En tekst med mange punktummer er lettere at læse. Det er vigtigt. Især når du har et budskab der er svært at forstå.
På landets universiteter lærer vi at skrive lange svære sætninger. Det er kun få studerende der kan forfatte lange sætninger uden fejl. Det er ikke stavefejl der er værst.
Den største risiko ved lange sætninger er misforståelser. Læseren fanger ikke budskabet. Måske er sætningen så snørklet at den kan forståes anderledes. Eller helt modsat.
Det er uheldigt.
Du blive ikke mindre intelligent af at skrive korte og klare budskaber. Det er en stor udfordring at formidle et svært budskab i et simpelt sprog.
Punktum giver en pause
Der er meget information i vores dagligdag. Den kommer fra alle sider og vi skal tage stilling til det hele. Men det orker vi ikke.
Hjernen begynder helt automatisk at prioritere. Den sorterer støj fra. Den holder sig til det enkle. Dét der er nemt at overskue. Det betyder ikke at læserne er dumme. De har bare ikke tiden til at læse alt.
Derfor skimmer vi.
Først skimmer vi overskrifter for at se om noget fænger. Derefter skimmer vi underoverskrifter. Når vi finder en god tekst, så løber vi den hurtigt igennem for at finde det sted den vigtigste information er.
Hvis teksten er tæt, har lange sætninger og svære ord, så skal det være virkelig vigtigt før vi læser det.
Ved at sætte hyppige punktummer giver du læseren en pause. Tid til at trække vejret. Finde ro og tænke over budskabet. Læseren behøver ikke at springe tilbage og læse teksten igen.
Har du ikke selv prøvet at springe tilbage i en sætning fordi den var så lang at du har glemt starten?
Vi elsker punkter
Det er dejligt befriende at læse tekster der opstillet i punktform. De er hurtige at løbe igennem. De virker meget overskuelige. Faktisk slapper vi næsten helt af når vi læser punktopstillinger.
De lækre punktopstillinger har nemlig korte sætninger. De har kun et budskab.
Og som regel er der kun én sætning. Vi kan nå at tænke inden vi springer til næste punkt. Også selvom det kun er ganske kort.
Gør det let for dine læsere
Du kan gøre dine tekster lettere at læse ved at sætte flere punktummer.
Start med at opdele din tekst i mindre afsnit. Typisk på et afsnit ikke have mere end 3-4 linjer. Dog må teksten ikke have så få afsnit at det bliver irriterende at læse.
Nogle gange modtager jeg e-mails hvor hvert afsnit er så kort at det ofte kun består af 2-3 ord.
Virkelig.
Irriterende.
At læse.
Lad være med at springe til yderligheder. Men brug din sunde fornuft og sæt dig i læserens sted. Hjælp dine læsere. Gør det nemt for dem.
Når du har korte afsnit kan du begynde at skifte nogle kommaer ud med punktummer. Du vil opdage at det samtidig løser en del grammatiske udfordringer: komma eller ej?