
Lad os antage at du har arbejdet med din indstilling til at køre en målrettet blog baseret på din passion. Dit mind-set er indstillet på at tjene penge på at hjælpe dit publikum. Du har også valgt din platform og de værktøjer du vil bruge. Du har købt dit domæne og opsat en WordPress-blog. Nu skal den have noget indhold.
Men hvad skal du skrive?
Hvad er godt og værdifuldt indhold?
Du har tit hørt mig fortælle at du skal skrive indhold der er relevant og giver læseren værdi. Men nu sidder du og tænker over hvad f… det egentlig er. Du har brug for noget mere konkret som begynder. Det er dét jeg vil prøve at give dig i dette indlæg.
Jeg tager udgangspunkt i at du absolut intet ved og at din blog er helt blank. Intet indhold og nul læsere. Lad os komme i gang.
Dit første indlæg
Der findes ingen formel til det perfekt første blogindlæg. Mit eget første blogindlæg var virkelig dårligt og jeg er glad for at det er druknet i mange andre bedre blogindlæg.
Det er ok at skrive et dårligt indlæg til at starte med. For pokker – du er jo lige startet – ingen forventer perfekt. Men derfor kan du jo godt gøre en indsats for at skrive noget relevant og værdifuldt.
Hvis du har læst mere end dette indlæg på min blog, så er du allerede godt forberedt. Bedre end de fleste der starter med målrettet blogging. Og skulle du skrive et dårligt første indlæg, så lad være med at fortvivle. Det værste der kan ske er at det ikke bliver læst og du vil være den eneste der ved at det eksisterer.
Husk også at det ikke er dig der afgør om et blogindlæg er godt eller dårligt. Det er dit publikum.
Dit første blogindlæg bør være noget virkelig værdifuldt. Det skal være et stykke indhold der kan åbne din blog med et brag og som du kan henvise til igen og igen. Dit første indlæg skal være det man kalder hjørnestensindhold.
Hjørnestensindhold er din blogs bærende indhold
Din blogs hjørnestensindhold er noget af det mest grundlæggende indhold på din side. Det omfatter al den vigtigste viden der skal til for at kunne bruge resten af din sides indhold.
Din første hjørnesten skal omfatte løsningen på problemet der er hele grunden til at du startede din blog. En hjørnesten behøver ikke at være udtømmende. Den skal lægge op til en lang række blogindlæg i fremtiden. Men den skal også give et svar på et problem. En løsning.
Ofte er et hjørnestensindlæg relativt langt – men det må ikke være for langt. Lad være med at skrive andet end det mest værdifulde og mest relevante. Og giv læseren en grund til at vende tilbage og læse flere blogindlæg.
Fordelen ved en hjørnesten
Din hjørnesten giver stof til mange efterfølgende blogindlæg og du kan skrive den om og bruge den til flere forskellige formål. Du kan lave den til en freebie du kan bruge når du starter din mailliste. Du kan bruge den til promovering på sociale medier. Eller du kan optage en video eller podcast med samme indhold.
Din hjørnesten er grunden til at din blog eksisterer og du kan hele tiden vende tilbage til den.