Kompromisløs. Ordet har en negativ klang. Kompromis har en positiv klang i de fleste ører, men mine ører er ikke som de flestes; mine ører stritter – jeg har flyvører.
Der er ikke noget galt med mine ører. Hørelsen er fin. Det virker bare som om, mine ører nogle gange hører noget andet, end dét gennemsnitsøret ønsker at høre. Min hjerne hopper omgående på vognen og suger det hørte til sig.
Samspillet mellem mine ører og min hjerne får ord som kompromisløs til at virke positivt, og kompromiset har jeg efterhånden fået et noget anstrengt forhold til.
Jeg nægter at indgå et surt kompromis. Jeg kan ikke lide det.
Man er nødt til at indgå kompromiser i et samarbejde
Jeg har hørt denne sætning i mange sammenhænge og varianter. Det er en universalløsning på alle problemer.
Nej. Nej. Nej.
Et kompromis er en halv løsning. En studehandel hvor ingen får det, de havde regnet med eller håbet på. Et kompromis er en mindelig ordning hvor en streg trækkes i sandet – og så snakker vi ikke mere om det.
Jeg er glad for mine ører. Det er gode ører. De samarbejder med min hjerne og de går ikke på kompromis. De lytter og giver min hjerne noget at arbejde med.
Kompromiset er den lette løsning
Når du indgår et kompromis i en konflikt eller en handel, så giver du køb på dig selv, eller den sag du kæmper for. Du lader dig nøje i stedet for at gå efter visionen og lade din passion leve.
Summen af dine kompromiser udgør et liv, som det forventes af andre – ikke dig selv.
De fleste mennesker indgår et kompromis, fordi det er den lette løsning. Alle får lidt at glædes over, men der vil altid være lidt surt ved løsningen, som aldrig går væk. En bitterhed over ikke at lykkes eller komme helt i mål.
Den gode løsning
Hvad så? – tænker du. Hvis man ikke skal gå på kompromis, hvad skal man så gøre?
Du skal vælge den gode løsning. Den gode løsning går meget længere end kompromiset. Den er sværere, og den tager længere tid.
Der er altid en vej, hvor begge parter får dét de ønsker. Dét er vejen til det søde liv fremfor det sure. Det er din vej til at gøre en forskel og få en positiv indflydelse.
Hvis du vil finde den gode løsning, så kræver det, at du lader dine ører flyve lidt mere. Du skal lytte til din partner, din chef, din kunde, din fjende. Du skal finde ud af, hvad det egentlig er, de vil have og give dem lige præcis dét.
Du skal lytte. Det er svært, men det betaler sig.
Er jeg kompromisløs?
Måske.
Synonymer for kompromisløs er rigid, ubøjelig, stædig, ufleksibel, uforsonlig. Jeg er ikke enig. Kompromisløs betyder, at man ikke vil indgå kompromis, – man vil noget andet, og det er ikke nødvendigvis negativt.
Kald mig bare kompromisløs. Det har jeg det fint med, for jeg vil hellere have den gode løsning end være halvt glad.
Det handler dybest set om at være proaktiv. Lad være med at følge strømmen og gøre hvad der forventes af dig. Tænk selv. Brug din fornuft. Lyt til dine omgivelser.
Stop med at være reaktiv. Når du reagerer, opstår der konflikter med dig selv og dine omgivelser – og så kommer kompromiset.
Søg den gode løsning. Gør en forskel.
Hvornår har du sidst indgået et kompromis – gjorde det dig glad?