
Man kan ikke leve af at skrive. Der er ingen der vil betale for tekster. Man tjener intet på at udgive bøger. Folk gider ikke at læse… Stop dig selv – nu.
Oki; jeg må erkende at jeg selv har levet i mange år under den vrangforestilling. Men faktum er at det er noget vås. Hvis du ikke tjener penge på at skrive, så er det fordi du ikke tilbyder de rigtige mennesker værdi. Det er en universel regel der gælder for alle varer.
Dit produkt skal dække et behov din målgruppe vil betale for. Hvis din målgruppe ikke vil betale, så har du et forkert produkt eller forkert målgruppe. Sådan ér det.
Lad os slå myten ihjel og begynde at fortælle en ny historie. Jeg kunne sagtens fortælle om alle de gange jeg er blevet tilbudt at blive underbetalt for at skrive. Ja, det er endda ofte sket at jeg har taget imod fordi jeg ikke mente at jeg kunne få mere. Man måtte tage hvad man kunne få; nej, nej – den opfattelse er nødt til at stoppe.
Jeg er mere værd en det. Du er mere værd end det. Hvis du kan lide at skrive og du vil leve af det, så skriv noget der er værd at betale for. Skab så meget værdi at læserne bønfalder dig at tage imod deres penge.
Ord er penge værd
Ord har stor værdi når du bruger dem rigtigt. Også dine ord. Du kan skabe visioner, idéer og alternative virkeligheder. Du kan bringe håb og sætte livet i perspektiv. Du kan gøre livet værd at leve for mange mennesker. Alt dette bare ved at skrive.
Du skal bare beslutte dig for hvilken slags ordsmed du er. Skriver du fagbøger eller fiktion; skriver du på papir eller digitalt; er du tekstforfatter eller skribent?
Dernæst skal du finde ud af hvem du vil skrive til. Lyt til dit publikum og skriv tekster de kan lide. Så er du sikker på at tjene penge. Det lyder nemt. Det er det i princippet også. Men det kræver en stor indsats at mestre kunsten at skrive. Det kræver lige så stor en indsats at lære dit publikum at kende.
Det er dét arbejde de færreste er villige til at gøre.
Kunstnere er ikke fattige
Vi er opfostret med billedet af kunstnere som fattige mennesker der først tjener penge når de er døde. Det er løgn og latin. Faktum er at de kunstnere der formår at røre deres publikum, hjælpe dem, de tjener penge. Mange penge.
Vidste du at Michelangelo var stenrig? Han scorede kassen på at male det sixtinske kapel. J.K. Rowling lider heller ingen nød efter at have skrevet Harry Potter-serien.
Det handler selvfølgelig ikke om at skrive den ene store succes og jagte gennembruddet. Det handler om at du er nødt til at slå en myte ihjel. Fortæl dig selv historien om bloggere, skribenter, forfattere der tjener mange penge på at skrive.
Og så skal du øve dig – meget. Skriv hver dag og lyt til dine læsere.
Jeg hører dig, så smid en kommentar så jeg får mere at lytte til 😉