I dag har min søn, Axel, allerede spurgt mig hundrede gange: hvad laver du Far?
Det er et godt spørgsmål. Først var det lidt irriterende, men det er vel bare sådan nogle spørgsmål, Axler på to år stiller, tænker jeg.
Jeg svarer altid, så godt jeg kan, – jeg sover, jeg spiser, jeg læser; men måske spørger han igen og igen, fordi jeg endnu ikke har svaret?
På en gå-tur (alene, – meget værdsat af min hjerne, der fungerer bedst, når den ikke skal tage stilling til andet, end om mine ben samarbejder) tænker jeg: hvad laver jeg egentlig. Mine jobansøgninger bliver sjældent besvaret, og min karriererådgiver er begyndt at lyde som min søn: hvad laver du Erik?
Min søster må vide hvad jeg laver, tænkte jeg en dag. Jeg ringede og spurgte: hvad laver jeg? Der var stilhed et stykke tid og så svarede hun: Det ved jeg ikke, hvad laver du egentlig?
Da gik det op for mig, at det godt kunne blive svært at få et job, når selv min familie ikke ved, hvad jeg laver. Jeg har også spurgt min kone, hun ved godt hvad jeg laver, i hvert fald noget af det. Hendes svar på hvad jeg laver var: – alt for meget!
Nogle gange bliver jeg lidt trist over, at ingen kan se, hvad jeg laver og så sætter jeg mig til at skrive. Det har jeg gjort siden jeg var 10 år. Jeg må have tusindvis af sider, jeg har skrevet.
På min gåtur slog det mig, – nu har jeg svaret: jeg skriver, og det har jeg altid gjort, jeg kan ikke lade være!
Når Axel bliver ældre og avancerer til spørgsmålet: hvorfor det? Så kan jeg svare: fordi det er min passion, og jeg er god til det!
Når han bliver lidt ældre igen, vil han spørge: hvad er man når man skriver? Til det vil jeg svare: jeg er skribent!
Nu spørger jeg dig: Jeg skriver – hvad laver du? Del dit svar i kommentarerne.
