at læse en gammeldags telefonbog eller at se græsset gro.
Men du slipper ikke. Til gengæld lover jeg dig at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at det bliver en lille smule lettere for dig. Googles værktøjer kan være lidt uoverskuelige at arbejde med. Især for almindelige mennesker der ikke arbejder med søgeordsanalyse hver dag. Vi har brug for noget der er lidt lettere at fordøje og sætte sig ind i.
Hos Neil Patel har jeg fundet en app han kalder Ubersuggest. Appen kan du installere på Google Chrome og så får du leveret alle de oplysninger du har brug for når du søger på ord i din niche. Du kan få mere detaljerede oplysninger ved at klikke ind på Ubersuggest. Men vi få kun bruge for at se hvor mange mennesker der søger på de ord du taster ind.
Her er et link til Ubersuggest
Find søgevolumen
Selvom du synes at en niche er helt vildt spændende og du kan se behovet for løsninger i den niche, så er det ikke sikkert at folk leder efter det du tilbyder. Din opgave er at finde ud af hvad folk leder efter for at løse problemer. Det du kan tilbyde kan sagtens være løsningen, men du skal tage udgangspunkt i din målgruppes ønsker.
Det er ikke engang sikkert at folk ved hvad de leder efter. Måske har de aldrig tænkt på at din niche kunne eksistere.
Gå i gang med at indtaste søgeord i Google og se hvilke forslag der kommer på søgninger. Det er dem du ser mens du indtaster dit søgeord. Se også nederst på side et af søgeresultatet. Her lister Google de ord og fraser folk oftest søger på, som er beslægtet med dit søgeord.
Du skal finde ud af præcist hvor mange søgninger der er på dine søgeord om måneden. Som tommelfingerregel skal søgningerne ligge på omkring 1.000 om måneden før du kan bruge søgeordet som et nøgleord for din niche.
Der er for eksempel ikke mange der leder efter “målrettet blogging”. Til gengæld er der rigtig mange der søger hjælp til online markedsføring og seo-tekster. Min hjælp til disse mennesker vil sandsynligvis bestå af en målrettet blog. Så resultatet bliver det samme, det er bare lettere at finde.
2. Gransk dine værdier
Trin nummer to går ud på at kende sine værdier. En niche er ikke særlig nicheagtig hvis den ikke har en unik vinkel. Online markedsføring er i sig selv ikke en niche. Det er et bredt emne. Sådan er det sikkert også med de søgeord du fandt frem til på første trin.
Dine konkurrenter på markedet har alle forskellige vinkler til sin niche. De er forskellige mennesker med forskellige syn på verden. Hvert menneske har et værdisæt. Det har du også. Når du sætter dit værdisæt sammen med dine søgeord, så kommer du frem til noget ganske unikt for din niche.
Dit værdisæt er din opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert i din verden. Det er de ting du mener er vigtigt at prioritere for at vi får en bedre verden at leve i. Dit værdisæt er med til at bestemme din egen adfærd og opførsel overfor andre mennesker.
3. Passion og evner
Passion og evner er ikke nødvendigvis det samme. Man kan godt være god til noget man ikke kan holde ud at gøre. Omvendt kan man brænde for noget man egentlig ikke er særligt god til.
Når du skal finde din niche skal du vide hvad du er god til og holder af at gøre på samme tid. Jeg kan for eksempel lide at skrive og jeg er god til det. Jeg kan også godt lide at tegne, men jeg er virkelig dårlig til det. Så det er aldrig en niche jeg har forfulgt. Jeg kunne sikkert blive bedre til det, men så stor en passion er det ikke for mig.
Evner er noget du kan tilegne dig med tiden. Det er altid muligt at blive bedre til noget man kan lide at lave. Der vil altid være ting du er bedre til end andre. Nogen ting har du et naturligt talent for. Jeg er ikke et naturtalent til sport, men jeg elsker at dyrke sport og udfordre mig selv. Nogle sportsgrene er jeg endda blevet rigtig god til. Men det har krævet et stort arbejde.
Der er nogle ting der falder let for os helt naturligt. Vi regner som regel ikke disse evner for noget fordi de er så lette. Men de kan være utroligt svære for andre. Det er de evner du skal fremhæve og bruge i din niche.
Læg det hele sammen
Afslut med at læg alle tre trin sammen, så har du din niche. Vi kan sætte det op på en simpel formel:
Din niche = søgeord + værdier + passion/evner
Giv dig god tid til at arbejde med disse tre trin og husk at det ikke en opgave du kan løse på en enkelt dag. Det er tre trin du skal vende tilbage til jævnligt mens du og dit publikum udvikler sig.