Passion er en sjov størrelse. At finde sin passion er både et godt og et dårligt råd. Du kan arbejde med din passion i årevis uden at opleve nogen form for succes.
En af grundene er at din passion også kræver begejstring. Hvis du mister din begejstring, så er din passion værdiløs. Du får ikke solgt dine budskaber.
Læs også mit indlæg: Passion er ikke nok – du skal være begejstret
Budskaber.
Endnu en vigtig del af din vej til succes. Budskaber skal have en modtager. Hvis der ikke er nogen der lytter til dét du har at sige, så kommer du ingen steder. Det er som at blaffe i ørkenen. Der kommer aldrig nogen forbi. Og hvis der skulle komme en bil – eller kamel forbi, så er det ikke sikkert at den skal i din retning.
Start med at finde én person
Du har brug for et publikum der lytter til dine budskaber. Det er dem der skal hjælpe dig videre. Det er ikke nok at få mange følgere eller at få mange visninger af dine blogindlæg.
Det kan du betale dig fra – og så har du brugt en masse penge på annoncering. Næ, du er nødt til at fortælle dine budskaber til de rigtige mennesker.
Hvordan det? – Jo du skal identificere et menneske der lytter til hvad du siger. En person der er oprigtigt interesseret. Skab en relation til det menneske. Gør det ved at lytte. Besvar en mail eller kommentar. Stil spørgsmål. Vis interesse.
Når du starter en dialog vil du finde ud af hvad denne person ønsker at vide mere om. Du finder ud af hvordan du kan hjælpe denne person.
Find den næste læser
Når du har fundet én læser, så bliver det lettere at finde den næste. Du har allerede hjulpet den første. Du har skabt værdi. Den værdi kan du give videre og udbygge.
Når du har skabt en forbindelse til den første læser skal du i gang med at finde den næste.
De bliver lettere og lettere at finde. Den første læser vil stille et spørgsmål eller indvie dig i en problematik. Du finder et svar eller en løsning som du skriver om. Når en anden person læser dette vil der opstå et nyt spørgsmål eller kommentar som du kan følge op på.
Hemmeligheden er hele tiden at skrive til de mennesker du får respons fra. På den måde hjælper de dig videre.
Hvor finder du dine læsere?
Læserne dukker op hele tiden, men hvis du ikke er opmærksom, så smutter de igen. Din opgave er at levere godt og værdifuldt indhold. Skriv tekster der hjælper.
Husk at formidle din passion med begejstring og find modet til at stå frem. Så vil læserne komme frem. Du ser dem når de synes godt om et indlæg på de sociale medier. Når de sender dig en e-mail. Deler dit indlæg. Nævner dig et sted på nettet. Skriver en kommentar.
Før eller siden vil nogen blive påvirket nok til at reagere på det du har skrevet. Selvom det “kun” er et synes godt om på Facebook, så er det en tilkendegivelse af at du har skrevet noget interessant.
I dag er der så meget information på nettet at det er meget svært at få folk til at reagere. Når det lykkes dig at få den mindste reaktion er det vigtigt at du følger op på den. Gå i dialog. Dyrk relationen. Lær dine følgere at kende.
Find ud af hvad dine læsere interesserer sig for og hvor de færdes. Hvem følger de? Hvilke udfordringer har de?
Alle emner har et publikum
Der findes stort set ikke et eneste emne i verden der ikke har et publikum. Uanset hvor snævert eller bizart det måtte være. Du er ikke den eneste med en mening eller ekspertise i din interesse.
Opsøg de mennesker der kan have interesse i dine budskaber. Dyrk dem og vis din begejstring.