Er du heller ikke den bedste i verden til design? Det ser så pokkers nemt ud at lave en pæn hjemmeside eller logo. Hvor svært kan det være? Efter mange år har jeg erkendt at det er ufatteligt svært. Derfor er jeg kommet frem til nogle simple regler jeg altid følger når jeg laver design.
Du kan selvfølgelig altid betale en designer for at lave arbejdet for dig. Men jeg gætter på at du ikke lige har et budget der kan bære en professionel designer. Derfor ender du med, ligesom jeg, at lave det hele selv. Her er et par designtips for ikke-designere…
1. Hold det enkelt
Mit design er minimalistisk. Dels fordi jeg selv holder af minimalisme – det giver ro. For meget støj og larm stresser mig. Det er ikke fedt at arbejde på en rodet hjemmeside. Og det er slet ikke en god oplevelse at læse på en kaotisk hjemmeside med blink og 47 forskellige skrifttyper.
Mit bedste trick til at holde det enkelt er at finde et godt tema der reflekterer din stil og personlighed. Her må du gerne investere lidt penge. Du kan sagtens få et godt tema og framework for under tusind kroner. Jeg bruger Genesis Framework fra StudioPress (reklamelink).
Du kan også vælge at starte med et gratis tema, men det er ofte svært at tilpasse og optimere. Når man kan få et billigt tema der allerede er optimeret, så vælger jeg helst den løsning.
Når du har fundet dit tema, så fjern alt hvad der ikke er absolut nødvendigt. Alle de funktioner der bare ser flotte ud, men som ikke er absolut nødvendige, dem skal du slette. Væk med alt pynt og smarte funktioner.
2. Erkend din stil
Når alt kommer til alt, så er du ved at opbygge et personligt brand. Dit design skal også være dit personlige design. Det skal matche dit brand. Når vi designer hjemmeside har vi tendens til at skele til hvad andre gør. Vi finder de der helt fantastiske flotte sider med effekter vi selv kunne tænke os.
Men hånden på hjertet … er det virkelig din stil. Det tog mig et par år før jeg opgav at lave fancy design det ikke helt passede til min stil. Til sidst erkendte jeg min stil. Det startede med at jeg havde skrevet en bog som jeg ville have nogle flotte illustrationer til.
Men jeg kunne ikke tegne dem så flot. Det bedste jeg kunne klare var blyantstegninger der lignede noget en professor skrev på en gammeldags tavle med kridt. Men design handler ikke kun om at lave flotte streger og fine farvekombinationer. Et godt design er først og fremmest konsistent.
Jeg erkendte min stil og gennemførte den 100 %. Jeg fyldte bogen med tavleillustrationer – og det blev virkelig godt. Det princip har jeg taget med til min hjemmeside. Mit design skal reflektere min stil.
Når du selv har gjort arbejdet med at opbygge et autentisk design, så bliver det lettere for en designer at forbedre det i fremtiden.
3. Vælg to farver
Start med en sort og hvid hjemmeside. Så er du sikker på at den altid ser godt ud. Dernæst vælger du en primær farve og dens komplementærfarve. Dem bruger du i fx links, logo, cover, fotos osv.
På den måde holder du din side enkelt og samtidig giver den et personligt præg. Lad være med at bruge hele farvepaletten på din side. Det kommer til at virke rodet. Du kan genbruge dine farver på de sociale medier og dine opslag. På den måde genkender dit publikum ting du laver.
Når du laver et logo skal det være efter de samme principper. Det skal være helt enkelt og kunne ses selvom det er småt. Test også dit log i sort/hvid. Du skal bruge det overalt og det skal kunne genkendes nemt.
Gennemgå dit design
Se dit design igennem. Kig både på hjemmeside, logo og sociale medier. Overvej om det er rodet og om der er overensstemmelse i dit design. Bruger du samme stil overalt?
Når du ikke er designer, så følg de hurtige tre tips ovenfor, så er du godt på vej til et personligt design det ser godt ud.