I en verden fuld af kreativitet og ny teknologi, har nørder og kreativer brug for hinanden, – mere end nogenssinde.
Selvom jeg har gjort en brav indsats, så kan jeg nok aldrig med rette kalde mig selv for en vaskeægte nørd. En rigtig nørd forstår forskellen på PHP og ASP, og kan bruge timevis på at måle længden på kattens knurhår, mens vi andre drikker en øl i studenterbaren.
Nørder taler og skriver i kode: “Jeg arbejder på en API ved at bruge MySQL, men min ISP flipper.” Det er dén slags ord, der kommer ud af en nørds mund. De virker ude af stand til at tale et sprog, vi andre kan forstå.
Næ, jeg må nøjes med at være en wannabe-nørd. Jeg bruger de værktøjer, som nørderne udvikler, men jeg ved ikke, hvordan de egentlig virker. Jeg fanger de fleste skjulte Star Wars-referencer og kan stykke lidt HTML-kode sammen, som jeg finder hist og her.
Ud over det, er jeg fortabt; ligesom de fleste andre ville være det, når de bliver sat overfor en hjemmeside, hvor kun kildekoden er synlig.
Kort sagt, – jeg er en kreativ. Førhen skrev jeg på linjeret papir eller i et kladdehæfte. Nu blogger jeg og tager noter online. Værktøjerne er forskellige, men når det kommer til stykket, laver jeg det samme: jeg prøver bare at sige noget.
Men, hvad ér en kreativ, – og en nørd?
En kreativ tænker anderledes; ud af boksen. Kreativer går foran og sætter nye standarder, de har visioner. Kreativer er kunstnere, – og alligevel ikke helt. Kreativer er de mennesker, der navigerer i en gråzone uden helt at høre til. De blive ofte misforstået og undgået. De ser ikke sig selv som kunstnere.
En nørd har meget stor interesse for én bestemt ting, og ofte forekommer denne ting underlig for de fleste andre mennesker. Nørder forbinder vi som regel med videnskabens verden, men de forekommer i alle fag.
Hvor en kreativ tænker ud af boksen, har nørden nærmere tendens til at grave dybere ned i den.
På overfladen ser kreativer og nørder ud til at være meget forskellige. Kreativer springer fra den ene fantastiske idé til den anden, mens nørden tænker mere lineært. Nørden går mere op i funktionaliteten, mens kreativer bare vil have noget, der “ser fedt ud”. Når jeg skriver dette, kan jeg ikke lade være med at tænke på Apples serie af reklamer om PC og Mac. PC er nørden, mens Mac er kreativen.
Nørderne er tandhjulene i maskineriet, de er dem, der får skidtet til at virke. Kreativerne er dem, der véd hvordan nørdernes arbejde bruges. Kreativerne finder nye måder og behov, som nørdene kan lade sig udfordre af. Kreativerne forstår nørderne, og er ofte superbrugerne, der kan oversætte funktionerne til praksis.
Nogle gange virker forskellen lidt sløret. Efterhånden kan alle lave en imponerende hjemmeside med et par klik. Youtube og Google gør det nemt at finde information om, hvordan man kan gøre det selv. Men det ændrer ikke på det faktum, at det er nørden, der har gjort det muligt.
Samarbejde skaber resultater
Nørden kan sikkert sagtens finde noget at give sig til uden en kreativ, der kommer med idéer. Det samme gælder kreativer, – de er tilpas idérige til at holde sig selv beskæftiget. Men ved at sætte nørder og kreativer sammen er der god basis for at skabe udvikling, der rykker. En vind/vind situation.
Partnerskaber blandt kreativer og nørder opstår tit i innovative miljøer. Når det drejer sig om blogging, har WordPress lokale meetups (også her i Danmark – jeg får jævnligt invitationer i Aarhus). I USA har der i lang tid været et begreb kaldet PodCamp. Det er et uformelt arrangement, hvor folk mødes for at udveksle idéer og viden om moderne kommunikationsmidler. Mon ikke noget lignende snart dukker op i Danmark?
Som kreativ er det en god idé at dyrke relationer i disse miljøer. Du lærer meget nyt og får værdifulde relationer. En kombination af kreativitet og funktionalitet kan kun give gode resultater. Jeg vil dyrke flere af disse relationer, i året der kommer.
Er du kreativ eller nørd? Hvordan har du fundet ud af, at i kan bruge hinanden til at gøre en forskel i verden?