Hvad er du blevet bedre til i denne uge? Det handler ikke om at være den bedste. Det handler om at blive bedre – hver dag.
Vidste du at grammatik kan hjælpe dig med at få succes som skribent? Brug komparativ og du kan ændre din adfærd og blive bedre til at skrive. Ja, du kan faktisk blive bedre til alting. Du kan forbedre din præstation markant allerede fra i morgen.
Bedre balance i hverdagen
Det er nok snart 15 år siden jeg fik idéen til dét jeg kalder “Et sundere alternativ”. Den udsprang af at jeg dengang arbejdede en del med sundhed (kost og motion) og jeg måtte erkende at næsten ingen var i stand til at leve 100 % sundt.
Jeg så to problemer:
- Der ville altid være noget man kunne gøre sundere.
- Mennesker er vanedyr og vi kan ikke lide store forandringer.
Når jeg rådede mine klienter til at finde et sundere alternativ til deres nuværende livsstil, så oplevede jeg at de fik større succes med behandlingen. Ofte ser jeg folk lave alt for store forandringer og stræbe efter det sundeste og bedste. Det er typisk de folk der mislykkes.
Senere fik jeg den idé at dette princip måtte kunne overføres på andre livsområder. Det affødte tre spørgsmål jeg stiller mig selv hver eneste dag, som hjælper mig til succes. Princippet kan også bruges til at få succes som skribent og blogger. Ja, det kan bruges til alt hvad du vil præstere bedre i.
Det faldt mig naturligt at finde ud af hvad det var der gjorde at dette princip virker så godt. Jeg fandt svaret i grammatikken.
Adjektivernes bøjning kan ændre din adfærd
Lad mig forklare hvad jeg fandt frem til – det er egentlig ret simpelt.
Adjektiver (tillægsord, om du vil) bøjes i tre grader: positiv, komparativ og superlativ (fx god, bedre, bedst).
Positiv er adjektivets grundform. Den har en passiv virkning på dit tankemønster. Den inviterer ikke til handling, men har en konstaterende funktion. Det er en god bil; han er en god skribent. Man kan så være enig elle uenig, men det lægger ikke op til at noget skal ske. Måske får det dig til at ønske dig en god bil eller at du var en god skribent. Men det er stadig passivt. Det medfører en del venten. Mennesker der ofte bruge positiv bøjning er observerende og afventende.
Komparativ er en højere grad af adjektivet. Den er sammenlignende. Hvis du hører nogen sige “Det er en bedre bil”, vil du tænke noget i retning af “bedre end hvilken anden bil?”. Når du bruger komparativ er du tvunget til at være mere specifik. Du er også nødt til at tage stilling til en udvikling eller en forandring. Mennesker der ofte bruger komparativ bøjning er dynamiske og udviklende.
Superlativ er den højeste grad af adjektivet. Det findes intet mere perfekt og definitivt en superlativet. Det er den endelige og højeste form. Jeg vil påstå at der altid er plads til forbedring, så det giver ikke mening at tale om perfekt. Den bedste bil findes ikke. Du blive aldrig den bedste skribent. Der vil altid komme en bedre. Mennesker der ofte bruger superlativ er perfektionister, oplever tit fiasko og modløshed fordi de sætter for høje standarder. Kan være opgivende.
Der findes altså tre bøjninger der kan give tre slags adfærd:
- Positiv – stilstand
- Komparativ – udvikling
- Superlativ – modløshed
Min anbefaling – brug komparativ
For at føle succes i dit arbejde med at blive bedre, er du nødt til at tage små skridt. Lad være med at forsøge at være den bedste. Lad være med at gøre det sundeste og flotteste.
Med andre ord: Glem superlativerne! (bedste, sundeste, flotteste, etc.)
Jeg lærte at det handler om, at blive en lille smule bedre til det jeg gør, end jeg var i går. På den læring har jeg opstillet tre principper der hjælper mig med at få en bedre balance i hverdagen:
- Sundere alternativ. Spørg: “Hvad er sundere end dette?”
- Enkel hverdag. Spørg: “Hvad kan jeg gøre, for at dette blive nemmere?”
- Bedre økonomi. Spørg: “Hvad kan jeg gøre, for at forbedre min økonomi?”
Disse er tre enkle spørgsmål du kan stille dig selv hver dag. Dine forbedringer skal være små ting du kan gøre her og nu.
Jeg er ligeglad – jeg vil bare gerne være bedre til at skrive.
OK, så spørg: “Hvad kan jeg gøre i dag, for at blive lidt bedre til at skrive?”
Din tur
Find et tidspunkt på dagen hvor du hver dag kan afse 10 minutter til at skrive. Lav en aftale med dig selv ved at skrive det ind i din kalender. Fx kan du skrive hver morgen når du drikker din morgenkaffe. Vi snakker ti minutter – ikke mere. Så bliver du lidt bedre til at skrive – hver dag.
Skriv i kommentaren hvad du tænker om “komparativprincippet”.