Da jeg fik idéen til dette indlæg ville jeg skrive en lang liste over gode vaner der hjælper dig med at skrive effektivt og godt. Men der findes faktisk kun een rigtig god skrivevane. Og så er der en masse vaner der kan hjælpe dig med den ene god skrivevane. For dig der bare gerne vil hurtigt i gang med en ny effektiv skrivevane, så har jeg sammenfattet det hele her:
Skriv 500 ord hver dag.
Jeps. Mere enkelt kan det ikke siges. Målrettet blogging handler om at skrive godt indhold hver dag. Og der er kun en måde at blive god på – ved at øve sig. Hver dag.
Hvis du tror at en målrettet blog får succes ved at du kun skriver når du føler for det eller lige finder tid til det, så tager du fejl. Du vil aldrig lykkes. En målrettet blog kræver at du gør arbejdet hver dag – uanset om du har lyst eller ej. Du skal levere varen.
Ja, det betyder at du ikke altid leverer dit bedste. Vi kan alle have en dårlig dag. Det gode er at du altid kan gå tilbage og rette i et blogindlæg – gøre det bedre.
At skrive hver dag betyder ikke at du skal udgive hver dag. Jeg er nu på dag nummer 216 i en målrettet bestræbelse på at blive bedre til at skrive godt indhold. Jeg har valgt at udgive et indlæg hver dag. Det har nogle konsekvenser der ikke nødvendigvis styrker min placering i Google, men det tjener et vigtigt formål: At blive bedre.
Det bør ikke være din strategi at udgive et blogindlæg hver dag. Det kan jeg ikke anbefale. Men længere nede i dette blogindlæg vil jeg forklare hvordan det cementerer en god solid skrivevane.
Teknikker der hjælper med at skrive hver dag
Du har kun brug for én god skrivevane for at blive bedre til at skrive på din blog. Dén ene vane der hjælper dig med at skrive mere effektivt. Vanen der i den sidste ende opgraderer dig til en professionel blogger der leverer værdi til læserne.
Vanen at skrive hver dag. Her er nogle målrettede teknikker der hjælper dig med den vane…
Skriv 500 ord
Når man bare ikke orker at skrive noget som helst, så er det fristende at springe over hvor gærdet er lavest. For at pleje samvittigheden skriver du tre ord på en lap papir. Men du snyder dig selv – det tæller ikke for et rigtigt stykke skrivearbejde. Du skal også levere varen når du har svært ved at finde motivationen.
Beslut dig for hvor mange ord du vil skrive hver dag. Hvis du synes at 500 ord er for meget, så sæt det til et mere realistisk antal. Men sæt dig et dagligt mål. Du må gerne presse dig selv. Det skal være hårdt i starten, ellers bliver det for nemt om et par måneder.
Hvis du føler at du nemt kan skrive 500 ord hver dag, så skal du sætte målet til 1.000 ord. Hvis du føler at dit niveau er 100 ord, så sæt målet til 250 ord dagligt.
Hold regnskab
Sørg for at finde en måde at holde styr på om du når dine daglige mål. Skriv det ned på et stykke papir, lav en tjekliste eller brug en app til din iPhone. Der findes en del forskellige apps du kan afprøve. Du skal finde den app eller metode der passer bedst til dit formål.
En hurtig søgning gav to resultater der måske kan være værd at prøve: Ink On – track your writing eller Novel Word Count. Du kan finde dem i App Store.
Jeg bruger en anden metode. Jeg udgiver et indlæg dagligt og WordPress holder automatisk styr på hvor mange ord jeg har skrevet. Og så er det jo bare at skrive til jeg har nået mit mål.
Streaks
Du har sikkert hørt om streaks. Det er et udtryk der stammer fra sociale medier. Blev populært blandt teenagere der bruger SnapChat. Et streak betyder at du har offentliggjort noget uafbrudt hver dag.
Streaks er vanedannende. Af en eller anden grund har man ikke lyst til at bryde kæden. Så skal man jo starte helt forfra. Det er særligt svært at stoppe når man har opnået et meget højt antal udgivelser.
Hver dag fortæller min WordPress-app mig at jeg har udgivet mit indlæg og holder samtidig regnskab med mit streak. Det hjælper mig med at holde fast i mit mål.
Hvis du har sat dig et stort mål vil det ikke nødvendigvis gavne dig at blive ved med at fastholde vanen. Det vil ikke være hensigtsmæssigt for mig at udgive et blogindlæg hver dag for evigt. Derfor at det vigtigt at du sætter et slutmål for dit streak. Ellers kan det være svært at stoppe igen. Mit slutmål er et streak på 365.
Lær at skrive med ti fingre
Hvis du skal sidde og lede efter bogstaverne på tastaturet, så dræber det din kreativitet. For at bevare et kreativt og effektivt flow skal du kunne finde bogstaverne uden at kigge på tastaturet. Kun ved at bruge alle ti fingre kan skrive i samme hastighed som du tænker.
Hvis du ikke kan følge med dine tanker mens du skriver, så bliver det op ad bakke at skrive hver dag. Den målrettede blogger bruger tid på sine færdigheder. Især skrivefærdigheder. At kunne skrive med ti fingre er en grundlæggende færdighed du skal have styr på som professionel blogger.
Du kan starte allerede nu. Det tager et par uger at lære – derefter handler det kun om at øve sig. Du kan nemt finde online gratis kurser hvis du søger på Google. Hvis du ikke gider at lede kan du starte her: Blindskrift – bliv bedre på tastaturet.
Planlæg
Lær at planlægge din dag. Planlægning er nøglen til at levere arbejdet – selv på en dårlig dag. Find ud af hvornår du skriver bedst. For de fleste er det morgen eller formiddag. Men find det tidspunkt der passer ind i din hverdag og afsæt tid til at skrive.
Lav en udgivelsesplan og planlæg dine udgivelser på din blog to til tre måneder frem i tiden. Notér arbejdsoverskrifter og temaer så du altid ved præcist hvad du skal skrive. Du kan læse mere om planlægning her: Sådan laver du en udgivelsesplan
Daglige vaner har stor indflydelse
Dine daglige vaner har også stor indflydelse på om du lykkes med at skrive hver dag. Hvis du er træt og uoplagt så kan det blive meget svært at nå de daglige mål. Derfor er der nogle grundlæggende daglige vaner du skal have styr på.
- Dyrk motion 30 minutter hver dag (eller mere).
- Sov 7-8 timer hver nat. Gå i seng på samme tid hver dag og stå op på samme tid.
- Spis sundt. Overhold dine måltider og undgå alt det usunde.
Jeg kan sige meget om disse daglige vaner. Det har jeg gjort her: Gode vaner på en målrettet blog
Ryd op
Det duer ikke at dit liv roder. Det er ineffektivt og det forstyrrer dit arbejde. Du er nødt til at rydde op omkring dig på alle niveauer. Så fungerer du bedst.
- Ryd op på dit skrivebord.
- Fjern opvasken.
- Få styr på vasketøjet.
- Smid ting væk du ikke bruger.
- Få styr på din økonomi.
- Ryd ud i mennesker der kun bidrager med bekymringer og dårlig energi.
- Se dig omkring og føj selv flere til listen…