Passion til levevej
Over ti dage deler jeg mine erfaringer og læringer om at skabe en levevej af sin passion. De er meget personlige og har alle haft stor indflydelse på min levevej som skribent. Jeg håber at de kan være til inspiration for dig, så du selv kan skabe det liv du drømmer om.
Hvis du ikke fik læst de tidligere indlæg, så kan du finde dem her:
- Hemmeligheden bag passion til levevej
- Lad være med at flyde rundt
- Mål er for tabere
- Mål processen, ikke resultatet
- Du kan være kritisk eller kreativ – men ikke begge
- Kør dit eget løb
- Jeg klarede det – hvad nu?
- Mindeværdig – eller bare egoist?
Det er lettere end nogensinde at blive et kendt ansigt. De sociale medier gør det nemt at blive synlig. Men berømmelse er ikke ensbetydende med at du opbygger en bæredygtig forretning. Du kan ikke leve af at være et kendt ansigt. Det er langt vigtigere at du opbygger et solidt fundament til din levevej.
Synlighed og anerkendelse er let at opnå, men når den står alene, så er den overfladisk. På kun et par dages aktivitet fik jeg en dialog med et par af Danmarks mest kendte mennesker på Twitter. Og med en aktiv indsats på Instagram kan du hurtigt opbygge et stort antal følgere.
Men hvilken værdi har de? Afstanden til mennesker er blevet mindre. Du kan hurtigt komme i kontakt med næsten hvem som helst i verden. En dialog med den amerikanske præsident ville være utænkeligt for 20 år siden. I dag kan du skrive direkte til ham på Twitter … og endda få et svar.
Berømmelse kan ikke stå alene
For at du kan leve af at være et kendt ansigt skal du have noget at tilbyde dine følgere. Det er ikke nok at være synlig. Du skal kunne levere noget folk er villige til at betale for. Det skal være en ydelse eller et produkt der giver dine kunder værdi. Det skal være troværdigt og du skal opbygge tillid.
Det kan ikke lade sig gøre at behage alle og berige hele verdens befolkning med din viden. Du er nødt til at finde din niche og din unikke vinkel. Det betyder også at din målgruppe er mindre end den du let ville kunne nå via de sociale medier. Din indsats er nødt til at være mere målrettet.
Du skal have lyst til at gøre arbejdet hver eneste dag. Der er ingen der orker at være berømte hver eneste dag. Er din passion at være berømt? – Nej, det tvivler jeg stærkt på.
Berømmelse er flygtig
Berømmelse er ofte et produkt af det du laver. Nogle gange vil dit arbejde få mere opmærksomhed end andre. Men det er ikke berømmelsen der er grundlaget for dit virke. Det er dit arbejde og din begejstring for det du laver der gør den store forskel.
Et godt eksempel er Sveriges epidemilog, Anders Tegnell, under coronakrisen i 2020. Han har aldrig nydt nogen særlig berømmelse før. Han passede bare sit arbejde. Han ligner en helt almindelig professor på et universitet. Hyggelig og nørdet. Men på få måneder blev han en folkehelt. Han blev kendt i hele verden for sit arbejde under coronakrisen.
I skrivende stund hærger corona stadig, men jeg gætter på at hans navn mere eller mindre vil være glemt igen i løbet af få måneder. Kun han egen branche og fagfolk vil huske ham. Han vil ikke længere være en berømthed, men en anerkendt forsker i sit fag.
Stræb efter at blive bedre
Tænk på hvor mange musikere og skuespillere der har været i fokus gennem tiden. Pludselig er de væk igen. De hittede i en periode – og forsvandt igen. Jeg kender en musiker der var meget kendt i 70’erne i Tyskland. Hun havde stjernestatus og udgav flere plader. Nu er hun glemt og arbejder som frivillig i en lille forening i Aarhus.
Stræb i stedet efter at blive bedre til det der begejstrer dig at lave. Bliv ekspert på dit område. Og nyd når du indimellem får mere opmærksomhed. Vi oplever alle et øjebliks berømmelse på et tidspunkt i vores liv. Men det er ikke varigt. Og godt det samme. Det er hårdt og ikke specielt sjovt at få konstant opmærksomhed.
Personligt vil jeg langt foretrække at være rigtig god til det jeg gør end at være berømt. Jeg vil heller gøre en stor forskel for en lille gruppe mennesker end jeg vil levere overfladisk støj til masserne.