
I et tidligere indlæg spurgte jeg, “Hvorfor skulle jeg læse din blog?“. Jeg håbede at få nye spændende blogs at se, skrevet af mennesker med en stemme der bliver hørt. Mennesker med et budskab.
… men der var egentlig mest tavshed. Hvordan kan det være? Har vi danskere ikke rigtig noget at sige?
På overskrift.dk siges det at der er mere end 75.000 danske blogs. De blogs, der er nemmest at finde, handler for det meste om bloggerens hverdag, mode eller opskrifter. Intet ondt om det. Desværre er det bare ofte svært at gennemskue budskabet.
Men det kan da ikke passe, at så mange danske bloggere ikke har et budskab?
Jeg tror på, at vi alle har en grundlæggende holdning til livet. Vi har alle noget, vi brænder mere for end noget andet. Vi har alle en mission. Vi har alle et budskab. Vi har alle en stemme.
Brug din stemme til at fortælle dit budskab, og du vil blive hørt.
Du har en helt unik stemme med dit helt eget unikke budskab. Det er din historie. Og kun du kan fortælle den. Med den moderne teknologis fortræffeligheder er der ingen undskyldninger for ikke at dele dit budskab.
Der er ikke nogen grund til, at du ikke skulle kunne fortælle din historie til hundrede, måske tusindvis af mennesker. I dag. Ikke om fem år. Ikke når du får en kontrakt på en bog fra et forlag. Nu.
Der er ikke anden fornuftig forklaring på, hvorfor folk ikke hører din stemme, end hvis du vælger ikke at bruge den. Måske er du bange, måske er du ikke overbevist om, at du har et budskab. Prøv at tænke over dette: Fortæl din historie. Kun du kan fortælle den på din måde.
Husk: Alle har en historie. Ingen kender din historie så godt som du; og den er sikkert mere interessant, end du selv tror. Fortæl os din historie, – og fortæl den godt.
Spar ikke på de saftige detaljer. Vov pelsen, tag chancen og fortæl hele historien. Vis os dit budskab. Vis at du tør gøre noget, andre er bange for.
Der sidder en hel verden, og venter på fortællinger fra det virkelige liv. Fortællinger fyldt med smerte, glæde, sorg, konflikt eller passion. Historier der kan opmuntre, motivere og inspirere. Historier der kan gøre en forskel. Historier der lader dig vide, at du ikke er alene.
Når du rører folk med din historier, så sker der noget i dem, der får dem til at gøre noget. De vil tænke, tage sig sammen, føle sig motiveret. De vil foretage en handling på grund af din historie. Enhver handling har et udfald eller et resultat, der vil føles som en lille sejr eller succes, for dén der er blevet inspireret af dét du siger. Du har skabt værdi.
Du har en stemme. Brug den.
Kender du nogen der har et budskab? Har du læst en blog som rører dig, eller skriver du selv? Smid et link i kommentaren, jeg vil rigtig gerne læse den.
Hvis du ikke ved hvordan du finder din stemme, så prøv at læse min artikel om at finde sin stemme ved at imitere andre.