Hvad er et godt råd? Et godt råd skaber værdi for den der modtager rådet. Jeg vil afsløre et par af de bedste råd jeg har modtaget.
Ja, ja, jeg ved godt at man ikke bør give andre ‘gode’ råd; i hvert fald ikke uopfordret. Et godt råd er ikke altid så godt for modtageren som for den der giver det. I første omgang drejer det sig om at lytte og forstå – derefter give værdi.
De mest værdiskabende råd jeg har fået
Et af de råd jeg har været mest glad for, fik jeg af min vejleder på Handelshøjskolen i Aarhus, mens jeg skrev min kandidatafhandling i strategi og ledelse.
Giv dem et tilbud de ikke kan sige nej til.
Jeg havde valgt at skrive min afhandling i Rusland og det var svært at finde en god samarbejdspartner. Jeg præsenterede min vejleder for mit problem og han gav mig et råd som jeg har brugt i mange mange andre sammenhænge: Giv dem et tilbud de ikke kan sige nej til.
Det råd tænkte jeg over i nogle dage, og kom frem til at han nok ikke mente det som citatet fra Godfather.
Da jeg nok er lidt af en sprognørd valgte jeg at tage rådet helt bogstavligt; jeg formulerede et spørgsmål til Grundfos: Hvad skal jeg gøre for at skrive min afhandling i samarbejde med jer?
Det var ret enkelt. Jeg gav ikke personen muligheden for at sige nej. Han var nødt til at fortælle mig hvad jeg skulle gøre.
Jeg fik et godt samarbejde og jeg fik topkarakter for min afhandling.
Find det rette fokus
Et andet godt råd har fulgt mig siden jeg tog mine første køretimer i 1987.
Kig på vejkanten; du styrer imod dét du kigger på.
Jeg er ikke sikker på at min kørelærer var klar over at han gav nogle visdomsord der har fulgt mig lige siden. Jeg skulle køre i mørke for første gang og han sagde at jeg ikke måtte kigge på de modkørendes lygter, for så ville jeg ubevidst styre mod lyset. Derimod skulle jeg rette mit fokus mod vejkanten og derved styre mod siden i stedet for.
Kloge ord!
Min erfaring er at dette råd gælder alle forhold i livet. Vi styrer ubevidst mod dét vi har fokus på. Hvis jeg har fokus på alt det negative eller alt det jeg ikke vil have – så får jeg lige præcis dét.
Ved at fokusere på det jeg vil have og ved at vælge en positiv indstilling er mine muligheder for succes langt større og jeg har lettere ved at styre uden om fiasko.
Det har været et ualmindeligt værdifuldt råd for mig.
Hvad er det mest værdifulde råd du har fået? Del det med os.