Ved at skrive om ting du allerede har i dit hoved, så bliver det lettere at skrive. Den kreative proces kan let blive bremsen når du støder på ting du er nød til at undersøge nærmere.
Læring er noget andet end formidling. Derfor er det lettere at skrive om ting du allerede ved. Det vil sige emner du er så sikker i at du ikke behøver at kontrollere og slå op for at se om det er helt rigtigt.
Opslag i ordbøger, leksika og på Google er tidskrævende. Research er vigtig, men når du skriver skal du ikke lave research. Når du skriver skal du … skrive.
Ikke andet.
Planlæg dine blogindlæg så du ikke skal lave research og lære nye ting imens du skriver. Du risikerer at du mister gejsten og indlægget bliver aldrig udgivet.
Planlæg skriveprocessen
Du kan planlægge hele forløbet så du optimerer din kreative fase. Start med at finde et emne du vil skrive om. Lav en arbejdsoverskrift og mind dig selv om hvem du skriver til – og hvorfor.
Tænk over om der er noget viden du skal bruge for at kunne skrive dit indlæg. Den viden skal du skaffe før du begynder at skrive.
Til et enkelt indlæg er det måske nogle fakta du skal have bekræftet, eller noget du lige skal kontrollere om du har helt rigtigt fat i.
Hvis du har planlagt flere indlæg kan det være at du skal arbejde mere i dybden med emnet de handler om. Måske vil du skrive om noget teknisk, men har brug for et lille kursus for at blive opdateret om den nyeste udvikling på området.
Når du går i gang med at skrive
Skriv. Skriv. Skriv.
Det er mine tre bedste råd når du sætter dig ned foran tastaturet. Du skal ikke lave andet end at skrive. Vær ligeglad med tastefejl, grammatik, korrekthed osv.
Læs også: Leverer du varen eller har du skriveblokade
Lad ikke din perfektionisme bremse dig. Det eneste der er vigtigt er at du får skrevet ord, afsnit og blogindlæg. Bagefter kan du rette og redigere din tekst.
Men først og fremmest må du stole på at du allerede har den viden du skal bruge for at kunne skrive et godt indlæg.
Bare sørg for at holde det enkelt og klart. Lad være med at komplicere tingene. Hold dig til et enkelt budskab ad gangen. Beskriv problemet. Fortæl historien. Vis løsningen.
Mit skriveforsøg
Jeg er i gang med at teste hvordan produktet bliver når jeg har fokus på den kreative proces. Hvor meget kan jeg egentlig skrive før min viden slipper op?
Hvor upræcist bliver materialet? Kan det overhovedet bruges?
Når du skriver meget – og hurtigt, så vil der kommer flere tastefejl. Teksterne blive måske ikke helt optimeret og det er ikke dem alle der bliver promoveret lige meget.
Men gør det noget? Senere kan du arbejde videre med de indlæg der virker interessante for dit publikum. Optimere dem. Redigere dem. Skrive dem om osv.
Derfor: sæt dig ned og skriv, skriv, skriv.