En hjemmeside uden besøgende er ikke helt optimalt. Der er en grund til at du har en hjemmeside. Det er sandsynligvis ikke for at styrke dit eget ego. Jeg gætter på at du har en hjemmeside fordi du ønsker at andre mennesker skal se den.
Med andre ord – du har brug for trafik. Men folk kommer ikke af sig selv. De popper ikke op bare fordi du har brugt et par måneder på at lave en flot hjemmeside. Du er nødt til at have nogle strategier til at tiltrække trafik. Flere besøg.
Lad os se på nogle af de strategier du kan bruge.
1. Send en e-mail
E-mail er en ældgammel teknologi i vores digitale verden. Grunden til at den overlever er fordi den virker. Vi elsker e-mails. Den er vores direkte kontakt til andre mennesker. Når du sender en e-mail havner dit budskab direkte i modtageren indbakke. Omgående.
Langt de fleste mennesker tjekker deres indbakke mindst én gang dagligt. Og de læser alle personlige mails. Derfor er en af de bedste kilder til trafik at sende en e-mail. Du skal sende en e-mail til dit publikum hvor du beder dem læse noget på din hjemmeside.
Hvis du gør det godt, så vil du få rigtig mange besøg. Min open rate på e-mails ligger på næsten 50 %. – Det er meget højt i en branche hvor gennemsnittet ligger under 20 %.
Hvad? – Har de ikke en mailliste at sende e-mail til? Det kan du ikke undvære. Kom i gang med mit lille kursus i maillister: Mailliste på 7 dage.
2. Fængende overskrifter giver flere klik
Helt enkelt – en kedelig overskrift giver ingen besøg til din hjemmeside. Din overskrift bliver vist i Google. Derfor skal dine overskrifter appellere til læserne. Din overskrift skal indholde din søgefrase og den skal give et løfte.
Du er nødt til at vise læseren hvilken udbytte han eller hun får ud af at klikke på søgeresultatet og læse dit budskab på din hjemmeside. Det nytter ikke at du skriver generiske overskrifter. Din overskrift skal reflektere værdien i din tekst. Den skal overbevise læseren om at din hjemmeside er et besøg værd.
Du kan lære mere om overskrifter her: Skriv en overskrift der fænger omgående
3. Brug interne links
En god struktur på din hjemmeside har stor indflydelse på dens placering i søgemaskinerne. Når du gør det nemt at finde dit indhold, så vil dit publikum og kunder takke dig ved at blive lidt længere på siden. En brugervenlig side er altid en favorit. Hvis folk skal til at lede efter dit indhold, så risikerer du at miste dem igen.
Sørg for at binde dit indhold sammen. Lav hjørnestensindhold (cornestone content) som linker til andre relevante sider på din hjemmeside. Alt dit indhold bør også linke tilbage til en hjørnesten. Der er ikke noget så lækkert som en brugervenlig hjemmeside.
Du kan læse mere om linkbuilding her: Linkbuilding for bloggere
4. Del på de sociale medier
Ah – de sociale medier. Brug dem rigtigt og de kan være en ualmindelig god kilde til mere trafik. Sørg for at slå nyt op på de sociale medier. Og slå også gerne ældre indhold op. Det skader ikke at promovere gammelt indhold. På sigt kan ældre indhold blive noget af dit mest sete indhold på din hjemmeside.
Sæt dig grundigt ind i hvordan dine favoritmedier fungerer. Fx bør du ikke bruge din private profil på Facebook til at slå indhold op. Din familie og venner er ligeglade. Du skal slå indhold op der hvor din målgruppe bruger mest tid.
5. Annoncering på sociale medier
Du får mere rækkevidde på de sociale medier hvis du er villig til at investere lidt penge i annoncering. Den tid er slut hvor du kunne nøjes med organisk vækst og gratis promovering. Din opslag når kun ud til en meget begrænset del af dit publikum.
Til gengæld er det ufatteligt billigt at nå ud til rigtig mange mennesker ved at oprette annoncekampagner på de sociale medier. Det kan i den grad betale sig at sætte nogle kroner i annoncering. Vi snakker ikke uendeligt stor summer af penge. Det er muligt at nå rigtig langt med budgetter helt ned til 50 kroner for en kampagne.
6. Lav søgemaskineoptimering (SEO)
Nej, det behøver ikke at være svært og indviklet. Du kan nå rigtig langt med sund fornuft og ved at følge nogle simple regler når du skriver indhold til dit publikum. Hvis du bruger WordPress til din hjemmeside, så anbefaler jeg at du installerer Yoast SEO. Det er et plugin der hjælper dig med at lave SEO.
Den vil konstant analysere dine tekster og komme med anbefalinger til forbedringer. Du kan komme langt med lidt omtanke og en tjekliste fra Yoast SEO. Du kan lære mere om SEO her: SEO for begyndere
7. Deltag i debatten
Tag ejerskab på din niche ved at deltage i debatten online. Vær en hjælp i forums og grupper. Når folk begynder at genkende dit navn vil de undersøge hvem du er. I den forbindelse vil de ofte kigge på din hjemmeside.
Det kan være en rigtig god strategi at hjælpe mindst en person hver dag. Det kan være noget så enkelt som at dele en indlæg fra andre eller at synes godt om et opslag på de sociale medier. Du kan også besvare spørgsmål eller hjælpe med at finde en løsning på et problem.
8. Luk hullerne i spanden
Forestil dig en spand fyldt med huller. Den er svær at fylde op med med vand medmindre du lukker hullerne. Der er mange små huller der forhindrer trafik i at nå din hjemmeside. Her er nogle stykker, du kan selv finde flere:
- Sæt et link i signatur på din e-mail.
- Sørg for links til landing page fra sociale medier.
- Sæt billede på dine profiler. Folk gider dig ikke hvis du ikke kan se dig.