Hver dag bliver der udgivet mere end to millioner blogindlæg på internettet. Det er en alvorlig stor produktion af indhold. Langt det meste indhold er overfladisk, ligegyldigt og intetsigende.
Men der er også meget godt indhold. Gode blogindlæg skrevet af dygtige mennesker som dig. Men de bliver aldrig nogensinde læst. Aldrig.
Det kan få de fleste til at tvivle på sig selv. De tænker at de skriver dårligt eller bare ikke kan deres stof godt nok. Men det er ikke kernen i problemet. Problemet er at ingen i hele verden aner hvem du er.
Hvem f… er du? Hvor gemmer du dig?
I en verden der er ved at drukne i digital information er du nød til at træde ud af tågen. Du skal række hænderne i vejret og skrige af dine lungers fulde kraft: Her er jeg.
Oki, de fleste ville nok glo på dig som en åndssvag hvis du bogstaveligt talt begyndte at råbe og skrige. Men i overført betydning er det præcis hvad du skal gøre. Du skal skille dig ud fra mængden. Vise hvem du er.
Du skal brande dig selv.
Jeg ser særligt seks vigtige elementer i personlig branding med en blog. De er ting du skal arbejde på hele tiden. Personlig branding stopper aldrig, men du har redskaberne til det lige foran dig. For enden af dine fingerspidser og bag tastaturet er portalen til en verden der kan hjælpe dig ud af tågen.
Men det kommer til at tage lang tid at bygge op. Vær forberedt på at dette kræver en indsats. Og mod. Masser af mod og grænser der skal overskrides.
1. Find din niche
Hvad vil du være kendt for? Der er noget du kan lide at lave som du er rigtig god til. Når du kombinerer dine evner og passion med dine personlige livsværdier og helt unikke synsvinkel på verden, så har du din niche.
Alle kan skrive om online marketing. Men ikke alle kan skrive om online marketing for mandlige marathonløbere på over 50 år.
2. Personlighedstype
Du skal kombinere din niche med din personlighedstype. Kender du dig selv? Ved du hvilken type du er? Måske er du den rå type med skægstubbe der elsker handling. Måske er du den bløde mand. Det kan også være at du er kvinden med gulvskrubben eller kvinden der ror til Samsø hver morgen for at løbe 25 kilometer.
Du kan være professoren, gartneren, udfordreren, loyalisten og hvad de forskellige personlighedstests har af bud på hvem du er. Uanset om du er til Jung eller Enneagrammet, så tag nogle tests og find ud af hvilken type du er.
3. Find din stemme
Du skal skrive med din egen stemme. Ikke noget med at være objektiv og skrive alt det rigtige med perfekt tegnsætning. Det er ikke din mission at kede os ihjel. Du skal have kant. Skriv som du taler og lad være med at gør det sværere end det er.
At finde sin stemme kræver øvelse. Du skal øve dig i at skrive hver dag. Langsomt men sikkert vil din stemme begynde at forme sig. Du skal sige din mening og holde fokus på dine værdier og synsvinkel i dine budskaber.
4. Tema og design
Dit valg af tema og design på din hjemmeside eller blog skal afspejle din personlighed og værdier. De skal matche din type. Men lad være med at prioritere tema og design som det første. Det er noget du udvikler med tiden. Men tænk altid over om et foto eller farve matcher din stil.
Hvis du går efter en rå stil, så skal du nok ikke vælg lyserød romantisk skrift på din hjemmeside.
Min anbefaling er at gøre det så enkelt som muligt til at starte med. Skær alt det overflødige væk. Vælg et simpelt minimalistisk tema. Du kan altid skifte det ud senere hvis din behov ændrer sig. Begynd med to grundlæggende farver og vælg en fotostil til din indlæg. Overvej en god skrifttype der er let at læse på alle enheder.
Mere behøver du ikke før du har styr på de øvrige elementer i personlig branding med en blog.
5. Udgiv meget indhold regelmæssigt
Skriv hver dag. Mest for øvelsens skyld. Men udgiv ofte – og meget. Især i starten. En blog bør have mindst tyve indlæg før den bliver opdaget af Google. Og den skal gerne have 100 indlæg før den begynder at gøre en forskel for dit publikum.
Brug god tid på at planlægge dit indhold. Tænk over hvordan det skal forandre dit publikums liv. Hvilken transformation skal det bidrage med? Det er ikke nødvendigvis dig der bestemmer indholdet på din blog. Det er dit publikum.
Lyt til hvad dit publikum vil have og skriv det til dem med din unikke synsvinkel og personlighed.
6. Synlighed
Essensen i personlig branding er at være synlig. Hvis du aldrig viser dig selv og dit arbejde frem, så komme du aldrig til at få indflydelse på verdens tilstand, eller bare din egen.
Du skal møde op på din blog hver dag. Gøre arbejdet. Du skal også optræde på de sociale medier eller hvor dit publikum befinder sig. Deltag i debatten. Bidrag med dine meninger og unikke synspunkter. Hjælp mennesker uden at promovere dig selv.
Andre veje til synlighed kan være video, YouTube, podcast, gæsteblogging, interviews og foredrag. Brug de forskellige platforme og medier til at formidle dine budskaber og indhold. Brug dem til at trække publikum til din blog hvor de i den sidste ende vil købe dine produkter.
Nu er det din tur
Du skal i gang med personlig branding. Brug dette indlæg som en tjekliste. Arbejd med hvert punkt og find ud af hvor langt du er i processen. Måske bliver du overrasket over hvor forvirret et billede du sender til din omverden.
Din historie skal ensrettes. Den skal fokuseres. Det er på tide at verden lærer dig at kende.