
Jeg har før skrevet om passion. Det var ikke svært for mig at finde ud af hvad jeg brænder for. Men alligevel var det som om jeg ikke helt lykkedes.
Hvorfor?
Fordi der er en anden meget vigtig ingrediens der manglede. Begejstring.
For at du kan lykkes med din passion er du samtid nødt til at være begejstret. Publikum følger begejstrede mennesker. De har en positiv indflydelse og udstråler en smittende glæde ved deres passion. De motiverer.
Hvis du formidler din passion af pligt eller går i en forkert retning, så vil du aldrig få succes.
Forskellen på passion og begejstring
Passion omfatter flere sindstilstande. Du kan udføre din passion og opleve vrede, aggression og jalousi. Af samme grund kræver det mod at leve med sin passion og gøre det til sin levevej. Det er en rutchetur i følelser. Men gevinsten er stor.
Begejstring er følelsen af stærk og ivrig glæde, interesse eller tilslutning. Man henrykkes og går til opgaven med stor entusiasme.
Begejstring er følelse af stærk og ivrig glæde, interesse eller tilslutning. – Den Danske Ordbog
Når du udfører din passion, så er det ikke altid at du har følelsen af glæde og interesse. Uanset hvad du kaster dig over som din levevej, så vil der være elementer der er mindre spændende end andre.
Faren ved at bruge sin passion i sit arbejde er at den bliver trivialiseret. Du indgår kompromisser og tilpasser den dine kunder eller arbejdsgiver. Passionen er der stadig, men begejstringen er væk.
Kunsten er at holde fokus med din passion og bevare begejstringen når følelserne render af med dig.
Hvad begejstrer dig?
Det er ikke din passion der begejstrer dig. Der er elementer i din passion der har så stor interesse at de vækker en indre glæde. En glæde der er så overvældende at du ikke kan stoppe. Du bliver ivrig og fortæller alle om det du laver.
For at lykkes med din passion er du nødt til at finde ud af hvad det er der bringer dig størst glæde. Er det fascinationen over det du kan skabe? Er det reaktionen fra andre mennesker? Er det adrenalin der sætter ind?
Prøv også at finde ud af hvilke elementer der dræber din begejstring. Når jeg skriver, så kan lysten til at skrive blive slået ihjel hvis jeg skal lave for meget research samtidig.
Jeg kan i høj grad begejstres af at lære nyt, men når jeg er nødt til at finde specifik information for at validere et udsagn, så bliver jeg træt. For stor detaljegrad virker dræbende for mig.
Jeg kan begejstres over idéer og visioner. Det er dem jeg skal kombinere med min passion for at skrive.
Din opgave er at tænke over hvad du kan begejstres over. Når du finder ud af hvad der begejstrer dig, så skal du vække den begejstring i din passion.
Jeg har lavet en liste over ting der kan dræbe den soloselvstændiges begejstring. Hent den her: