
Har du prøvet at Google dig selv? – Det er længe siden jeg selv har prøvet det. Men i dag gjorde jeg det igen. Det er lidt af en øjenåbner at se hvordan søgemaskinerne ser mig. Det er jo dem der anbefaler mig til mit publikum.
En søgning på Google gav mig et godt overblik. Det overrasker mig ikke at jeg dukker op i forbindelse med mine andre projekter. Men desværre er der andre med mit navn som jeg helst ikke vil have i min søgning. Især piner det mig at en anden med mit navn har en instagramprofil der rangerer højt i forhold til min.
Men jeg er ret passiv på instagram. Det kunne være et sted at lave en målrettet indsats. Derudover dukker der en religiøs side op og en virksomhed med telemarketing. Dem vil jeg gerne have skubbet ud af min søgning.
Nu er det din tur. Prøv at søge dig selv i Google og se hvad der kommer af resultater. Hvis du ikke lige ved hvordan du søger rigtigt, så følg min vejledning nedenfor.
Sådan søger du dig selv korrekt
For at få det bedste overblik skal du være opmærksom på hvordan du søger. Det er ikke helt ligegyldigt hvordan du gør.
1. Søg inkognito
Først og fremmest skal du være opmærksom på at Google tilpasser sine søgninger til dig. Det betyder at dine søgeresultater ikke vil ligne mine selvom vi søger på det samme.
Derfor skal du søge inkognito. Du skal åbne en side i din browser hvor du er anonym.
2. Præcis søgning
Sæt gerne dit navn i anførselstegn. Det er for at sikre at din navn bliver søgt korrekt. Mit navn vil for eksempel give mange resultater på engelsk som er fuldstændigt irrelevante. Det er fordi jeg hedder Back til efternavn. Og back er et ret almindeligt ord på engelsk. Derfor søger jeg på “Erik Back” – altså i anførselstegn. Sådan fortæller jeg Google at jeg kun ønsker resultater præcis som jeg har angivet.
Uden anførselstegn ville jeg få alle resultater hvor enten Erik eller Back indgår.
Hvis du har flere navne skal du være opmærksom på at det måske kun er nogle af navnene du bliver søgt på. Derfor skal du søge på forskellige varianter af dit navn.
Og hvis dit navn ofte bliver stavet forkert bør du også lave en søgning på de hyppigste fejlstavninger.
3. Tjek de første 5 sider i Google
For at få et godt overblik over hvad Google siger om dig, så skal du tjekke de første fem sider af søgningen. Se efter mønstre og tendenser. Optræder du i en sammenhæng du kan lide? Er du i godt selskab? Er der risiko for at nogen tager fejl og klikker på et forkert link?
Her er en liste over ting du bør tjekke:
- Første 50 links i søgeresultatet (fem sider)
- Billeder
- Videoer
Du skal være særligt opmærksom på om du bliver fundet i de rigtige sammenhænge. Og om du bliver præsenteret positivt og på en måde der stemmer overens med dit personlige brand.
Derudover skal du være opmærksom på om du er i godt selskab. Om der er andre med samme navn som du ikke ønsker at blive set med i resultatet.
I billeder og videoer skal du kontrollere om det er billeder der stemmer med dit brand. Måske er der gamle pinlige billeder du burde slette. Måske er der nogen der har tagget dig eller nævnt dit navn i en sammenhæng der ikke helt stemmer med det du vil vise.
Hvis du ikke er i søgeresultatet
Hvis du slet ikke kan finde dig selv, så har det et stykke arbejde foran dig. Fordelen er at du kan starte helt forfra og bevare kontrollen over hvordan folk ser dig når de søger efter dig på Google.
Hvis du ikke har en blog, findes du ikke. – Erik Back
En god måde at få flere søgeresultater på dig selv er ved at skrive blogindlæg på din egen personlige blog. Det er den letteste og billigste måde at brande sig selv og sin virksomhed online. Du bør have dit eget domæne på eget webhotel.
Uden en platform findes du stort set ikke online. Du skal have et hjem hvor folk kan finde dig og besøge dig. Det er her du viser hvem du er og hvordan du kan hjælpe dem der finder dig.
Husk at næsten alle vil søge dit navn i enten Google eller på Facebook når de har mødt dig eller hørt om dig. Derfor er det vigtigt at du bestemmer hvad de finder. Du skal tage magten over dit personlige brand.