Det har noget med alder at gøre, og jeg ville satse på den lidt ældre iværksætter. Jeg vil vise hvorfor.
Her til morgen læste jeg en artikel, der inspirerede mig til at følge op på mine studier i entrepreneurship, på Handelshøjskolen i Aarhus, og kombinere dem med nogle af de nye tendenser i Danmark.
Når vi tænker på en iværksætter, ser vi nok en ung fremadrettet person for os. En person fyldt med energi, ideer og gå-på-mod. Iværksætteren forestiller vi os sidde i et kontorfællesskab med andre idérige unge.
Det er muligt, at mange unge kaster sig ud i at prøve sig som iværksætter, men den succesfulde iværksætter ser helt anderledes ud, end du tror…
Ifølge en amerikansk undersøgelse, som bliver bekræftet af tal fra Vækstfonden i Danmark, så er den typiske succesfulde iværksætter en mand på over 40 år. Vækstvirksomheder bliver grundlagt af ejeren, når han er, i snit, 38 år.
I Danmark er der flere iværksætter på over 50 år end under 25 år. Dvs. der er flere ældre, der starter virksomhed, end helt unge. Det er bare tit de helt unge undtagelser, vi hører om i pressen. Det er da også imponerende, når en 17-årig knægt laver en succesfuld forretning, men det er langt fra almindeligt.
I Danmark er 26,5 % af alle mellem 55 og 65 år, selvstændige. Det er samme tendens i den amerikanske undersøgelse, som også viser at mindre en 1 % af de unge under 25 prøver sig som iværksætter.
Grunden til at alderen vinder
Ifølge professor Scott Shane er alderen den afgørende faktor. At blive iværksætter og selvstændig kommer med alderen. Jeg har altid selv tænkt i iværksætterbaner og blev momsregistreret som 16-årig. Jeg har opbygget en masse erfaring med at starte virksomhed, men succesen har ladet vente på sig.
Først nu, i en alder af 44 år, er jeg begyndt at forstå spillets regler. Det gælder for de fleste iværksættere, at de først begynder at få succes, når de har rundet 40 år.
Grunden til det er helt enkel. Det handler om ressourcer. Vi har først opnået de ressourcer, vi har brug for, når vi har passeret de 40 år. Det er den slags ressourcer, der kan øges når de bruges. De kaldes også for kapital. Ældre iværksættere har mere kapital:
- Livskapital. Der skal mere end en god idé til at drive en virksomhed. Modenhed og erfaring er væsentlige faktorer i planlægning, finansiering, at træffe beslutninger og lede andre mennesker.
- Videnkapital. Flere år betyder mere viden. Netop fordi det er en viden, der kommer med alderen, er den automatisk indbygget. Ældre iværksætter er derfor bedre til at komme problemer i forkøbet og at finde løsninger.
- Social kapital. Netværk har stor værdi og kan være en afgørende faktor for succes. Jo ældre man er, jo mere tid har man haft til at investere i sine personlige og professionelle relationer.
- Finansiel kapital. Penge har betydning, og de ældre iværksættere har som regel flere penge at investere.
Hvad betyder det for dig?
Da jeg var barn hørte jeg tit, hvordan folk glædede sig til at gå på pension. Jeg har aldrig helt forstået konceptet. Siden jeg var ganske ung, har jeg vidst, at jeg aldrig ville på pension. Jeg ville skabe mig et liv, som sikrer mig indkomst og oplevelser hele livet. I dag, virker det som om, at det er mere almindeligt at glæde sig til at arbejde end at skulle på pension.
Jeg har tit følt frustration over ikke at lykkes med de projekter, jeg har kastet mig over som iværksætter. Senest har jeg følt frustration over at være for gammel til arbejdsmarkedet. Mest fordi jeg slet ikke er gammel. Men når man er rundet 40 år, og nærmer sig de 50 år, så er man bare ikke den første, der bliver udvalgt til samtale, når man søger job.
Hvis du kender til disse frustrationer, så finder du sikkert fornyet gejst i at opdage at du, som 40-årig har den bedste alder til at skabe nye spændende produkter, til at starte en vækstvirksomhed, til at udnytte din indsigt og styrker. Det er nu, du skal skabe et arbejde, hvor du kan gøre en forskel; et arbejde der vil holde dig beskæftiget livet ud.
Alder er ikke en hindring for at blive iværksætter, – den er en forudsætning. Mark Zuckerbergs succes med Facebook er en god historie, men lad være med at satse på at alle kan gøre det. For at lykkes med sådan et projekt kræver det at få millioner af mennesker til at investere tid i det. Det kræver uanede mængder af talenter og mennesker med erfaring og indsigt.
Hvad betyder det for dig, hvis du er fyldt 40 år? – eller 60 år? Føler du, at du bliver overhalet af unge mennesker, der er fyldt med gode idéer? – Det bliver du ikke! Dine bedste år er først lige startet. Hold modet oppe. Sæt store mål. Og hold fast i dem.
Hvis du er et af de unge geniale mennesker med mange gode idéer, så forhold dig ydmyg og lyt til hvad du kan lære af de lidt ældre iværksætteres erfaring og indsigt. Deres perspektiv og personlige erfaring, kan være afgørende for din fremtid med succes som iværksætter.
Hvilken indflydelse har din alder på din succes i karriere og forretning?