Har du tænkt på at skrive en bog? Indspille en CD? Optage din egen film? Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det.
Ikke noget med “jeg kan ikke”. Ikke noget med at vente til tiden er inde. Ikke noget med at spørge om lov. Det er dig, der bestemmer. Den eneste der holder dig tilbage, er dig selv.
Slut med at trække tiden i langdrag. Tiden er inde. Teknologiens udvikling har givet dig værktøjerne.
Nu kan du udgive en bog uden at tigge et forlag om det. Du kan lave din egen podcast eller starte en blog.
Du kan skrive, snakke, synge eller mime dine budskaber til hele verden i løbet af få sekunder, – og det er gratis.
Du kan optage din musik på din computer; skaffe penge gennem crowd funding. Alt sammen uden at gå udenfor døren.
Vi lever i en tidsalder, hvor der bare ingen undskyldning findes.
Det er min egen skyld
Jeg har skrevet en bog, men den er aldrig blevet udgivet. Min primære undskyldning er, at det vil blive for dyrt at udgive den. Dernæst tænker jeg, at et forlag alligevel ville afvise mit manuskript. Jeg har ikke givet den de 50 gennemlæsninger, der skal til for at finde alle stavefejl. Mine kommaer ligger hjemløst i bunden af siderne og kan ikke finde hjem.
Men når det kommer til stykket, er det bare en række undskyldninger, der er baseret på min egen frygt. Det er min første bog nogensinde, så jeg kan ikke forvente, at den er perfekt. Målet er ikke at skrive en bestseller, men at udgive min bog.
På det seneste er jeg begyndt at undskylde mig med, at indholdet ikke er godt nok endnu, og at jeg ville skrive den anderledes i dag, hvis jeg skulle gøre den om. Men faktum er, at jeg selv, flere gange om ugen, refererer til min bog og laver jævnlige opslag i den.
Jeg hader at måtte erkende, at jeg også har en lille smule perfektionisme i mig. Min frygt holder mig tilbage, selvom jeg har gjort det hårdeste arbejde, – at skrive bogen. Det eneste der afholder min bog fra at blive udgivet, er mig. Jeg har kun mig selv at bebrejde.
Den frygt du begynder at kunne mærke
Nu sidder du sikkert og tænker på din egen drøm. Du mærker, hvordan ængstelse og forhindringer besætter dit sind. Du begynder at digte undskyldninger, som du langsomt vender til retfærdiggørelse for ikke at gøre noget.
Nu kommer det bedste, – du begynder at trøste dig selv. Det er ok. Du behøver ikke prøve lige nu. Der dukker andre muligheder op. Men ved du hvad? – det er en gang ævl.
Nu er det nok. Hold op med at fralægge dig ansvaret. Indrøm at du ikke har nogen undskyldning. Tag ansvar. Gør noget. Dette kunne være starten på noget rigtig godt.
Det kan godt være at vejen til din drøm er lang. Måske kan den tage flere år at nå, men det er helt i orden. Bare stop med undskyldningerne. Lad være med at lyve for dig selv og andre.
- Du er den, der står i vejen for din drøm.
- Du har ingen undskyldning for ikke at starte i dag.
- Du er bange.
Fint. Men det er på tide at tage et voksent ansvar. Det er på tide at komme over det, – hvad dét så end er, og gøre noget der betyder noget. Jeg håber at dette verbale spark i røven kan hjælpe dig med at komme i gang.
Vi har ikke brug for mere drømmeri; vi har brug for handling. Vi har brug for din indflydelse på din kunst og dit arbejde. Vis os hvad du blev født til at gøre. Nu.
Hvad er din undskyldning? Del i kommentaren.