Hvor svært kan det lige være at skrive et blogindlæg som folk gider at læse? – Svært. I hvert fald for den der ikke ved hvordan man skriver et blogindlæg. Du må ikke tro at du kan slippe afsted med at tømme hjernen over et stykke A4-papir. Bare skrive derudad. Digte undervejs.
Når du bare skriver uden at tænke over dit indhold, så bliver dine blogindlæg en mudret oplevelse. Overfladisk og ligegyldigt. Ok, nogle gange vil du lykkes med at skrive noget godt. Det er svært at undgå når man bare skriver nok. Men ville det ikke være rart at skrive gode indlæg hver gang?
Der findes forskellige typer blogindlæg, så det er svært at give en opskrift på det perfekte blogindlæg. Men der er nogle ting der er fælles for alle typer tekster du skriver på din blog. Det er nogle af de afgørende ting og dem vil jeg gennemgå for dig her.
Fængende overskrift
En af de største fejl du kan begå når du skriver et blogindlæg er at starte på at skrive uden en overskrift. Du skal altid starte med en overskrift. Det er overskriften der hjælper dig med at holde dig på sporet mens du skriver.
En overskrift er ikke nok – du skal også lave underoverskrifter. De hjælper dig med at bevare overblikket så dit indlæg ender der hvor du havde tænkt. Når du bare skriver løs uden en overskrift kan du nemt komme til at lave afstikkere. Du kommer til at skrive om ting der egentlig ikke er relevante eller du skriver for mange budskaber ind i teksten. Så kommer den til at virke rodet.
Det er et mareridt at finde på en god overskrift til et færdigt blogindlæg. Det bliver næsten umuligt at formulere en overskrift der dækker emnet. Derfor bør du altid starte med en overskrift.
Hvis du ikke lige kan komme på en god overskrift der fænger med det samme, så kan du nøjes med en arbejdsoverskrift. Underoverskrifterne svarer til din disposition.
Du kan se min guide til overskrifter her: Sådan skriver du en overskrift der fænger omgående
Skriv en intro der giver lyst til at læse
Jeg må blankt erkende at jeg har en tendens til altid at springe introen over. Det er sjældent jeg læser de første par afsnit af et blogindlæg. Det gælder især når jeg finder opskrifter på en blog. Jeg orker ikke at læse den kedelige intro. Den handler næsten altid om skribenten selv og hans eller hendes lille sjove oplevelse med opskriften. Slår aldrig fejl.
Når jeg finder et blogindlæg jeg vil læse kan jeg ikke komme hurtigt nok til løsningen eller svaret på mit spørgsmål. Jeg kender opbygningen af et blogindlæg, så jeg véd at det næsten aldrig kommer i starten af indlægget.
Det eneste tidspunkt jeg læser introen er når den er skrevet godt og saftigt. Den skal give mig lyst til at læse fordi den henvender sig til mig. Den har måske lidt humor eller bygger op til resten af indlægget. Introduktionen skal være relevant og give værdi – fuldstændig ligesom alt det andet du skriver. Lad være med at skrive en intro bare fordi der skal stå et eller andet.
Du har lokket læseren ind til dit blogindlæg gennem en god overskrift. Nu må du ikke tabe ham i din intro. Dit publikum er kræsne og lette at distrahere. Du er nød til at kæmpe for opmærksomheden. For at gøre det lidt lettere for dig har jeg lavet et lille regelsæt du kan følge når du skriver din intro.
1. Se problemet med læserens briller
Jamen, mine læsere bruger ikke briller. – Suk, det er en metafor. Du skal vise at du kan se sagen fra læserens synsvinkel – at du forstår situationen og er kvalificeret til at løse problemet.
Nøgleordet er empati. At du kan sætte dig i læserens sted og udtrykke den frustration læseren oplever. Empati falder ikke lige naturligt for alle. Det gør den bestemt ikke for mig. Nogle ville hævde at jeg ikke besidder evnen, men det gør jeg. Og det gør du også. Du skal bare øve dig i at bruge den. Måske skal du bruge lidt mere energi på at finde din empatiske side frem end andre. Hvis jeg kan få den frem, så kan du helt sikkert også.
