Matematik er et fag jeg altid har været rimelig stærk i. – Når altså jeg gad. I gymnasiet var jeg mere interesseret i andre ting og matematiktimerne var overraskende lettet at sove i.
Jeg vil præsentere dig for en matematisk formel der stemmer overens med de fleste menneskers opfattelse, men som er lige så forkert som at påstå at to plus to er fem.
1 kritisk bemærkning + 1.000 komplimenter = 1 kritisk bemærkning
Vi har alle en tendens til at huske en dårlig kommentar. Og samtidig er vi i stand til fuldstændigt at ignorere nok så mange komplimenter. Vi tror ikke på dem. Men dén ene kritiske bemærkning ramte så hårdt at den må være sand.
Men det er den ikke. Det er derfor du skal blive bedre til at glemme den.
Synlighed giver kritik
Jo mere usynlig du er, jo mindre lægger folk mærke til hvad du siger og gør. Du får ingen kritik og sjælden komplimenter. Du er ligegyldig – ingen kan se dig.
Omvendt forholder det sig når du gør dig mere synlig. Jo mere synlig du er, jo flere komplimenter får du. Men du vil også modtage mere kritik. Det er ikke alle der er enige med dig og dine synspunkter. Det er heller ikke alle der kan lide dig.
Før eller siden vil du få ubehagelige oplevelser hvor du af en eller anden bizar grund har tiltrukket et menneske der ikke kan lide dig. Eller som bare er dyb uenig med dig. Her møder du kritik.
Det betyder ikke at du er dårlig eller dum. Det betyder bare at der er flere måder at gøre tingene på. Det betyder også at mennesker er forskellige. Og vi kan ikke være venner med alle mennesker. Det er simpelthen ikke alle vi svinger lige godt med.
Stemmer med fødderne
De fleste mennesker stemmer med fødderne. Hvis de ikke kan lide dig, så går de et andet sted hen. Men der findes nogle ganske få idioter som føler at det er deres pligt at sætte dig på plads. Det er her du møder kritikken.
Den er hård og uretfærdig. Men prøv om du kan huske de mange komplimenter du får fra mennesker du hjælper. Det er svært, men prøv.
Især i en tid med sociale medier er det nemt at svine andre mennesker til. Og jo mere synlig du er, jo oftere vil du få negative bemærkninger på de sociale medier. Men prøv at blive god til at ignorere idioterne og husk på de mennesker der trofast følger dig fordi du giver dem værdi.
Kritik kan være sundt
Det behøver ikke altid at være dårligt at få kritik. Nogle gange kan det betale sig at lytte til kritikken og overveje om der et gran af sandhed bag den.
Men vælg nøje hvem der får lov til at kritisere dig. Du behøver ikke at lytte til alt hvad folk siger til dig. Især ikke hvis du ikke selv har bedt om kritik eller en mening. Det er muligt at uvelkommen kritik er berettiget, men det er ikke ens betydende med at du skal lytte til den.
Brug en lille fortrolig gruppe mennesker til at give dig kritk. Så ved du at kritikken er kærligt ment. Den uindbudte kritik og negative angreb skal du prøve at ignorere så godt du kan.