
Der er mange undskyldninger for at skrive. Men i bund og grund gør vi det af den samme grund. Vi vil sælge noget. Ikke nødvendigvis et produkt. Det er heller ikke sikkert at du vil sælge noget for penge. Men vi har alle en mening eller et syn på verden som vi prøver at sælge til andre.
Hvis vores læsere kan lide vores verdenssyn, så føler vi en form for tilfredsstillelse. Vi er ikke alene. Måske søger vi en eller anden form for bekræftelse. En anerkendelse af vores eksistens i denne verden. Uanset hvad vi søger eller ønsker som resultat af vores anstrengelser, så skriver vi for at få andre mennesker til at læse.
Det giver jo ikke mening at skrive hvis ingen læser. Bevares, dét at skrive kan være en form for kreativ terapi, men det er næppe holdbart på lang sigt. Når du driver en blog er det fordi den optager en væsentlig del af din hverdag. Måske det meste.
Uden læsere har du intet. Kun en masse ligegyldige bogstaver der ligger og laver digital støj.
Lyver du for dig selv?
Prøver du at bilde dig selv ind at du ikke vil sælge noget? Selvfølgelig vil du det. Også for penge. Vores samfund bygger på udveksling af ydelser. Penge er et praktisk redskab til at opnå ydelser for ydelser der ikke er beslægtede. Ret smart ordning faktisk.
For at få mad må du have penge eller noget at bytte med. Du kan ikke betale med bogstaver i Netto eller Bilka. Måske er du heldig at få en kop kaffe i din lokale kaffebar hvis du til gengæld skriver et blogindlæg for dem. Bogstaver har ingen værdi i sig selv. Alligevel er ord og sprog det mest magtfulde redskab i verden.
Mere magtfuldt en penge.
Du skriver fordi du vil opnå noget. Det kan være kontrol, magt, orden, forandring, anerkendelse osv. Når du bliver tilfredsstillet, så vil du have mere. Derfor skriver du mere.
Skribenter er egoister
Nah – ikke helt. I hvert fald ikke mere end de fleste andre. Vi skriver fordi vi har et syn på verden vi ønsker at udbrede. Hvis vi kan se at det hjælper andre mennesker, så bliver vi glade. Hvis vi kan tjene penge på at hjælpe andre mennesker, så bliver vi endnu mere glade.
Det har intet med egoisme at gøre. Faktisk er det et ansvar vi bør tage alvorligt. Hvis vi kan tjene penge på det vi skriver så har vi nærmest pligt til at gøre det. Der er intet skummelt i det. Når du tjener penge får du mulighed for at hjælpe endnu flere mennesker.
Hvad tænker du – hvorfor skriver du?