De fleste nye bloggere starter med at plastrer sine blogindlæg op den personlige tidslinje på Facebook. Ikke godt. Men jeg forstår godt hvorfor. Det er en del af en læringsproces. Tanken er selvfølgelig at gøre indlægget synligt for hele sit netværk. Der er bare ét problem med den strategi. – Dit personlige netværk er ikke din målgruppe; de er ligeglade med dit indhold.
Der er også en anden lille udfordring ved den strategi – Facebook viser kun dit opslag til en lille procentdel af dit personlige netværk.
Promovering i grupper
Da du opdagede at du ikke rigtig fangede nogle læsere ved at slå indlæg op på din personlige Facebookside, hvad var dit næste træk? – Du prøvede sikker at slå dine indlæg op i Facebooks grupper i stedet for. I løbet af ganske kort tid fik du brok fra administrator over at du reklamerer for dig selv i gruppen. Sådan er det nemlig med de fleste grupper – de gider ikke reklamer.
Jamen hvordan f… skal du så promovere dit indhold?
Desperat leder du efter grupper der tillader promovering af indhold. Du finder grupper med andre bloggere der deler deres egne indlæg. Håbefuldt deler du dit seneste spændende indlæg om myrefarme for begyndere. Du slår det op i et virvar at blogindlæg der mest handler om teenageres seneste outfits og enkelte veganeropskrifter.
Hmm… det blev endnu en nitte.
Sådan promoverer du dit indhold
Først og fremmest skal du forstå det sociale medium du arbejder på. Hvad er Facebook, LinkedIn, Twitter, Instagram osv. – Og hvorfor er mennesker der?
Fælles for alle sociale medier er at de har en social vinkel. Ellers var de ikke et socialt medium. Mennesker søger et fællesskab med andre mennesker. De kommer der ikke kun for at se reklamer. Der er der for at dele en passion, snakke med ligesindede og hente viden der beriger deres hverdag. De er der også for at hjælpe og dyrke relationer.
Med andre ord: Et social netværk er kommunikation mellem mennesker. Det er ikke envejskommunikation. Derfor virker det ikke at du polstrer mediet med alle dine skriverier. Du er nødt til at deltage i debatten. Du skal være aktiv. Du skal bidrage med noget der giver værdi for andre mennesker.
Derfor må du melde dig ind i grupper hvor dit publikum er. Hjælp dem så godt du kan og knyt venskaber og relationer. Med tiden vil folk lære dig at kende og besøge din personlige profil… eller måske virksomhedsside.
Noget af det vigtigste på de sociale medier er derfor at du har en virkelig god profiltekst så folk ved hvad du laver og hvor de kan finde dig online.
Men det er jo ikke promovering af mit indhold. Fortæl mig nu hvor jeg kan bombardere mit publikum med min guldkorn.
Oki. Er du klar? – Du kan lægge dine blogindlæg op i fællesskaber du selv opretter. Det kan for eksempel være på din virksomhedsside eller en Facebookgruppe du har lavet for dit publikum. Min finder du her: Blog-hjælp for bloggere
Der findes andet end Facebook
Facebook er uendeligt oplagt at promovere på. Men der findes andre medier der kan være langt bedre afhængigt af hvem dit publikum er. Lad os lige tage et kig på nogle af de andre.
Twitter er min favorit. Det er ikke der mit publikum er mest, men jeg er vild med mediet og bruger det også til promovering. På Twitter er det vigtigt at du sætter dig ind i hvordan hashtags virker. De fungerer som markører for grupper. Derfor skal populære hashtags behandles med respekt. Du kan promovere dine blogindlæg direkte, men jeg anbefaler at du arbejder med opslaget så det giver værdi for læseren.
Instagram. Her kan du ikke klistre links ind i dine opslag. Dem skal du lægge i din profil. Men der er mange kreative måder at promovere sit arbejde – især hvis du arbejder med noget visuelt.
LinkedIn er det såkaldte professionelle netværk. Jeg bliver sådan lidt småtræt hver gang jeg åbner for LinkedIn. Det er stedet hvor jeg føler at jeg burde gøre en større indsats, men jeg orker ikke det overfladiske, jobsøgerne og rekrutteringskonsulenterne. Dog må jeg indrømme at LinkedIn har et ufatteligt hjælpsomt publikum med den rette indstilling til netværk. Du kan sagtens slå dit blogindlæg op på din egen tidslinje. Men kun ét om dagen. Det kan være en kilde til god trafik.
Amino er nok ikke så udbredt. Det er et iværksætternetværk der kun findes i Danmark. Oki – det er et netværk med mange brugere og spørger man medlemmerne vil de sige at det er utroligt kendt. Her skal du bestemt ikke promovere dine indlæg direkte, men du kan i den grad skabe relationer og hjælpe i debatten. Her er det ok at henvise til relevante indlæg på din blog.