Hold dig til et simpelt budskab der er let at forstå. Skriv dit budskab så enkelt som muligt. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de er. Din blog er ikke et sted hvor du skal blære dig med fine ord og lange svære sætninger.
Da jeg skulle skrive min kandidatafhandling på Handelshøjskolen i Aarhus (i dag Aarhus Universitet) lærte jeg at titlen på en afhandling skulle indeholde stort set alt. Den skulle indeholde både tese og afgrænsning. Når man Googler på videnskabelige artikler så kommer der altid vanvittigt lange overskrifter frem.
Men det er ikke formålet med din blog. Den er ikke et akademisk værk. Din blog er et sted hvor du skriver tekster der hjælper læsere. Du formidler løsninger, viden og erfaring. Dit publikum er ikke kommet for at få lange videnskabelige teorier. Dit publikum vil have resultater og hurtige svar.
5 tricks til en simpel tekst
Når jeg ser en hjemmeside med lange svære tekster i massive blokke, så bliver jeg træt. Jeg kan mærke hvordan mine øjenlåg langsomt glider længere og længere ned. Til sidst føles det som om de kilder mig på kinden. Stædig læser jeg videre i håbet om at få løsningen på mit problem. Men skribenten i den anden ende fortsætter sine alt for lange ordflomme.
Først når jeg begynder at savle, som et barn der er faldet i søvn henover armlænet, giver jeg op. Jeg begynder at skimme teksten. Jeg opdager at teksten er uendeligt lang og monoton. Jeg kan ikke engang skimme nøgleord der giver mening. For at forstå er jeg død og pine nødt til at nærlæse alt hvad nørden i den anden ende har skrevet.
Det orker jeg ikke. Jeg klikker videre og finder en andens løsning i stedet for. Helt i kort punktform.
Men hvorfor gider jeg ikke læse? Jeg er et intelligent menneske de har læst i mange år. Jeg har en høj uddannelse og kan udtrykke meningsfulde sætninger på seks forskellige sprog. Så burde jeg vel også kunne tyde en svær tekst.
Ja, det kunne jeg uden tvivl. Jeg kunne nærlæse og analysere, men hvorfor skulle jeg? Jeg har et akut problem. Jeg har brug for en løsning her og nu så jeg kan komme videre med mine egne skriverier.
Sådan har de fleste mennesker det. De leder efter løsninger og dine tekster skal hjælpe med en løsning der er nem og giver hurtige resultater. Derfor skal du skrive simple budskaber.
1. Skriv forståeligt
Du skal bruge et enkelt sprog alle kan forstå. Undgå alt for meget fagsprog. Du skal øve dig i at formidle et budskab så enkelt som muligt. Sig det så et barn forstår hvad du siger. Dit faglige niveau bliver ikke lavere af at du skriver simpelt. Det er en kunst at formidle svære budskaber på en enkel måde.
2. Brug følelser
Skriv i et aktivt sprog der bruger følelsesverber. Det vil sige ord der vækker følelser hos læseren. Beskriv frustrationen, vreden eller glæden så læseren kan mærke at du forstår hans eller hendes situation.
3. Fortæl en historie
Mennesker elsker historier. Fortæl en historie om noget du har oplevet der relaterer sig til budskabet. Brug dine egne ord og personlighed. Når du skriver med din egen stemme bliver historien mere interessant.
4. Lad teksten give mening
Sørg for at binde teksten sammen. Lav en disposition så hele din tekst bliver overskuelig og giver mening. Hvis du prøver at sige for mange ting der ikke helt har noget med hinanden at gøre, så hænger din tekst ikke sammen. Den vil forvirre i stedet for at give mening.
5. Transformation
Læseren skal have mulighed for at se en forandring i sit liv efter at have læst din tekst. Det behøver ikke at være en kæmpe revolutionerende forandring, men du skal hjælpe dine læsere til at tage de nødvendige skridt mod en en løsning og et forventet resultat. Det kaldes transformation. Alle dine tekster bør have en form for transformation. Hvor du guider læseren fra én situation til en ny og bedre situation.