
30-dages skriveudfordring
Dette er et indlæg i min 30-dages skriveudfordring. Målet er at du bliver en procent bedre til at skrive hver dag i 30 dage.
I skrivende stund hærger coronapanikken i Danmark. Lige i dag har været en hård dag at komme i gang med at skrive. Der har været ufatteligt mange fristende overspringshandlinger … og jeg er faldet for de fleste. Jeg blev hængende lidt for længe på Twitter hvor jeg blev udskammet fordi jeg synes at vi skal behandle hinanden pænt.
Dernæst blev jeg optaget af dagens nyheder. Og dem var der sandt at sige ikke mange af. Efter at have fulgt vores ældste søn i skole bryggede jeg en kop kaffe og gloede på aktiekurser. De er stigende i dag – det er et lyspunkt … og fuldstændigt ligegyldigt for mine skriveopgaver.
Da kaffen var væk fik jeg nærmest omgående lyst til en ny kop kaffe. Jeg modstod fristelsen og kiggede ud på gråvejret. Straks tjekkede jeg vejrudsigten. Det behøvede jeg egentlig ikke for jeg havde allerede tjekket den fire gange tidligere. Den hævdede stadig at vejret byder på syv grader og regn. Tror altså at jeg dropper crossfit i dag. Al træning foregår udendørs pga. af smittefare.
Jeg bliver træt for 37. gang denne formiddag. Klokken nærmer sig ti og jeg begynder at blive sulten igen. Jeg har ikke skrevet et eneste ord. Nu skal det være. Jeg rejser mig beslutsomt op og går ind til vores anden søn i stuen. Han kigger tegnefilm. – Nu kigger jeg også tegnefilm.
Hvad f… er der galt med mig? – Jeg burde stå frem som et godt eksempel og skrive. Levere varen. I stedet falder jeg i den ene overspringshandling efter den anden. Men det er ikke mig der er noget galt med. Det er helt normalt. Nogle dage er bedre end andre. I dag er ikke en god dag.
At skrive kræver disciplin
Det kræver en god portion disciplin at skrive hver dag. Der vil uundgåeligt være dage hvor opgaven er sværere end andre. Men hvad gør man så? Jeg tvang mig selv til at skrive. Og jeg bruger en særlig teknik til at komme i gang. Jeg bruger freewriting.
Freewriting går ud på at skrive uafbrudt i et bestemt tidsinterval. Typisk sætter jeg uret til 15 minutter. På den tid kan jeg skrive 500-800 ord. Ikke altid ord der kan bruges til noget fornuftigt, men jeg har skrevet mig varm og har noget at arbejde med. Så hvad skal du så skrive når du bruger freewriting? Det er nærmest ligegyldigt. Jeg har en liste med arbejdsoverskrifter. Den dækker mine blogindlæg for en hel måned ad gangen.
Jeg vælger dagens indlæg og holder fokus på emnet. Før eller siden vil mine tapperier på tastaturet rette sig ind efter emnet. Næsten uanset hvad jeg starter med at skrive.
I dag startede jeg med noget så nærliggende som morgenens overspringshandlinger. Men det virker. Mest fordi freewriting tvinger mig til at skrive uden at stoppe. Freewriting kræver at fingrene konstant bevæger sig over tastaturet – uden pause.
Ikke engang pause for at rette fejl. Selv ikke slåfejl må du rette. Du skal lade fingrene danse afsted og lade dem skrive alt hvad der kommer ud af din hjerne. Først når tiden er gået må du stoppe. Derefter må du gennemlæse og redigere alt det du har skrevet. Meget af det kan du sandsynligvis slette igen. Men du har skrevet noget meningsfuldt og du er blevet en lille smule bedre som skribent og blogger.
Kreativitet kræver frihed
En kreativ hjerne har det bedst når den ikke bliver forstyrret. Perfektionisme er kreativens største fjende. Og det er netop din indre perfektionist der bliver udfordret når du skal tvinge dig selv til at lade fejl være fejl. Perfektionisten kan næsten ikke abstrahere for den slåfejl eller den dårlige formulering. Men du er nød til at sætte perfektionisten i karantæne og lade kreativen gøre sit arbejde.
Start med at bruge freewriting i to minutter. Øg tiden hver dag. Hvis det er for svært så skriv ukritisk alt hvad der falder dig ind. Uanset hvor irrelevant og usammenhængende det er. Du kan altid slette det bagefter. Det vigtigste er at holde dig selv i gang med at skrive.
Jeg vil klart anbefale dig at lære at skrive med alle dine fingre. Tag nogle online kurser i maskinskrivning og lær at skrive uden at kigge på tastaturet. Du vil blive overrasket over hvor meget og hurtigt du kan skrive.
Din opgave: Skriv uafbrudt i to minutter – uden at rette noget som helst.