Har du prøvet at tage en personlighedstest? Måske har du taget flere forskellige? I resultaterne er det ikke usædvanligt at se adjektivet kreativ. Men, hvad betyder det egentlig, at man er et kreativt menneske?
På engelsk er kreativ ikke kun et adjektiv, det kan også bruges som substantiv; – a creative. En kreativ. Lyder lidt sært på dansk, men ikke en dum idé at substantivere kreativ.
Så, hvad er en kreativ?
En kreativ er en kunstner. Ikke bare en maler, en musiker eller en forfatter. En kreativ er en person, der ser verden en lille smule anderledes end andre mennesker.
En kreativ er sig selv. Han er unik; en der ikke rigtig passer i en bestemt kasse. Nogle fristes til at anse kreativer for at være ikonoklaster eller rebeller. Begge dele passer nok meget godt, i et eller andet omfang.
En kreativ er en person, der går foran og sætter nye standarder. Han er det, man kalder Thought Leader. Han gør en forskel og påvirker andre gennem sin medfødte evne til at tænke anderledes.
Hvad laver en kreativ egentlig?
Godt spørgsmål, – de ved det sjældent selv. De gør dét, de gør, fordi de ikke kan lade være.
En kreativ skaber kunst; ikke for at tjene penge, men for at gøre en forskel. Han skriver for at skrive; ikke for at få opmærksomhed eller sælge bøger. Han synger for at synge; bare ved glæden over at skabe musik. Han maler for at male… etc.
En kreativ maler uden for stregerne, – med vilje! På den måde viser han noget, ingen andre ellers ville have set, – et helt nyt billede.
En kreativ bryder reglerne. På den måde sætter han nye standarder.
Vi har brug for kreativer
(Ja, jeg tillader mig at bøje substantivet kreativ regelmæssigt, – ligesom aktiv eller negativ)
Når sandt skal siges, så har vi brug for flere kreativer i stillinger med indflydelse. De skal farve verden med forandring, liv og udvikling. De skal sparke liv i døde rutiner.
Kreativer skal skabe både glæde og forfærdelse; de skal udfordre og gøre tilværelsen til en oplevelse. De skal lave storslåede symfonier og poesi, som selv den mest hårdkogte havnearbejder vil glædes over, når han sopper rundt på flydedokken.
De skal slå kedsomheden ihjel.
Kreativer hjælper os med at se livet i et nyt lys; giver os en ny dimension at arbejde med; en dybere indsigt for at kunne håndtere dét, vi tror vi ved. Vi har brug for flere af den slags ledere.
Det kræver mod.
De skal gøre op med ensformigheden.
Hvad siger du, er du enig?
Er du en kreativ? Hvordan ville du definere en kreativ? Del det nedenfor eller deltag i debatten på Twitter #enkreativ