Du har helt sikkert prøvet at lede efter noget på nettet. Du har søgt efter et helt specifikt svar på et spørgsmål eller ledt efter en løsning på et irriterende problem.
Når jeg leder efter noget i Google, så er det sjældent at der kommer et svar der præcist passer til den løsning jeg efterlyser. Som regel må jeg læse et par indlæg før jeg finde en god løsning. Men nogle gange er jeg også heldig at finde et helt præcist match på mit spørgsmål. Den perfekte løsning. Lige hvad jeg dét jeg ledte efter.
Når det sker, så er det møgirriterende at klikke på linket for at opdage at siden ikke eksisterer længere. Jeg møder en tom side hvor der står noget i retning af:
404-error – Page not found.
Ejeren af siden giver mig ingen andre muligheder end at klikke på tilbage-knappen og vende tilbage til søgeresultaterne i Google. Øv.
Hvad er en 404-side?
En 404-side er den side din server viser når den ikke kan finde den side dit publikum leder efter. Fejlen opstår når et URL ikke passer. Dvs. et link viser til en forkert adresse.
Måske fordi du har slettet siden eller flyttet den uden at oprette en 301-omdirigering (se her hvordan du gør det). Det kan også være en fejl der er opstået helt uden for din kontrol. Måske har en anden hjemmeside linket til din side, men skrevet et forkert link. Det har du ingen indflydelse på, men det er dig det går ud over.
Heldigvis har du muligheden for at rette op på fejlen i stedet for at miste en læser. Der er en måde du kan slippe for at få et dårligt ry for at have fejl på din side.
Hvis læserne smutter efter en 404-fejl, så vil Google opfatte det som at din side ikke har værdi. For det første har den fejl og for det andet smutter dit publikum igen. Din bounce rate stiger og din rang falder i søgeresultaterne.
Løsningen er at tilpasse din 404-side så læserne bliver på din side. Din opgave er at hjælpe dem der er faret vild og guider dem på sporet igen.
Find din 404-side
I WordPress er der altid en 404-side. Du kan se den hvis du skriver dit domænenavn efterfulgt af en side du med sikkerhed ved ikke eksisterer.
Fx. Https://dinside.dk/denne-side-findes-ikke
For at rette og tilpasse den skal du lede efter den i dit tema for at se om det tilbyder muligheden for at lave din egen 404-side. Generelt vil du kunne se om dit tema giver mulighed for at redigere din 404-side hvis du klikker ind på “udseende/temaer”.
Men det varierer fra tema til tema. Jeg bruge et Genesis Framework med et child theme. For at redigere min 404-side skal jeg installere et lille plugin der giver ekstra funktionalitet til Genesis Framework.
Hvis du ikke kan finde en mulighed for at redigere vil jeg anbefale at du søger efter et plugin der kan hjælpe dig. Når du har fundet et godt plugin, så installér det og gå i gang med at redigere.
Hvis du er en ørn til php og kan lide at kaste dig ud i programmering, så kan du også redigere siden i dit temas editor. Filen vil sandsynligvis hedde 404.php. Du kan eventuelt nøjes med at rette teksten i din 404.php, så kan du slippe rimeligt let om opgaven.
Men hvis du vil have billeder og links puttet ind på siden, så kan det blive lidt af en udfordring hvis du ikke lige ved hvad php er for noget.
Hvis du er teknik-nørd-ørn, så kan du også selv lave din helt egen 404-side fra bunden og kalde den noget helt andet. Du kan få WordPress til at kalde din fil fra .htaccess. – Jeg fornemmer dog at det ikke lige er den løsning du leder efter, men du skulle lige vide at du har muligheden.
Har du fundet din 404-side? – Herligt, så kan du fortsætte…
Den gode 404-sides opbygning
Først og fremmest må du huske at læseren ikke har ledt efter din 404-side. Den er dukket op fordi der er opstået en fejl på din side. Derfor må du ikke forvente at læseren er motiveret for at læse en helt masse på lige denne side. Derfor skal din 404-side være minimalistisk. Der skal stå så lidt information som muligt og det skal være nemt og hurtigt at overskue. Dette er din sidste chance for at gøre et godt indtryk og vende et besøg til en fast læser.
Her er en lille tjekliste over elementer der kan være gode at have på din fejlside. Du skal ikke død og pine have dem alle, men vælg dem du mener tjener dit publikum bedst. Og lad dig ikke friste til at skrive en lang tekst – den bliver sandsynligvis ikke læst.
1. Søgefelt
Det kan være en fantastisk god idé at have et søgefelt hvor din kommende læser kan søge på din side. Hvis linket fra Google var forkert, så er det muligt læseren kan finde siden ved at indtaste samme søgning på din side.
2. Links til populære artikler
Ved at indsætte links til populære indlæg på din blog kan du guide læseren tilbage på din side. Læserne foretrækker at klikke frem for at skrive. Så hvis du kan tilbyde læseren et alternativ til en ny søgning, så er der stor sandsynlighed for at du får læseren tilbage på sporet.
Du kan også tilbyde et link tilbage til din forside eller en oversigt over dine nyeste blogindlæg. Der er mange muligheder, bare sørg for at det er mere attraktivt at klikke på dit link end at lave en ny søgning i Google.
3. Skriv først til mennesker
Folk er uendeligt ligeglade med hvad der gik galt på serveren. Det interesserer dem ikke. Sørg for at omskrive teksten på din fejlside til menneskesprog. Mennesker har ikke brug for at vide at der var en error 404 on apache server 2.2.9 …
Skriv en tekst der henvender sig til dit publikum. En tekst mennesker kan have glæde af. Skriv for eksempel: Hovsa, hvordan er du endt her? – Jeg har vist kludret med et link.
Du kan også skrive noget helt enkelt som: Jeg kan ikke finde den side du leder efter.
Følg eventuelt op med hvorfor læseren er endt her og hvad han eller hun kan gøre for at løse problemet. Men gør det kort og gerne på punktform.
4. Mulighed for kontakt
Giv gerne læseren en mulighed for at kontakte dig for at melde fejlen. Mange af dine læsere vil hellere end gerne hjælpe dig med at få rettet fejlen. Og det er en kæmpe hjælp når de fortæller dig hvilket link de har brugt, som ikke virkede.
5. Få tilmeldinger til mailliste
Du kan med fordel vende et besøg på din fejlside til et positivt besøg ved at tilbyde læseren at modtage noget mod at tilmelde sig din mailliste. Men vær forsigtig. Du skal kunne tilbyde noget relevant samtidig med at du skal gøre det kort og enkelt.
6. Brug humor
Der findes ikke et bedre middel en humor når vi har lavet en brøler. Det er en dejlig befriende måde at vende en dårlig oplevelse til et grin og komme positivt videre.
Hvis du har lidt humoristisk sans, så brug gerne din humor på din 404-side. Lav sjov med situationen. Du kan lægge et sjovt billede på siden, skrive en underholdende tekst eller optage en video.
Find selv eksempler
Jeg overvejede at bringe en liste med eksempler på gode 404-sider, men jeg tror du vil få mere ud af selv at besøge nogle af dem. Du kan nemt gå på opdagelse folks kreativitet ved at indtaste domænenavnet på dine favoritsider + en tilfældig tekst efter skråstregen. Så kommer du omgående til siden 404-side.
Skriv fx: https://domæne.dk/nogetpladdertekst
God fornøjelse.