Din historie er en vigtig del af dit personlige brand. Det er den historie du fortæller til dit publikum på din blog. Historien der er grunden til at du laver dét du laver lige nu. Du kan forfine den og gøre den bedre med tiden. Måske vælger du at fortælle en anden historie. Men det er din historie der gør at dine læsere følger dig og bliver ved med at vende tilbage til din blog.
Når du fortæller din historie god vil folk føle at de kommer lidt tættere på dig. De får følelsen af at kende dig og måske være i samme båd som dig. Det er et godt udgangspunkt for en relation og samarbejde.
Men hvordan skriver man lige sin historie? I dette indlæg vil jeg prøve at give dig ramme for din historie. Du får nogle af de elementer der typisk indgår i en god historie.
Historiens forløb
Alle historier har et forløb. Prøv at se på film og tv-serier. De har alle en opbygning der følger nogenlunde samme forløb. Ofte består de af tre dele:
- Introduktion og idyl.
- Konflikt opstår og hovedpersonen kæmper.
- Problemet bliver løst.
Det er ret sandsynligt at de fleste historie gennemgår et forløb i følgende faser:
- Paradis
- Katastrofe
- Modstræbende helt
- Lille sejr
- Stort nederlag
- Taknemmelighed – indsigt
- Endelig sejr
Det er et helt klassisk forløb hvor alt ånder fred og ro. Idyllen bliver brudt og en helt opstår. Helten er ikke selv helt overbevist. Tag fx Star Wars hvor Luke Skywalker arbejder på sin onkels gård. Pludselig bryder helvede løs og Luke er den eneste der kan redde universet.
Han må igennem prøvelser hvor han sejrer men ender med nederlag fordi han ikke helt forstår at bruge sin kraft. Efter flere nederlag lærer Luke at værdsætte sine venner og udvikler sine egne evner. Til sidst står det endelige slag – et slag der kræver det ultimative offer, men han redder universet.
I en lidt mindre målestok har din historie det samme forløb. Du beskriver en transformation fra idyl til konflikt til løsning. Men din historie skal ikke være en lang serie af bøger eller afsnit. Din historie kan nøjes med at omfatte en eller flere af forløbets elementer.
Vælg et omdrejningspunkt
Din historie har et omdrejningspunkt. Kombinér forløbet med en af følgende:
- Helt eller heltinde
- Skurk
- Ukendte fakta
- Historien bag historien
- Nyheder
Helte og skurke behøver ikke at være personer. De kan være følelser som glæde, sorg, overraskelse osv. De kan også være ting eller tilstande.
Skriv din historie
Du har et forløb og et omdrejningspunkt. Nu mangler du kun at skrive historien. Mens du skriver, så er der et par tips du bør overveje:
1. Længden på historien
Vær meget opmærksom på hvor lang din historie skal være. En kort præsentation af dig selv og din virksomhed må ikke fylde 47 sider. Det skal være en ganske kort tekst. I langt de fleste tilfælde vil din historie være kort når du skriver online.
Du har ikke lyst til at kede dit publikum så derfor skal historien være kort og præcis. Det kan betale sig at bruge tid på hvordan du formulerer dit budskab.
2. Og hvad så-testen
En god øvelse til at holde fokus på det der er relevant er at spørge og hvad så efter hver sætning du skriver. Det tvinger dig til at tage stilling til det du har skrevet og hvordan det er vigtigt for historien.
3. Brug datoer og navne
Et lille trick jeg først selv er blevet opmærksom på for nyligt. Du kan gøre din historie meget mere nærværende ved at bruge navne og datoer i dine tekster. Prøv for eksempel at se forskellen på disse to fortællinger:
“Da jeg var teenager kørte jeg på knallert til gymnasiet hver dag.”
Den lidt mere personlige udgave:
“I 1986 kørte jeg på min Honda Amigo til Langkær Gymnasium hver dag.”
I princippet er det fuldstændig den samme sætning, men den sidste udgave indeholder meget mere personlig information der hjælper læseren med at danne et billede af mig.
Der er endda en mulighed for at der sidder læsere som tænker:
- Jeg havde også en Honda Amigo.
- Det var samme tid som jeg gik på Langkær Gymnasium.
- Orv, er han så gammel?
Det handler om relationer
Målet med historien er at skabe en relation til læserne. Flere af de tætteste relationer jeg har i dag er mennesker som har genkendt min historie. Jeg har samarbejde med mennesker der også har gået på Langkær Gymnasium. Vi kendte ikke hinanden dengang.
Historien skal få folk til at genkende og huske mig. Når publikum ser mit navn vil de tænke: Det var ham fra Langkær Gymnasium; eller – det var ham med Hondaen. Nu arbejder han med personlig branding, det må jeg vide noget mere om.