2. Find følelserne frem
Åh Gud, hvad har følelser med sagen at gøre?
Jo, ser du – mennesker elsker at føle. Næsten alt vi foretager os er udløst af følelser. Hvis du tager følelserne ud af teksten bliver den røvkedelig. Og dine læsere vil klikke hurtigt væk fordi de er ved at falde i søvn over din objektive akademiske artikel. Gaab.
Når du skriver din introduktion skal du overveje hvilken følelse du ønsker at læseren skal føle. Det kan være vred, glæde, lettelse, frustration, begejstring, sorg osv. Mærk selv den følelse du vil drage frem. Og beskriv den i relation til problemet.
3. Lok publikum til at læse mere
Kender du de der bøger man ikke kan lægge fra sig? Hver gang man når til slutningen af en side, så skal man lige læse den næste også – og sådan bliver det ved. Nogle gange i timevis. Sulten har meldt sig forlængst, men bogen tvinger en til at læse bare een side mere. Sådan har jeg præsteret at læse tolv timer i streg. Men hvordan kan det lade sig gøre at skrive sådan?
Her er et par tricks du kan bruge:
- Start din tekst med et spørgsmål.
- Slet halvdelen af dine ord. – Seriøst. Skær ind til benet og fjern al den overflødige ordflom.
- Skriv med korte sætninger. Og brug korte afsnit.
4. Lad dem tigge om mere
Vil du have læserne til at bede mere?
Brug frygt.
Du skal ikke skræmme livet af dem. Mindre kan gøre det. Beskriv hvad der sker hvis de ikke løser problemet. Fortæl hvad konsekvensen bliver af ikke at skride til handling og gøre noget.
Lad dem føle frygten. Når de føler frygten ved at lade stå til, så vil de læse videre for at få løsningen på deres problem. Ingen ønsker det man frygter.
5. Lad læseren smage løsningen
Introduktionens mål er ikke at give hele svaret på forhånd. Uanset hvor simpelt det måtte være. Mennesker kommer hurtigt til at kede sig og hvis du afslører svaret eller løsningen i starten af din tekst, hvorfor skulle de så læse videre?
Har du lagt mærke til hvor irriterende langt nede i teksten opskrifter altid står? Du kan nærmest ikke undgå at skimme overskrifter på vejen.
Selvom du ikke skal afsløre alt i introduktionen må du godt løfte lidt på låget. Giv læseren en del af svaret, eller antyd at løsningen følger i resten af blogindlægget.
Levér et budskab der er nemt at forstå og svært at ignorere
For mange år siden læste jeg en bog der hed The Go-Giver. Den handlede om hvordan man fik succes ved at give uden at forvente noget til gengæld. Forfatterens tese var at ekstremt succesfulde mennesker har mere fokus på at give og hjælpe end at tjene penge.
Succesfulde mennesker giver rundhåndet ud af hvad de har. De har tillid til at deres gavmildhed før eller siden vil vende tilbage. Det er et budskab jeg har husket lige siden. Jeg kan lide den tese.
En af de fem love i bogen gik ud på altid at give mere end forventet. Og det er præcis hvad du skal gøre i et blogindlæg for at dit publikum bliver hængende for at læse endnu mere.
Jeg har tit sagt at blogindlæg skal have værdi. Og jeg medgiver at det kan være vanvittigt svært at afgøre hvad høj værdi egentlig er. Men et blogindlæg har høj værdi når du kan levere et budskab der er simpelt og let at forstå. Og når du giver muligheden for at skride til handling og nå de resultater du lover.
1. Lav naturlige ophold i teksten
Lad læseren få en pause for at trække vejret. Det kan du gøre på mange måder. Den bedste er at lave mange afsnit og bruge underoverskrifter. Sørg for at have underoverskrifter på forskellige niveauer. Som standard bruger jeg fire niveauer af overskrifter.
Underoverskrifter hjælper læseren med at få overblikket. De skal formidle blogindlæggets budskab uden at man behøver at læse hele brødteksten. Men hvorfor det? – Fordi mennesker er dovne og kommer hurtigt til at kede sig. Kan du huske hvordan jeg fortalte dig at jeg læser blogindlæg med opskrifter? – Jeg springer alle de indledende afsnit over.
