Da jeg startede med at skrive online tog jeg en beslutning om at være ydmyg. Jeg ville ikke kalde mig selv ekspert. Faktisk undgik jeg fuldstændigt ordet. Men det var en fejl. Jeg havde ikke forstået hvad en ekspert egentlig er.
Derfor starter jeg med at definere begrebet:
En ekspert er en person med mere erfaring i et specifik område, end du.
Eksperter kan også have andre betegnelser – for eksempel specialist, mester eller autoritet.
Du behøver ikke at kalde dig selv for ekspert. Men det kan være en god idé at sætte ord på din autoritet på dit fagområde – især hvis du ikke allerede har et kendt navn i din niche.
Du er allerede ekspert
Den gode nyhed er at du allerede er ekspert i noget. Der er noget du har talent for – noget du er god til. Din erfaring skal ses i forhold til din målgruppe. Der vil altid være mennesker med mere viden og erfaring end du. Det er de eksperter du henvender dig til for at blive dygtigere.
Min pointe er at der findes forskellige niveauer af eksperter. Du bliver set som en ekspert når du har mere erfaring end dit publikum. Hvis du prøver at hjælpe et publikum der har mere erfaring en du, så vil du ikke blive set som ekspert.
Derfor skal du først og fremmest definere dit publikum. Hvem er det du vil hjælpe? – Bagefter skal du vise hvordan du kan hjælpe. Du skal gøre dig selv til en ressource. En ressource vil altid være værdifuld og blive set som en person der ved meget.
Google er den ultimative ressource
Google ved intet. Har ingen erfaring med andet end at holde styr på information. Google er en søgemaskine. Men hvis Google havde været et menneske ville maskinen blive set som en person med stor viden og erfaring – en ekspert. Altid klar med et svar.
Et lille trick er at gøre som Google. Bliv den person der ved hvor din niches ressourcer findes. Og sørg for at dele de ressourcer med mennesker der har brug for dem. På den måde vil du opnå ekspertstatus.
Nogle af de mest succesfulde mennesker er vanvittigt dygtige til at skabe forbindelser. De er connectors. Mennesker der er gode til at finde ting har altid været i høj kurs. De er værdifulde ressourcer.
Når du laver opslag på de sociale medier behøver det ikke altid at være noget du selv har skabt. Del gerne andres arbejde. På den måde viser du at du har en finger på pulsen i din niche og at du kender folk. Gør dig selv til en ressource.
Men er det ikke snyd?
Nej, det har intet med snyd at gøre. Når du laver research og deler andre menneskers arbejde, så lærer du selv ekstremt meget. Du bliver hele tiden klogere og får mere og mere erfaring. De tidspunkter i mit liv hvor jeg har lært mest, er ikke når jeg har siddet i et auditorium og lyttet til en professor – det er når jeg selv har undervist.
Handlingsplan
Du får lige en lille plan med så du kan komme i gang med at blive opfattet som en autoritet i din niche.
Gå i gang med at omgive dig med symboler på din niche. Gør det ved at dele andre menneskers indhold. Selvfølgelig relevant indhold for din niche. Lad være med at sløre det med ting der ikke er relevante.
Begynd at lytte til hvad publikum i din niche har brug for og led efter løsninger de kan bruge. Snart vil du mærke hvordan du får flere følgere og flere læsere.
Viden kan ikke stå alene
Uanset hvor meget du ved om din niche, så vil du aldrig blive set som en ekspert hvis du kun støtter dig til den viden. Du opnår anerkendelse når du forstår at skabe indflydelse i din niche. Og der kan viden og erfaring ikke stå alene.
Du er også nød til at arbejde på din troværdighed og empati. Dit publikum skal kunne have tillid til at du kan hjælpe dem. Og selvom det forekommer ligegyldigt for resultatet, så skal de altså også kunne lide dig. Du skal fremstå som et sympatisk og ordentligt menneske.
Du vil også kunne lide dette indlæg: 3 tips til at fremstå troværdig