Den er der. Frygten. Den virker hæmmende. Hver gang du sætter dig ned for at skrive eller være kreativ. Selvom du prøver at bekæmpe den ved at stå ansigt til ansigt med din frygt, så lurer denne fjende.
Hver dag må du træffe beslutninger i dit arbejde, og frygten vil prøve at bremse dig.
Frygt. Vi har den alle. Den manifesterer sig forskelligt, men den er der. Frygt for succes, frygt for fiasko, frygt for afvisning. Vi har alle en form for frygt at tumle med.
Vær glad for det.
Frygt er en naturlig del af kroppens forsvar. Når kroppen står overfor en fare vil den reagere ved at føle frygt og derefter prøve at undgå faren. Det er fx enormt praktisk hver gang vi står ansigt til ansigt med en stor farlig løve. Bliv bange eller bliv spist.
Hvis du slipper af med din frygt én gang for alle, så lever du nok ikke ret længe. Sådan er det. Løver er sultne.
Dét vi i virkeligheden skal arbejde med er at lære at håndtere det vi frygter. Noget kan virke farligt, selvom det ikke er farligt. Det føles bare så ubehageligt at vi helst vil undgå det. Frygt og flygt.
Mod er vejen til succes
Mod handler om at trodse frygten og gøre noget der føles ubehageligt selvom du ikke har lyst.
Når du skriver har du sikkert oplevet frygten for at lade andre læse dét du har skrevet. Især når du blotter dig selv ved at lave noget kun du kan lave, så kan det virke skræmmende at lade andre se det.
Hver gang du gør noget, især hvis dét du gør føles farligt, så har du en lille succes. Handling er det samme som succes – også selvom handlingen ikke lykkes. Du har lært noget nyt, du er blevet lidt bedre til det du laver. Dét er succes.
Lad være med at sammeligne dig med andre
Når du sammeligner dig med andre, der er bedre end dig selv, så stiller du for store krav til dig selv. Du blive bange og din frygt vil forhindre dig i at gøre det du gerne vil.
Du er nødt til kun at sammenligne dig med dig selv. Hver gang du gør noget bliver du en erfaring rigere. Det er din erfaring der gør at du bliver bedre til det du laver.
Jo mere erfaring, jo større er dit potentiale for succes.
Jeg er bange for afvisning (det er de fleste nok i et eller andet omfang). Men for mig har det været en stor stopklods for min succes. Jeg lærte at det handler om at stræbe efter at blive en lille smule bedre. Ikke at være perfekt, men bare lidt bedre.
Fx er jeg rystende bange for at lave videoer til min webside. Sært, for jeg er ret god til at stå overfor en forsamling og undervise. Men video vækker enhver trang til flugt. Min første video tog mig flere dage at lave. Videoen er ualmindelig dårlig, men jeg lavede den alligevel.
Jeg lagde videoen ud på YouTube og udgav den på min webside – den ligger der stadig. Det krævede mod. Bagefter følte jeg en ubeskrivelig sejr. Jeg havde gjort noget farligt og det føltes godt.
Gevinsten?
Jeg fik erfaring. Jeg fandt ud af hvad der ikke virkede og hvad der virkede. Jeg prøvede igen. Den næste video blev bedre end den første. Min tredje video blev bedre end de to første videoer. Der er stadig lang vej, men jeg har succes fordi jeg bliver ved med at trodse min frygt og bliver bedre.
Jeg vil gøre det igen.
Du kan gøre det samme. Men det kræver at du finder modet til at gøre noget farligt.
Du kan starte med at blogge
Jeg udfordrer dig. Start en blog og udgiv dét du skriver. Forpligt dig til at udgive jævnligt. Trods din frygt og find modet. Begynd at skrive og udgive.
Du kan fx starte med at tilmelde dig mit kursus i 12 lektioner hvor jeg hjælper dig på vej med at blogge. Kurset koster ikke noget og er både for dig der er begynder, og for dig der vil hæve din blog til et højere niveau.