Vi får dagligt store mængder information at tage stilling til. Det stiller krav til måden du skal opbygge dit indlæg. Læseren skal kunne læse det hurtigt og forstå budskabet med det samme.
Jeg læser mange indlæg online. Dagligt. Det er sjældent at jeg læser alle ordene. Ofte læser jeg kun overskriften og indledningen – resten skimmer jeg. Hvis teksten er tæt og svær at læse, så tøver jeg ikke med at klikke væk og finde en anden kilde. Jeg orker ikke at læse lange tunge indlæg.
De indlæg der hjælper mig mest er dem der hurtigt kommer til sagen og gør dét der skal gøres. De bruger et nemt og klart sprog og er hurtige at skimme. Jeg søger svar og løsninger – ikke tidsfordriv.
Du bliver ikke dum af at skrive enkelt
Der finde forskellige måder at skrive på. Det kommer helt an på hvem du henvender dig til og hvilken type tekster du skriver. Der er helt klart forskel på om du skriver et blogindlæg eller en faglig analyse. Læseren har forskellige forventninger.
Blogindlægget skal kunne læses hurtigt. Dit valg af sprog siger ikke noget om dit intellekt. Derfor behøver du ikke at bruge svære ord og fagtermer. Derimod afgør indholdet af din tekst om du er kompetent og værd at læse.
Jeg vil vove at påstå at det er sværere at formidle et budskab med et enkelt sprog end at forklare det i akademisk sprog. Det er svært at fatte sig i korthed og samtidig få alt det vigtige med.
Her er tre vigtige kontrolpunkter der sikrer at du har en god sproglig opbygning:
- Sætningernes længde
- Indledningen
- Læserytme
Lad os se nærmere på hvert punkt…
Brug korte sætninger
Når du bruger lange sætninger er der risiko for at meningen går tabt. En lang sætning kan bestå af flere indskudte sætninger og parentetiske bemærkninger. Det er svært at læse. Svært at forstå. Et blogindlæg skal kunne læses hurtigt og være nemt at forstå.
Lange sætninger udfordrer dine evner til at sætte komma. Ved at bruge korte sætninger er der færre kommaer at tage stilling til.
Nogle vil sige at korte sætninger virker barnlige. Det er de ikke. Kunsten er at formidle et budskab – nemt og hurtigt. Budskabet kan være komplekst. Det kan være abstrakt. Men det svære ligger i at formidle budskabet på en simpel måde uden at virke barnlig.
Bloggen er ikke stedet du ønsker at skrive lange akademiske sætninger. Det er ikke stedet hvor du skal blære dig med svære ord. Bloggen er din scene. Det er dér du formidler budskaber. Gør en forskel.
Hvis du ønsker at skrive lange og dybe tekster, så gør det i en e-bog eller en rapport som du tilbyde læsere der vil vide mere.
Indledningen skal give lyst til at læse
Når overskriften er de vigtigste ord i dit indlæg, så er indledningen de næstvigtigste. Du har fanget læseren med din overskrift. Pas på at du ikke taber ham på en dårlig indledning.
Indledningen skal indeholde dine nøgleord for indlægget. Det er i indledningen du viser din vinkel på dét du skriver. Din vinkel skal være interessant nok til at give læseren lyst til at læse resten af dit indlæg.
Brug gerne lidt ekstra tid på at skrive din indledning og pas på dit ordvalg. Dit sprog skal være enkelt og gerne appellere til følelserne. Dit sprog skal være klart, skarpt og præcist.
Her er fem ting du især bør undgå i din indledning (og i resten af dit indlæg):
- Abstrakte ord. Hold øje med om du kan bruge mere konkrete ord og formuleringer. Fx husholdningsbudget kunne gøres mere konkret ved at skrive penge til mad.
- Verbaladjektiver. Det er verbaler (udsagnsord) der er lavet om til adjektiver (tillægsord) – ofte ved at tilføje -bar eller -lig (fx spiselig, omsættelig, smørbar)
- Svære ord og fagsprog. Se fx om du kan erstatte ord på mere end syv bogstaver.
- Passiver. De kan være svære at læse og huske. Tag stilling til hvem der udfører handlingen. Fx – der drikkes meget mælk kan du skrive om til – mine børn drikker meget mælk. Passive sætninger gør at du tager afstand og bliver mindre personlig – kedelig.
- Syntetisk sprog. Hvis din sætning har mange informationer kan den få forvægt og miste liv.
Tilpas læserytmen
Når du læser en tekst skal den føles naturlig. Den bedste måde at kontrollere om din tekst er nem at læse er ved at læse den højt. Få eventuelt en anden til at læse den højt for dig.
Hvis du må stoppe op eller læse sætningen igen, er det et tegn på at der er noget galt. Hold især øje med om der er ord der ligner hinanden eller om du bruger mange forholdsord i samme sætning.
Næste skridt
Dette er et indlæg i en serie der handler om at give dine indlæg et grundigt eftersyn. Jeg har også lavet en tjekliste for dig der ikke har så meget tid: “Liste til hurtigt rutinetjek af dine indlæg“.
Afsæt tid i din kalender til at arbejde grundigt med disse punkter i et af dine seneste indlæg. Afsæt gerne en time så du har god tid.
Har du før tænkt over din sproglige opbygning? Er det svært? Del din mening og erfaring i kommentaren.