Passion til levevej
Over ti dage deler jeg mine erfaringer og læringer om at skabe en levevej af sin passion. De er meget personlige og har alle haft stor indflydelse på min levevej som skribent. Jeg håber at de kan være til inspiration for dig, så du selv kan skabe det liv du drømmer om.
Hvis du ikke fik læst det første indlæg, så kan du finde det her:
Om at føle sig værdiløs
Du bliver ikke opdaget. Ingen ser dig. Du vil blive bekræftet i dine antagelser om at ingen vil have dig.
Det var sådan jeg tilbragte det meste af min ungdom. Jeg brugte den på at lede efter mennesker der ville opdage mig. Jeg blev bitter og mistede modet. Jeg hoppede desperat fra det ene til det andet. Både socialt og arbejdsmæssigt.
Jeg var sur over at ingen kunne se værdien i mit arbejde. At ingen kunne se hvor dygtig jeg var. At ingen kunne se at jeg ville andre mennesker det godt. Jeg bebrejdede systemet, organisationerne, kirken, samfundet, kulturen, menneskene… ja, alt og alle omkring mig.
Jeg blev trist. Det gjorde mig ked af det – at jeg var dømt til at være uheldig og udstødt. Til sidst begyndte jeg at finde på forklaringer som at jeg er grim, misforstået, anderledes osv. Ikke en person andre synes om. For at være ærlig så har jeg det stadig lidt sådan. Jeg har brugt lang tid på at overbevise mig selv om at det er sådan verden hænger sammen.
Jeg er bange
Sandheden er at jeg ikke turde spørge. Jeg turde ikke spørge de andre om jeg måtte være med. Jeg turde ikke invitere den søde pige ud. Jeg var bange for at blive afvist eller at gøre noget forkert. Det var lettere bare at sidde trygt hvor jeg var og vente på at lykken skulle komme forbi og opdage mig. – Men det gjorde den ikke.
I min frygt for at blive afvist havde jeg valgt et uheldigt fokus. Du ved hvad man siger: Du får hvad du har fokus på.
Det er typisk denne irriterende frygt der stopper os. Det er i hvertfald dén der stopper mig. Den er der stadig. Men vi er alle nødt til at bevæge os ud af vores tryghedszone hvis vi vil have andre menneskers opmærksomhed. Vi skal mærke lidt modstand og utryghed. Det er helt normalt når vi bevæger os ud på nyt territorium.
For at noget andet skal ske er vi nødt til at gøre noget anderledes. Det er utrygt og til tider ubehageligt. Men det er nødvendigt hvis vi vil opnå noget andet end det vi har.
Måske er det derfor jeg hader at sælge? Det er helt sikkert derfor mit podcastudstyr står i garagen og samler støv.
Tag styringen
Det er på tide at vi tager styringen på vores eget skib. Det er ikke bygget til at flyde rundt i et havnebassin. Det skal ud at sejle på et hav med forskellige strømme og til tider oprørt. Et hav hvor vi kan møde medvind som modvind. For hver tur vi tager oplever vi noget nyt og ser nye mennesker.
Prøv at se dit liv som et eventyr. En rejse på et skib hvor du langsomt kortlægger nye havne og byer. Nogle er varme og imødkommende, andre er kolde og fjendtlige. Med tiden bliver du bedre til at styre dit skib og du vil møde mange gode mennesker på din vej.
Du må ikke spilde dit liv på at flyde rundt. Der er vigtigt arbejde der venter forude. Du må ikke lade frygten stoppe dig.