Overskriften er en del af en helhed. Det er et citat fra Paulus’ første brev til Timotheus. Brevet findes i Det Nye Testamente og handler om forholdet mellem slave og herre. Oversat til nutiden kunne man fristes til at sige forholdet mellem lønmodtager og arbejdsgiver.
I citatet mangler der lidt. Hele citatet lyder: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Der er en væsentlig forskel. Det er ikke pengene i sig selv der er onde, det er menneskets syn på penge der kan give problemer. Opfattelsen af penges egenskab kan bremse eller ødelægge dit liv. I hvert fald i sin ekstrem.
Et skævt syn på penge
Jeg er opvokset med et paradigme hvor penge er noget skidt. Mine forældre gentog tit sætningen – penge er roden til alt ondt. De levede i det paradigme der fastholdt dem i økonomisk elendighed. Et paradigme de gav videre til deres børn. Jeg kæmper stadig mod et fasttømret verdenssyn hvor penge ikke fører til noget godt.
Fra barn blev jeg indprentet at mennesker med penge var onde. Rige mennesker er egoistiske, arrogante og ligeglade med andre mennesker og den verden de lever i. Rige mennesker spiller tennis og golf. De har en båd og drikker rødvin. Derfor kan vi ikke lide tennis, golf, både og rødvin – især ikke fransk rødvin. Og Frankrig skal vi aldrig til for mennesker der rejser til Frankrig en nogle snobber.
Når nogen gjorde noget skidt i regeringen var det nærliggende at beskylde dem for at være nogle rige svin der sidder i deres fine villaer og ikke ved en skid om hvordan det er at være arbejder.
Nej – penge er ikke værd at stræbe efter. Det er kun dårlige mennesker der har penge.
Et liv med begrænsinger
I virkeligheden handler det jo ikke om penge. I mit tilfælde handlede det om at mine forældre egentlig gerne ville have penge. De var misundelige på de der havde det de ikke selv formåede at få.
Som barn kendte jeg ikke nogen menneske der havde penge. Ikke en eneste. Der var nogle af forældrene på skolen der lå i middelklassen, men dem snakkede vi ikke med.
For mange mennesker er penge en begrænset ressource. Enten har de penge eller også har de ikke. Hvis andre har alle pengene, så er der ikke flere til dem. De lever i en verden af vindere og tabere. Typisk gælder det for alle ressourcer de vil have. “De andre” rager til sig – og vi får intet.
Selv efter en lang uddannelse i økonomi og handel er det stadig svært for mig ikke at se de store virksomheder som skurke. Jeg må virkelig arbejde for at ændre mit syn på penge.
Penge har intet med rigdom at gøre
Efterhånden har jeg lært at det ikke er penge der gør mig rig. Det er min grundlæggende indstilling til livet der gør mig rig. Når man tænker over det, så bliver vi født uden penge og vi efterlader det hele når vi dør. Penge i sig selv er ret ligegyldige i den store sammenhæng.
Men penge er et ualmindeligt godt redskab til at gøre godt i verden. De kan hjælpe dig med at sikre husly, mad og drikke. Penge kan støtte dine aktiviteter så du kan hjælpe flere mennesker og gøre verden et bedre sted. Og det bedste af det hele – penge har ingen begrænsning. Du kan også få penge. Uendeligt mange penge.
Penge er ikke begrænset på samme måde som tid. Tiden slutter når du dør. Der er kun 24 timer i et døgn, men der er ingen grænser for hvor mange penge du kan tjene på det døgn.
Dit syn på penge er vigtig
For at kunne skabe en levevej af din passion er du nødt til at imødekomme penge med et positivt sind. Det er ok at modtage penge for dine ydelser. Det er fint at tage sig godt betalt hvis du kan levere værdi til dine kunder. Du bliver ikke automatisk til et dårligt menneske fordi du tager betaling for dine ydelser.
Der er rigeligt med penge til os alle. Mennesker kan lide at bruge penge – især hvis de føler at du kan hjælpe dem. Din ydelse eller produkt har sandsynligvis ikke den samme værdi for dig som den har for dine kunder. Du gør verden en tjeneste ved at dele din viden – og tage en god pris for den.
Der er penge nok – og du er et godt menneske. Share on X