
Er du en professionel blogger eller skribent? Jeg er professionel skribent. Med tiden er jeg blevet ekspert i at skrive tekster online. Det vil sige – jeg er ikke tekstforfatter. Jeg er heller ikke forfatter i traditionel forstand selvom jeg har skrevet flere bøger.
Jeg er skribent. En professionel skribent. Det var ikke noget jeg blev fra den ene dag til den anden. Det var en proces. Eller måske nærmere en beslutning. Dét at blive professionel til noget afhænger først og fremmest af min opfattelse af mig selv. Det var dét der tog mig lang tid at forstå. Det er mig selv der skal tage beslutningen og kalde mig skribent.
Hvornår er du professionel?
Om du er professionel har intet at gøre med om du har flotte visitkort, logo og en forretningsplan. En flot hjemmeside gør dig heller ikke professionel. Det har heller intet at gøre med hvor mange kaffemøder du holder eller hvor god du er til at netværke.
Du bliver heller ikke professionel af at tale pænt eller klæde dig pænt. Din fremtoning har intet med professionalitet at gøre. At være professionel behøver ikke engang at være forbundet med at tjene penge.
Du er professionel når du begynder at opføre dig som en professionel. Du bliver professionel i det øjeblik du finder modet til at opfatte dig selv som professionel.
Vil du være en professionel blogger, så mød op og skriv på din blog hver dag. Du er professionel når du vågner op hver dag og gør arbejdet. En professionel forfatter eller skribent sætter sig ned for at skrive hver eneste dag. Også på en dårlig dag. Han skriver selvom der ikke er nogen der læser – endnu.
Gør arbejdet og levér varen
Når du tager beslutningen og kalder dig skribent, blogger eller podcaster, så er du klar til at arbejde som en professionel. Du er klar til at gøre arbejdet. Du skriver ikke kun for at have det sjovt. Du skriver fordi du tager ansvar. Du vil skabe værdi – både for andre og dig selv. Det tager tid.
Der vil være perioder hvor du ikke mærker fremgang. Men derfor er du stadig professionel så længe du gør arbejdet. Jo mere du skriver, jo bedre bliver du til det. Det er netop et af målene med at arbejde på et professionelt niveau; at blive bedre.
Tag beslutningen. Nu. Vis hvad du er ved at gøre arbejdet. Stop med at snakke. Skriv. Hver dag.