Hvorfor skulle folk bruge tid på at besøge din hjemmeside? – fordi den har noget forbandet godt indhold. Din blog skal bugne af lækre værdifulde tekster.
Men hvad er godt indhold? – lad os lige starte med at definere godt indhold. Du har sikkert hørt begrebet content marketing (indholdsmarkedsføring). Det er præcis det du er i gang med lige nu. Men før du spytter ord ud på skærmen er du nødt til at forstå hvad godt indhold egentlig er.
Formlen til godt indhold
Hvad… er der en formel? – Jeps. Det er faktisk ikke så kompliceret. Godt indhold skal opfylde en række kriterier:
1. Originalt indhold
Originalt indhold betyder at du selv skal skrive dine tekster. Helt fra bunden. Det er ok at lade dig inspirere af andre. Men lad være med at kopiere så meget som et eneste ord.
Dine tekster skal komme fra din hjerne og dit hjerte. Dit publikum vil høre dig formidle dine budskaber med din helt unikke stemme.
Originalt indhold betyder ikke at du skal opfinde noget helt nyt og revolutionerende. Det betyder at du skal skrive om et emne set fra din synsvinkel og i overensstemmelse med dine grundværdier.
2. Stærke overskrifter
Overskriften er ret afgørende. Den har i princippet intet med selve tekstens værdi at gøre. Men hvis din overskrift stinker, så er der ingen der får lyst til at læse dit værdifulde blogindlæg.
Du kan læse mere om overskrifter her: Skriv en god overskrift
3. Din tekst skal være handlingsrettet
Handlingsrettet? – ja, din tekst skal give læseren mulighed for at skride til handling. Dvs. orienteret mod aktivitet. Derfor skal dine tekster altid have en CTA (Call To Action) – en opfordring til handling.
Det kan være klik på links, svar på spørgsmål, download arbejdsark eller helt enkelt muligheden for at købe et produkt eller ydelse.
De bedste tekster giver læseren mulighed for at bruge den nye viden i praksis. Når du giver konkrete idéer til løsninger på problemer og viser hvordan, så kan læseren nemt skride til handling og få et stort udbytte af at læse dit indlæg. Resultater er lig med værdi.
4. Besvar et spørgsmål
Google er ekstremt populær. I bund og grund ved Google intet. Den er en søgemaskine der er god til at finde svar på spørgsmål læserne stiller. Google bliver din primære kilde til trafik. Det er det første sted dit publikum leder efter løsninger på problemer.
Derfor skal du levere svaret på de spørgsmål. Et godt blogindlæg besvarer et spørgsmål – fx: Hvad er godt indhold?
5. Brug troværdige kilder
Godt indhold har solide og præcise kilder. Lad være med at tage alt for gode varer bare fordi du har fundet det på Google. Tjek din kilder og det materiale du refererer til. Det er nemlig ikke kun dit indhold der skal være godt. Din kilder skal også være gode.
Derfor betaler det sig at være kildekritisk og husk altid at sikre dig at links er opdateret. Det er en dårlig oplevelse for dit publikum når et link ikke virker. En god tekst mister hurtigt værdi når det har døde links.
6. Skriv indhold der giver stof til eftertanke
Det betyder ikke at du skal være dybt filosoferende. Det betyder at du skal stille spørgsmål til læseren. Prøv at afslutte dit blogindlæg med et spørgsmål. Det giver læseren noget at tænke over.
Du kan også bruge historier. Fortæl en relevant historie der fanger læserens opmærksomhed og sætter emnet i perspektiv. Publikum elsker en god historie.
Giv gerne et løfte i indledningen. Det motiverer læseren til at læse videre og tænke over hvordan du kan hjælpe med at løse problemet. Dit løfte vækker interesse og nysgerrighed.
7. Brug gerne billeder
Billeder støtter godt indhold rigtig godt. Og hånden på hjertet – jeg er en røv til at bruge billeder. Det tager mig sååå lang tid at finde relevante billeder og illustrationer. Men prøv alligevel at bruge billeder når du har muligheden.
Som minimum skal dine blogindlæg have et billede i toppen. Hvis du har talent for det visuelle, så er der absolut ingen undskyldninger for ikke at bruge billeder i dine tekster.
Hvis du er håbløs til billeder, som jeg, så prøv alligevel. Selv et dårligt billede er bedre end intet billede.
8. Skriv kort og præcist
Der er intet værre end lange blogindlæg der er en krig om at komme til pointen. Tag for eksempel madblogs. Der er ikke specielt meget at skrive om en opskrift. Der skal være nogle ingredienser og en fremgangsmåde. Det er yderst sjældent at jeg læser madbloggerens indlæg. Jeg ruller omgående ned til selv opskriften.
Et godt indlæg holder sig til det der er vigtigt. Ikke noget overflødigt snik-snak. Vi gider ikke ordflomme der tager en krig om at komme til sagen.
Brug gerne punktoverskrifter som i dette indlæg. Det er let at overskue og du behøver ikke at læse bunker af tekst for at komme til udbyttet.
9. Opdatér, opdatér, opdatér
Dit indhold ligger på din blog i mange år frem. Derfor er det vigtigt at du hele tiden holder det opdateret. Selvom du skriver eviggyldigt indhold, så er du nød til at opdatere det i ny og næ.
Måske er det nogle vendinger du vil forbedre. Stavefejl du retter. Links der har ændret sig osv.
Om fem år har du næsten uoverskueligt meget indhold. Men det bliver stadig fundet. Jeg har en lang liste over populære indlæg som jeg skal opdatere. Sørg for at sætte det i system så du jævnligt gennemlæser dit indhold.
Nu ved du hvad der skal til for at skrive et godt blogindlæg.
Er du klar til at skrive godt indhold? – Hvad er dit næste skridt?