
Nogle mennesker siger at det er spild af tid at tænke på markedsføring af sin blog. De vil bare skrive. De er ligeglade med hvem der læser. Andre siger at du er dømt til at mislykkes uden markedsføring. Hvem har ret?
Måske ingen af dem.
Jeg har mange gange været frustreret over spørgsmål som:
- Hvordan får jeg flere læsere?
- Hvordan får jeg mere trafik til hjemmesiden?
- Hvordan får jeg folk til at købe noget?
- Hvordan får jeg en arbejdsgiver til at opdage mig?
- Hvordan kan jeg få en større mailing-liste?
Du har sikkert ofte tænkt over de samme spørgsmål. Og nu giver jeg dig et nyt: Hvordan samler du en stamme?
Det er ikke så svært som det lyder. Jeg kan berolige dig med at du allerede har en stamme.
Stammer er uundgåelige og du har en hvad enten du er klar over det eller ej. Vi overlever ved hjælp af stammer. Vi samles hele tiden for at snakke sammen om fælles interesser. Vi mødes og udveksler information.
- Din arbejdsplads er en stamme.
- Din skole er en stamme.
- Din sportsklub er en stamme.
- Din gruppe af venner er en stamme.
Du har en stamme. Spørgsmålet er om du er klar over det.
Hvad er en stamme?
En stamme er ikke en fanklub. En stamme er en gruppe mennesker der er optaget af en fælles sag eller interesse. Du er selv medlem af en eller flere af sådanne grupper – er du ikke?
Det mest skræmmende ved stammer er ikke at finde dem – det er at lede dem. Det er hårdt arbejde at tage ledelsen af en stamme. At være den der fører an og viser vej.
Der er grupper der samles om alt muligt og umuligt. I dag gør de sociale medier det nemt at mødes og dele viden om hvad som helst. Prøv at søg efter den mest vanvittige hobby – der er sikkert allerede en gruppe der snakker om det.
Tør du tage ledelsen af den gruppe?
Det handler om at hjælpe
At lede en stamme handler ikke om at være en stjerne. Det er ikke dig der er i centrum. Det handler ikke om dig. Det handler om at hjælpe de mennesker der er i stammen.
Det handler om at dykke dybt ned i dit håndværk og finde en måde at hjælpe andre mennesker. En leders fineste opgave er at vejlede – vise vejen. Det gør du bedst ved at hjælpe dem du leder.
Gå ud og find din stamme.
Hvordan?
At finde en stamme er en abstrakt opgave. Det forskelligt fra person til person og fra emne til emne, hvordan man finder sin stamme. Derfor er det meget svært at give en trin for trin guide til at finde sin stamme.
Alt afhænger af hvor god du er til at hjælpe andre mennesker indenfor dit felt. Det afhænger af hvor god du er til at vise vejen og åbne andre menneskers øjne. Hvor god du er til at skabe værdi.
Du er nød til at se dig selv som en service. Du tjener din stamme. Hjælpe den. Men du skal også selv kunne bede om hjælp og være god til at modtage det andre har at give. Du skal kunne lytte og anerkende.
De mennesker der udgør din stamme kan du finde mange steder. Jeg har ikke løsningen på hvordan du finder dem. Faktisk er det også en af mine største udfordringer. Derfor er jeg nok ikke den bedste til at fortælle hvordan du finder de mennesker. Men jeg vil dele mine erfaringer med dig og vise dig hvad jeg har lært.
Menneskerne der udgør din stamme finder du dér hvor de søger til når de har brug for viden om dit emne. Det kan være i fysiske netværk, blandt venner eller i sociale netværk. Du er nødt til at opsøge steder hvor de opholder sig og deler viden.
Sådan kommer du i gang med at samle stammen
Jeg vover pelsen og sætter nogle trin op du kan arbejde på for at blive bedre til at finde din stamme.
- Hjælpe. Du skal øve dig i at hjælpe andre mennesker.
- Lytte. Du skal blive bedre til at lytte til andre menneskers behov.
- Give. Du skal blive bedre til at give andre mennesker uden at forvente noget igen.
- Modtage. Du skal være klar til at modtage hvad andre mennesker vil give. Husk at gøre det muligt for andre at give.
- Viden. Du skal samle viden der kan hjælpe andre. Du skal ikke vide alt – bare mere end andre.
- Lære. Du skal være åben for at lære af andre.
Disse er nogle af din grundlæggende forudsætninger du skal have for at samle din stamme. Træn disciplinerne så du er klar når du finder din stamme. Klar til at tage ledelsen.
Du kan læse mere om stammer i min guide til at samle en stamme.
Hvad tænker du? Hvordan vil du finde din stamme? Del din strategi i kommetaren.