Du har en online forretning. Eller bare en hjemmeside hvor du præsenterer dine ydelser. Det er da fint med et udvidet visitkort på nettet. Ment helt ærligt – du går glip af så meget trafik og potentielle kunder ved ikke at have en blog.
Jo, jeg har hørt det – video er det helt store lige nu. Men uanset hvad de såkaldte eksperter påstår, så vil tekst aldrig blive erstattet af lyd og video. Tekst er den mest fleksible og effektive vej til indlæring. Der er en grund til at tekst har overlevet i så mange år – fordi tekster virker.
Selvfølgelig skal vi supplere tekster med billeder, video og lyd. Det er med til at gøre indholdet mere saftigt og lækkert. Men det kan ikke stå alene. Det er voldsomt populært at lave live-video på de sociale medier. Eller webinarer og workshops. Men tænk over hvad det kræver. Deltageren skal afsætte tid til at følge din udsendelse på et bestemt tidspunkt. Det er enormt ufleksibelt.
Næ, giv mig en tekst. Den kan jeg passe ind i min hverdag som jeg har lyst til. Under coronakrisen steg forbruget af digitale tjenester. Men det gjorde salget af bøger også. Vi har brug for ord og bogstaver. De hopper ind i hjernen i et tempo der passer læseren – ikke forfatteren.
Din forretning bør have en blog. Især hvis du bare kan spore den mindste lyst til at skrive. Hvis du bare hader at skrive, så ansæt en freelancer til at løse opgaven. Eller skriv teksterne så god du kan og betal en redaktør for at gøre teksten lækker.
2 primære grunde
Der er to primære grunde til at at din forretning har brug for en blog.
- Trafik til din hjemmeside du kan konvertere til salg.
- Branding af dig selv så du kan opbygge troværdighed og vinde dine læseres tillid.
1. Trafik
Hvordan forestiller du dig at folk skal finde dig og dine produkter? At lave en hjemmeside er bare ikke nok. Du kan selvfølgelig bruge al din tid på at ringe rundt til alle dem du orker for at prædike om dit produkts fortræffeligheder. Det var sådan man gjorde i gamle dage.
Så er der den effektive metode: Skriv værdifuld information der hjælper din målgruppe.
Det er ikke bare effektivt, det er sindssygt effektivt. Hvis du hjælper dine læsere gang på gang, hvor tror du så at de vil lægge deres penge? – det er kun en idiot der vil lede efter en anden udbyder. Hvis dine læsere føler at du hjælper dem og kan stole på dig, så vil de vælge dig når de skal købe.
Det ville svare til at jeg kører ud til Skousen fire gange for at få hjælp og rådgivning om købet af en ny opvaskemaskine, for derefter at købe en anden maskine hos Elgiganten. Det giver jo ikke mening. Og nej, prisen er ikke så vigtig som du måske tror. De fleste er villige til at betale ekstra for en god service og professionel vejledning. Og endnu mere for et menneske der oprigtigt er interesseret i at hjælpe.
Du kan formidle viden og erfaring i en blog. Lad være med at sælge. Folk hader at blive solgt til. De vil hjælpes og have løsninger på akutte problemer. Det er din opgave at hjælpe og vejlede på bloggen. Det direkte salg hører til et andet sted.
Gode og værdifulde blogindlæg bliver delt på sociale medier. Og de bliver fundet i Google. Søgemaskinerne er ligeglade med dit online visitkort og din salgstekster. De prioritere værdifuldt og dybt indhold der hjælper mennesker. Hvis du forpligter dig til at hjælpe mennesker i din niche, så vil du kunne øge din trafik til hjemmesiden betragteligt. En målrettet indsats kan nemt fordoble besøg på din side.
2. Branding
En anden vigtig grund til at have en blog er branding. Uden branding bliver du et ubetydeligt nul som ingen lægger mærke til. Med god og målrettet branding bliver du eksperten alle snakker om. Forestil dig at være ham eller hende alle snakker om… hold da op hvor bliver det nemt at få flere kunder. Du skal jo nærmest ikke røre en finger.
Branding handler om at vise din unikke personlighed og vinkel på din niche. Det er ikke kun et spørgsmål om at være den der ved mest om et emne. Det er bare arrogant. En rigtig ekspert har fokus på at hjælpe, samle erfaring og blive bedre til sit fag. Det er ikke en konkurrence.
Du skal samle dit publikum og opbygge et fællesskab af mennesker der deler dine værdier og syn på verden. Ja, det lyder stort; og det er det sådan set også. Det er dit personlige verdenssyn og livsværdier der former din forretning. Det kan nogle mennesker lide – andre ikke. Men det gør ikke noget. Du kan ikke tjene alle. Find dit publikum og hjælp dem med alt hvad du har. De vil belønne dig stort.
Dem der ikke kan lide dig vil aldrig komme til at købe hos dig alligevel. Glem dem. De er ikke en del af din målgruppe.
Med en blog kan du arbejde målrettet på at formidle dine budskaber og din ekspertise. Du etablerer dig som ekspert i din niche. Ikke kun blandt kunder, men også hos dine kolleger og konkurrenter vil du vinde anerkendelse.
En blog gør dig mere synlig. Den hjælper dig med at kommer forrest.