Det kan være en svær beslutning at starte en blog. Det værste er din frygt for at blogge. Den konstante frygt for “hvad nu hvis…” forhindrer dig i at gøre forsøget.
- Hvad nu hvis jeg ikke er god nok til at blogge?
- Hvad nu hvis ingen læser min blog?
- Hvad nu hvis de der læser min blog ikke kan lide hvad jeg skriver?
Listen over “hvad nu hvis…” er uendelig.
Ok. Jeg hører dig. Men hvad nu hvis folk er vilde med dig?
Det er nemt at sige at du bare skal komme i gang og forfølge din drøm om at få en blog. Men at tage skridtet til rent faktisk at gøre det kan være svært. Pludselig virker det mere overkommeligt at bestige Mount Everest.
Der er ingen garanti for at du lykkes når du går i gang med at blogge. Der findes ikke en magisk formel du kan følge for at være sikker på at blive populær.
Men der findes en måde så du kan lægge et solidt fundament til en populær blog. Hvis du starter rigtigt, så har du alle muligheder for at få succes. Jeg har lavet en tjekliste du kan starte med.
Når det handler om din frygt for at blogge, så kan der være flere ting der holder dig tilbage. Her er nogle af de mest almindelige ting folk er bange for når de skal starte en blog – og hvordan du kan overvinde frygten.
1. Hvad skal du skrive om?
Selvom dit hoved er proppet med viden og idéer, er det ikke sikkert at du ved hvad du skal skrive om på din blog. Måske vil du formidle viden? Skal den handle om dig? Eller skal den være faglig?
Der er mange muligheder. Før du starter din blog, skal du afklare hvilken type blog du vil lave, hvilken type blogger du er og du skal beslutte dig for en niche.
Først da står det mere klart for dig hvad du skal skrive om. Især er nichen et svært spørgsmål. Hvorfor? – Fordi de fleste er bange for at finde et emne der er for smalt. De frygter at publikum er så lille at ingen vil læse deres indlæg.
Når du sigter for bredt ved at skrive til alle, så ender du med at skrive til – ingen. Share on XFolk søger specifik viden. De leder efter dén løsning. Derfor skal du vælge et snævert emne for at blive set.
Ofte starter bloggere med et generelt og bredt emne. Efter de første par indlæg går de i stå. Det bliver svært at finde noget at skrive om. Og dét de skriver hænger ikke sammen. Resultat: De giver op.
Løsning
Start småt. Find ud af hvorfor du overhovedet vil starte en blog. Det vil stå mere klart for dig når du finder din passion og din mission.
Passion og mission. – To ord der virker svære at tage stilling til, men de er afgørende for din succes som blogger. For at skrive så folk vil læse, er du nødt til at skrive om noget du brænder for.
Og du skal have en grund til at skrive.
Du behøver ikke at være ekspert på det emne du skriver om. Det vigtigste er at du brænder for det. Med tiden vil du blive ekspert og dit publikum vil elske at følge dig på din rejse.
Vil du lære hvordan du starter en blog fra bunden? Så kig på mit 5-dages kursus med trin for trin-videoer:
Start en populær blog – en trin for trin-guide til at sætte en blog op på 5 dage.
2. Frygten for ikke at lykkes
Der er forskellige måder at måle en blogs succes. Det kommer helt an på dine succeskriterier. Fælles for dem er at det kan føles som et stort pres når du starter en blog.
Især fordi de sjældent lykkes fra starten.
Efter et stykke tid opdager du at blogging ikke kun handler om at skrive et godt indlæg.
Du begynder at frygte hvad folk vil tænke om det du skriver. Eller om der overhovedet er nogen der vil læse dine indlæg.
Når du endelig finder ro med at der ikke er nogen der siger noget om dine tekster, så spekulerer du på hvad grunden er til den manglende respons.
Du spekulerer på om du er god nok.
Den er ikke kun en frygt for at blogge. Den er en frygt der kan skade dig i alle forhold af livet. Den holder dig fra at prøve nye ting og hæmmer din udvikling.
Løsning
Forestil dig hvad det værste er der kan ske. Og spørg dig selv hvor slemt det egentlig er?
En læser skriver en hadefuld kommentar. – Og hvad så? Det ændrer ikke på hvem du er. Og det ændrer heller ikke det faktum at mange andre kan lide dig.
Du finder aldrig ud af hvor langt du kan nå hvis du ikke prøver. At give op er den sikre vej til permanent fiasko.
Din frygt for fiasko vinder kun hvis du lader den vinde.
Start med at tænke på hvor glad du selv er for dit arbejde. Hvis du er tilfreds, så udgiv det. Hvis ikke, så udgiv det alligevel og lav det næste indlæg lidt bedre. Husk at du altid kan rette i dine indlæg senere.
Lad være med at gå glip af noget stort på grund af ting du kan ændre og blive bedre til.
3. Social angst
En stor del af blogging er at række ud til mennesker for at vise sit arbejde. Hele formålet med at skrive er at blive læst. Det er ret almindeligt at være utryg ved at netværke og tale med mennesker man ikke kender.
Det har været (og er det stadig) en stor barriere for min egen succes. For nogle mennesker kommer det naturligt at række ud til andre. Men for mange af os er det en ubehagelig opgave der gør os utrygge. På et ubevidst plan prøver vi at beskytte os selv ved at undgå situationen.
Men din blog bliver kun populær hvis du dyrker disciplinen at tale med andre. Du skal bede om hjælp, lytte til kritik, knytte venskaber og deltage i debatten. Både online og offline.
Løsning
For at blive tryg ved at kommunikere med mennesker kan du starte med at dyrke online fællesskaber.
Du kan fx dele en anden bloggers indlæg på de sociale medier. På den måde hjælper du samtidig med at du viser hvem du er. Tro mig – du bliver set når du deler.
Prøv også at lægge en kommentar på en andens blog. Det kan blive starten på et samarbejde.
Deltag i debatten på de sociale medier. Deltag i grupper på Facebook eller chats på Twitter. Tilmeld dig webinarer. Opsøg steder hvor du kan være en del af et fællesskab.
Langsomt bliver du bedre til at snakke med andre. Og det bliver lettere for dig at skabe kontakter offline.
Jeg har lavet et fællesskab som du er meget velkommen til at blive en del af. Kom med på holdet og tilmeld dig Facebookgruppen Blog-hjælp for bloggere.
Prøv det
Uanset hvad din største frygt er ved at starte en blog, så findes der en måde at overvinde den. Du kan få succes som blogger. Du skal bare huske at du ikke må lade din frygt stoppe dig.
Noget af det du kommer til at fortryde mest, er at du i aldrig greb chancen for at afprøve noget du brænder for. Share on XSmid dine bekymringer væk. Glem hvad andre måske vil sige eller tænke. Smid din frygt for at blogge væk. Tro på dig selv.
Find de positive tanker frem og spring ud i det. Kom i gang.
Hvis du stadig føler dig usikker, så er du velkommen til at kontakte mig for at få hjælp.
Du kan også deltage i mit kursus Start en populær blog. Her viser jeg dig trin for trin hvordan du kommer i gang. Der er video der guider dig igennem alt det tekniske. Du lærer at opsætte din blog rigtigt. Og jeg viser dig hvordan du skriver dine første indlæg.