Av min arm – sociale medier ligger langt nede i mit roadmap – hvorfor? – Fordi de sociale medier er et redskab der ligger uden for din kontrol. De sociale medier er ikke og bør aldrig være en del af dit fundament.
At bygge sin forretning og personlige brand på de sociale medier svarer til at du åbner en kaffebar på en isflage. Hvis flagen smelter så drukner din kaffebar. Du har ingen forretning og dit brand går i opløsning.
Det er forbundet med stor risiko at bygge sit brand på de sociale medier. Men jeg forstår det godt – det er utroligt nærliggende og nemt at starte med de sociale medier. Meget nemmere end at lave en hel hjemmeside og producere indhold til en blog.
Men lad være med at falde for fristelsen og springe over hvor gærdet er lavest. Brug de sociale medier rigtigt og de vil styrke dit brand. Bruger du dem forkert, så kan de svække dit brand og endda blive din undergang.
Sociale medier kræver strategi og planlægning
De sociale medier er beregnet til at være sammen med mennesker. De er ikke et hav af platforme beregnet til salg og markedsføring. Der er en grund til at Facebook har så skrappe betingelser for virksomheder der jager organisk vækst og salg.
Salg og markedsføring ødelægger platformenes formål. Når det er sagt, så kan du sagtens bruge de sociale medier i din markedsføring, men du skal gøre det rigtigt. Når du lave direkte markedsføring, så bør du betale for det. Og du får virkelig meget for din investering. Jeg bruger selv annoncering på medierne.
Den virkelige styrke ligger i indirekte markedsføring. Det betyder at du ikke promoverer dig selv eller dine produkter. Dit fokus ligger på at dyrke relationer og at deltage i fællesskabet. Du hjælper mennesker. Med andre ord: du er social.
For at bruge de sociale medier så de styrker dit brand har du derfor brug for en strategi og en plan. Du skal beslutte dig for hvad du vil opnå med medierne og hvilke specifikke platforme du vil bruge. Du skal lave en mediestrategi.
Pas på med din adfærd
Du kan ikke sige hvad der passer dig på de sociale medier. Og det er ikke ligegyldigt hvem du følger og hvad du deler og synes godt om. Der skal være overensstemmelse mellem din adfærd og dit personlige brand.
Det betyder at du ikke kan svine folk til på Twitter. Du kan ikke smide billeder på Facebook hvor du danser på bordene til en fest. Dine handlinger bliver set og er med til at påvirke dit personlige brand i positiv eller negativ retning.
Selv den mindste lille afkrog på de sociale medier skal stemme overens med dit brand. Alt skal reflektere hvem du er og hvad du vil huskes for.
Af og til møder jeg mennesker der prøver at opdele privatliv og arbejde på forskellige medier. Lad være med det. Privat adfærd på Facebook og professionel på LinkedIn duer ikke. Dine LinkedIn-forbindelser er også på Facebook. Når de ser din profil skal de stemme overens.
Et personligt brand betyder at du er nødt til at være autentisk. Du skal være dig selv. Både på Facebook, LinkedIn og Twitter. Alt hvad du slår op og deltager i skal stemme overens med dine personlige værdier.
Jeg kan ikke lade være med at blande mig i politik på Twitter. Men jeg prøver at tænke mig om inden jeg svarer eller giver et like til et opslag. Jeg skal kunne stå inde for det jeg siger.
Husk at det ikke kun er modtageren af beskeden der læser dine kommentarer. Hele dit publikum kan se hvad du skriver.
Gør din medieplan overskuelig
Det kan være ganske uoverskueligt at skabe overensstemmelse på alle sociale medier. Derfor er det vigtigt at du kun vælger 2-3 sociale medier at være aktiv på. Mit fokus er på LinkedIn, Twitter og Facebook i nævnte rækkefølge. Faktisk fylder Facebook ikke ret meget i min medieplan.
Dit valg af medier afhænger af dit publikum. Du skal vælge de medier som dit publikum foretrækker at opholde sig på. Personligt er jeg ikke vild med LinkedIn, men det er mit publikum. Derfor er jeg på LinkedIn. Min klare favorit er Twitter – og heldigvis er mit publikum også der.
Tip: lav en hurtig test af hvor du er mest synlig. Lav en anonym søgning (inkognito i Chrome) i Google på dit navn. Se hvad der kommer frem og sørg for at resultaterne er tro mod dit personlige brand.