
30-dages skriveudfordring
Dette er et indlæg i min 30-dages skriveudfordring. Målet er at du bliver en procent bedre til at skrive hver dag i 30 dage.
En god overskrift er så vigtig at jeg har skrevet en hel bog om det. I dagens opgave gennemgår jeg kun det mest grundlæggende så du får en introduktion til overskrifter. Men det er klart en disciplin du bør bruge mere tid på i fremtiden. En god overskrift er afgørende for om dit blogindlæg nogensinde bliver læst.
Uanset hvad du skriver, så er en god overskrift selvfølgelig vigtig. Men på et blogindlæg er den ekstra vigtig fordi overskriften er oftest det første og eneste læseren ser. Selve blogindlægget bliver kun læst hvis læseren vælger at klikke på linket i overskriften. Og det klik sker kun hvis læseren har lyst til det. En ligegyldig overskrift vil aldrig udløse et klik – uanset hvor godt du har skrevet din tekst i indlægget.
En fængende overskrift
Din overskrift skal fange dit publikums opmærksomhed. Den kan være sensationel som du vil se den i visse dag- og ugeblade. Men det er bestemt ikke en nødvendighed. Det kommer helt an på dit publikum og hvad du skriver om. Overskrifter handler om psykologi og at kende dit publikum. Du skal kende psykologien bag de forskellige overskrifter og du skal vide om det er noget dit publikum ville klikke på.
Der er kun en må du kan vide om dit publikum vil klikke – og det er ved at teste først. Det er ikke nok at du antager hvad dine læsere ville synes om. Det er din egen subjektive opfattelse. Du er nød til at afprøve nogle ting – også ting du ikke selv er så vild med. Du vil helst sikkert bliver overrasket over resultatet.
Det er ikke dig der bestemmer
Uanset hvad du skriver, så er det ikke dig der bestemmer om teksten er god eller dårlig. Det er dit publikum der bestemmer om det du har skrevet er godt eller skidt. Nogle af mine mest populære indlæg er ikke mine bedste indlæg. Det er heller ikke dem jeg mener giver mest værdi for læseren. Omvendt har jeg skrevet indlæg der er grundigt gennemarbejdet, men som aldrig har fået ret meget opmærksomhed.
Det samme gælder for dine overskrifter. Men på en måde er overskriften en enhed der står for sig selv. Næsten som om den er uafhængig af selve teksten. På den måde kan du få større opmærksomhed på et blogindlæg ved at skrive en god overskrift. Det er næsten urimeligt at du med en overskrift kan gøre en middelmådig tekst populær. Og en god tekst upopulær med en elendig overskrift.
Men sådan virker overskrifter.
En overskrift forpligter
Når du har opdaget hvordan du kan få folk til at klikke med nogle få psykologiske kneb i overskriften, så bør du også vide at de kneb kommer med et ansvar. Du er forpligtet til at levere varen. Når du giver et løfte i en overskrift, så skal du indfri det løfte i blogindlægget. Der er ikke noget mere skuffende end at klikke på en overskrift i forventningen om at få noget som forfatteren ikke formår at levere.
Så hvis du lover mig hemmeligheden bag vegansk rødbedelatte, så skal du dælen dytte mig levere den hemmelighed. Ellers bliver jeg skuffet og vil aldrig i mit liv læse eller anbefale dine tekster igen.
Dine overskrifte skal reflektere hvad ud skriver om i dit blogindlæg. De må ikke love noget dit indlæg ikke leverer. Dine overskrifter skal altså ikke være fængende bare for at skuffe dine læsere. De skal være oprigtigt fængende. Og den gode nyhed er at du kan bruge de små psykologiske kneb på alle slags tekster. Det er helt op til dig hvordan du former dem.
Forskellige slags overskrifter
Der findes forskellige typer overskrifter. Jeg vil ikke gennemgå alt teorien her. Du får kun en kort introduktion. Resten må du læse i et andet blogindlæg eller i min bog om overskrifter for bloggere.
I mit blogindlæg “Sådan skriver du en overskrift der fænger omgående” får du opskriften på en overskrift. Jeg viser dig præcist hvordan den gode overskrift er opbygget.
I min bog “Overskrifter for bloggere” gennemgår de forskellige typer overskrifter og psykologien bag hver type overskrift. Der er mange eksempler som jeg har plukket fra virkeligheden. Hvert eksempel har jeg fundet og sat op så du kan tage dem direkte og bruge i dine egne blogindlæg.
Du kan købe e-bogen her: Overskrifter for bloggere.
Oversigt over de forskellige overskrifter:
- Liste-overskrifter – fordi de er lette at læse.
- Frygt-overskrifter – fordi de skræmmer.
- Sådan-overskrifter – fordi de giver en løsning.
- Fejl-overskrifter – fordi de stiller spørgmålstegn ved læserens evner.
- Kendis-overskrifter – fordi de referere til kendte personer eller virksomheder.
I min e-bog får du forresten også links til flere ressourcer du kan bruge hvis du vil bliver bedre til at skrive.
Din opgave: Skriv fem overskrifter til dit blogindlæg og vælg den bedste.