
Forestil dig at dit navn og din hjemmesider popper op i Google når en kunde leder efter en som dig. Ville det ikke bare være fedt hvis hele første side af Google var plastret til med dig?
Kan du lide at skrive? – Så har du adgang til en af de bedste metoder til opbygge et stærkt personligt brand: En blog. Hvis du ikke allerede har en blog, så er det på tide at komme i gang. Det er uden debat den bedste investering i dig selv og din fremtid.
Du kan komme i gang her: Sådan starter du en populær blog i 5 trin
Tekst er vejen til at blive fundet
Der er nogle der påstår at tekst er på retur. Ingen gider at skrive og ingen orker at læse. Bloggen er død og tekstmedier går konkurs.
Sikke noget vås.
Der er aldrig blevet produceret mere tekst i historien end lige nu. Vi elsker at læse og skrive. Selv de mennesker der aldrig ville skrive andet end en indkøbseddel skriver mere. De skriver sms’er og e-mails. De skriver på messenger og de sociale medier.
Og de søger. Alle der har brug for noget er efterhånden begyndt at se fordelen i at skrive et søgeord i Google før de starter bilen for at køre ud i samfundet og leder efter en løsning.
Den letteste måde at finde ting online er med tekst. Og det er hurtigt. Så hvis du ikke skriver tekst, så bliver du helt sikkert ikke set. Den bedste måde at blive synlig på er ved at skrive tekster du kan blive fundet på. Teksterne skal sjovt nok ikke handle om dig selvom det er dig der skal være synlig.
Teksterne skal handle om det du kan tilbyde dine kunder. Men til gengæld skal de være præget af din personlighed og dine værdier.
Skriv meget og ofte
Alle kan skrive. Men kan alle skrive godt? Skidt med at du ikke staver perfekt eller har helt korrekt tegnsætning. De er færdigheder du altid kan blive bedre til. Det vigtigste er at du kan skrive et klart budskab og formidle det så det giver mening og værdi.
Den bedste måde at at blive god til at skrive tekster er ved at at øve sig. Derfor bør du skrive hver dag. Du behøver ikke at udgive noget hver dag, men dagligt skal du sætte dig foran tastaturet og øve dig i at skrive. Du bestemmer selv hvor meget du vil skrive. Men jeg anbefaler at du gør det til en rutine.
Selvom du kun har ti minutter til at skrive i, så er det fint. Du behøver ikke at bruge mange timer hver dag. Alle kan finde ti minutter til at skrive hver dag. Der findes ingen undskyldninger i verden for ikke at bruge ti minutter på noget der er så vigtigt som dit personlige brand.
Dine tekster er en investering i din fremtid. De er vejen til en indtægt. Men det kræver en beslutning fra dig. Du skal tage beslutningen om at skrive hver dag. Du skal prioritere det. Du skal møde op og gøre arbejdet – hver dag.
Udgiv jævnligt
Dine tekster skal ud i verden. Og det er ikke nok at skrive et par blogindlæg og tro at lykken er gjort. Du skal fortsætte med at skrive og udgive. Dit personlige brand bliver ikke skabt på en weekend. Det er ikke et projekt der slutter. Dit brand er en livsstil. Du skal udvikle og arbejde på dit brand altid.
Derfor er det vigtigt at du bliver ved med at levere tekster på din blog. Måske udgiver du en gang om ugen. Måske flere. Men når du har besluttet dig for hvor meget du vil udgive, så er det vigtigt at du holder fast i din udgivelsesfrekvens. Du må ikke springe over.
Hvis dit publikum ikke hører fra dig, så glemmer de dig. Hvis Google opdager at du ikke leverer værdi kontinuerligt, så vil du blive nedprioriteret. Du skal vise dit publikum at du er der for dem. At du står klar med løsninger og ekspertise.
Din blog er som en butik
Se din blog som en butik inde i centrum af Aarhus. Lad os sige at du har lejet lokaler til en tøjbutik. Før der kommer kunder er du nødt til at udstille nogle varer. Du skal også beslutte dig for hvem din målgruppe er. Der der kommer ingen kunder før du viser om du sælger tøj til mænd eller kvinder, børn eller voksne – for slet ikke at tale om stil.
Lad os sige at du gør med din tøjbutik som de fleste gør med en blog. I så fald ville du leje en butik og lægge et par bukser på gulvet i baglokalet. På indgangen ville du skrive “Tøj” – eller måske dit navn. Bagefter tager du hjem og venter på at der kommer kunder.
Men der kommer ingen.
Der er bare nogle grundlæggende ting du er nødt til at gøre før folk gider at gå ind i din butik. Du skal have varer. Og de skal være synlige. Og der skal være nok af dem. Du skal vise hvem du sælger tøj til og du skal møde op og stå bag disken – hver dag. Det forventer folk.
Det samme gælder din blog. Folk forventer at du skriver og udgiver. Du skal møde op og vise dit ansigt. Vis at du er aktiv og gør en indsats for at hjælpe dit publikum.