Og alligevel ikke. De der skriver gode blogindlæg har skrevet underoverskrifter som jeg ikke kan undgå at se. De hjælper mig til at se hvad teksten handler om. Hvis der står en interessant underoverskrift, så læser jeg selvfølgelig afsnittet.
De fleste mennesker skimmer. Underoverskrifter hjælper dig med at fange skimmerne og lokker dem til at læse brødteksten.
Der gælder forresten de samme regler for underoverskrifter som for almindelige overskrifter.
I. Relatér til overskriften
Betragt dine underoverskrifter som stationer på en rejse med toget. Hvis du tager toget fra Aarhus til København, så er Aarhus din hovedoverskrift og København er din endestation. Imellem de to byer er der stationer hvor toget standser.
Alle de mellemliggende stationer er dit blogindlægs underoverskrifter. De er en del af rejsen og hænger sammen med start og destination. Dine underoverskrifter skal hænge sammen med dit blogindlægs hovedoverskrift. Og de skal vise vejen til målet. Det skal være meget klart for læseren at se hvordan hver underoverskrift bidrager til et godt resultat.
II. Følg samme system
Sørg for at opdele dine afsnit efter det samme system. Brug de forskellige niveauer af overskrifter til den samme slags afsnit. Ellers vil de forvirre læserne.
Tag dette blogindlæg som et eksempel. Der er en del lister at holde styr på. Men jeg har tydligt markeret hvilket niveau hver liste hører til ved at bruge den samme formatering i overskriften.
Når du laver punktopstillinger er det også vigtigt at du følger det samme format. Dit valg af ord og sammensætning er ikke helt ligegyldig. Hvis du fx starter en liste i bydeform, så skal du fortsætte i det format. Når du pludselig ændrer format, så forstyrrer det læsningen. Se for eksempel hvad der stikker ud her:
- Sov 8 timer hver nat.
- Spis sundt og økologisk.
- Motion styrker dit immunforsvar.
- Drik meget vand.
Disse er fire gode råd til et sund helbred. Men nummer tre stikker ud. Den starter ikke i bydeform som de andre. Der burde stå: Dyrk motion 30 minutter hver dag.
2. Overrask dit publikum
Der er ikke noget så fedt som at opleve noget uventet – især hvis det er behageligt eller overraskende. Det giver noget at tænke over og sætter livet i perspektiv.
Fortæl noget som relaterer sig til emnet, som du ved at dit publikum ikke kender til. Det kan være overraskende tal du har fundet. Eller måske en personlig oplevelse som dit publikum ikke lige havde regnet med.
Men lad være med at skrive noget overraskende bare for at chokere dit publikum. Der skal være en mening med galskaben – de skal kunne bruge din information til noget. Den skal relatere sig til emnet og hjælpe læseren med indsigt.
3. Vær gavmild
Du må ikke holde information tilbage. Det er vildt frustrerende for læserne at læse et helt blogindlæg for at finde ud af at de ikke får den sidste brik til puslespillet uden at betale for det. Det er en virkelig lyseslukker.
Når du hjælper mennesker, så hjælper du hele vejen. Og du må ikke være bange for at give alt hvad du har.
Selvom du skriver al din viden ned og viser præcis hvordan man selv kan gøre alt det du kan hjælpe med, så vil der altid være mennesker der vil betale for direkte adgang til dig eller en lettere løsning. Altid.
Folk vil hellere købe ti artikler der hjælper dem med deres problem end selv lede efter dem på din blog. Det tager tid at stykke den information sammen man har brug for. Mennesker betaler gerne for bekvemmelighed. Derfor må du ikke være bange for at give for meget.
Du kan aldrig give for meget. Giv mere end forventet.
4. Start og slut med det bedste
Starten af dit blogindlæg skal være virkelig god. Men det skal slutningen også. Det betyder ikke at alt det ind imellem skal være dårligt. Du skal hele tiden gøre dit bedste. Men ved at slutte med noget lidt bedre giver du læseren følelsen af virkelig at have fået noget ud af dit blogindlæg.
Hvis du for eksempel har skrevet en liste med otte tips, så lad det første og sidste tips være de bedste.