Kreative mennesker kæmper med at få tingene gjort. Det gør de bare. Men hvad nu hvis det ikke behøvede at være sådan?
Hvad er det der gør at kreativitet ikke går særligt godt i spænd med produktivitet? Er det fordi dét der hindrer en kreativ, samtidig er hans styrke? Dvs. stor fantasi, anderledes tænkende, reflekterende.
Kreative mennesker har for vane at sidde fast i endeløse brainstorms fordi de elsker idéer. Ofte er de perfektionister (de holder meget af høj kvalitet). De er hjemsøgt af forstyrrelser fra deres hjerne – den kan ganske enkelt ikke slukkes.
Findes der en måde at få bugt med disse udfordringer, realisere idéerne – få tingene gjort? Det tror jeg.
Hvis du vil have tingene gjort uden at gå på kompromis med din kreativitet og produktivitet, så er du nødt til at være målrettet. Du har brug for et system der hjælper din produktivitet. Og det skal virke.
Lad mig invitere dig om bag scenen og vise dig hvordan jeg får noget fra hånden.
1. Lav korte to-do-lister der kan smides væk
Jeg elsker at lave lister. Men i adskillige år jeg kæmpet med at få gjort de ting der står på listen. Det virkede som om jeg var bedre til at skrive listerne end rent faktisk at få tingene gjort. Mine lister blev uendeligt lange og opgaverne hobede sig op.
Jeg har afprøvet en million forskellige systemer og to-do-apps men intet virkede for mig. Jeg vil spare dig for mange års frustrationer ved at afsløre en lille hemmelighed: Lav superkorte lister – helst på papir i løsark.
Min grænse ligger på 5-10 nemme opgaver. Hvis de kræver for meget og ikke er konkrete, så får jeg dem ikke gjort. Hvis du har en lang to-do-liste, så bryd den op i flere små lister. Sørg for at hver opgave har en deadline.
Hvorfor løsark? Fordi de altid er synlige. Ude af syne, ude af sind.
Jeg bruger kun to-do-lister til kortsigtede opgaver (samme dag). Ellers bruger jeg systemer til projektstyring: CoSchedule, Evernote og Nozbe. (Uh – de er gode!)
2. Begræns indgående kommunikation
Med indgående kommunikation mener jeg primært e-mail. Lad være med at kigge efter mail hvert andet minut. Sørg for at få din postkasse i nul hver dag. Michael Hyatt har skrevet et indlæg om hvordan han styrer sin postkasse med hård hånd: “Yes, You Can Stay on Top of Email“.
Lad være med at besvare alle telefonopkald. Har du en smartphone så kan den sikkert sættes til lydløs og den registrerer alle opkald så du kan følge op på dem senere. Jeg har en ret hård telefonpolitik – jeg besvarer kun opkald fra folk jeg kender. Hvis det er et nyt nummer slår jeg det op for at se hvem der har ringet og ringer tilbage hvis det er relevant. Hvis nummeret er hemmeligt eller ukendt, så er det ikke vigtigt nok til at jeg vil bruge tid på det.
Hvis du sidder på et kontor, så luk døren. Ellers ender du hurtigt med mange afbrydelser og snart flytter folk ind og laver kaffeklub. Det har du ikke tid til.
3. Brug kun ét system til projektstyring
Men du bruger jo selv mere end et system! – Nej, jeg bruger Nozbe til projektstyring. Evernote er en notesbog der kan integreres med Nozbe og CoSchedule er et planlægningsværktøj til udgivelse af artikler og opdateringer på de sociale medier. Men tilsammen udgør de eet stort system.
Jeg ville aldrig bruge forskellige platforme og systemer til at styre mine projekter. Der er sikkert mange andre systemer, men disse fungerer rigtig godt for mig. Find et system, gør det enkelt og hold dig til det system.
4. Mød op
Det lyder latterligt enkelt. Man virkeligheden er at mange kreative mennesker har svært ved det. Den typiske otte-timers arbejdsdag virker triviel, men det fritager dig ikke for at lægge timerne i arbejdet alligevel. Du kommer ikke sovende til succes. Det kræver en indsats. Det kræver at du møder op og arbejder – hver dag.
Beslut dig for at møde op og skrive hver dag.
5. Forpligt dig til at levere
Dette er en vigtig lære for kreativer. Hvis du vil gøre en forskel gennem dine tekster eller kunst, så skal du kunne finde en måde at påvirke folk til handling.
Send den e-mail der skal sendes. Lav den webside der skal laves. Gør det nu. Lad være med at udsætte. Begynd at producere og få sendt tingene afsted.
Du skal naturligvis stadig forbedre og forfine dit arbejde, men de fleste kreativer har en tendens til at tøve med at få tingene ud af døren. De leverer ikke varen. Hvornår har du fx sidst skrevet et indlæg på din blog?
Måske er du bange for at dét du har lavet ikke er godt nok? Måske er du bange for afvisning? Det er helt normalt. Sådan er der mange der har det – også jeg. Men det er på tide at komme over frygten og sende dit arbejde afsted – del din gave med resten af verden.
Sagens kerne
Du har brug for en metode til at indfange dine idéer og tøjle din kreativitet. Alternativet er at fise rundt og lave dit og dat uden at gøre anden forskel end at fordrive tiden og flytte rundt på ting. Det er ikke godt nok. Hvad siger du?
Hvad er din erfaring? Bruger du nogle af disse metoder til at få tingene gjort? Del din mening i kommentaren nedenfor.