Dette indlæg er et afsnit i serien om søgemaskineoptimering for begyndere.
I dag handler det om avancerede SEO-skrivetips. Selvom jeg skriver “avancerede” tips, så husk på noget der er svært for nogle kan være nemt for andre.
Som jeg har sagt tidligere, er jeg ikke ekspert i SEO; jeg er skribent. Og jeg skriver denne lille guide for at hjælpe andre der skriver tekster online, men ikke forstår maskinsprog.
En lille SEO-genopfriskning
Jeg mener at alle bloggere og skribenter bør have et grundlæggende kendskab til SEO, for at skrive online.
Folk finder oftest nye ting gennem søgninger. Hvis du vil have at dit budskab bliver hørt er det vigtigt at lære nogle af disse tips.
Når du har lært det grundlæggende kan du gå videre til de lidt mere avancerede SEO-teknikker. (Du kan evt. springe alt det tekniske vrøvl over og gå direkte til opsummeringen nederst i dette indlæg.)
De avancerede SEO-skrivetips
Du kan gøre din webside eller blog mere synlig ved at gøre noget af følgende:
- Sørg for at bruge en SEO-venlig platform. Jeg anbefaler WordPress, men der findes andre udmærkede platforme.
- Skriv jævnligt. Mindst 3-4 indlæg om ugen. Søgemaskiner rangerer din side efter frekvensen af udgivelser og hvor ofte den bliver opdateret. Det er bl.a. derfor at blogge er meget SEO-venlige – de bliver opdateret oftere end statiske sider.
- Planlæg dine indlæg. Tænk over hvad du vil skrive. Lav en strategi og hold fokus på en række søgeord der er vigtige for dit indhold. Vær målrettet.
- Skriv dine indlæg interessante nok til at folk bliver på din side og læser dem. Bounce-rate og tid brugt på din side har indflydelse på SEO.
- Brug overskrifter og underoverskrifter (fx H1, H2 og H3 tags i HTML). Det skifter lidt fra tema til tema hvilke tags de bruger, men grundlæggende handler det om at du bruger overskrifter til at organisere dit indhold.
- Link til uddybende indhold ved at bruge ankertekster. En ankertekst er den synlige del af et hyperlink. Hvis du har indhold på din webside der bærer dit hovedbudskab, så link til det ofte. Prøv at læse lidt om cornerstone content.
- Lav godt indhold som folk har lyst til at linke til og dele. Min erfaring er at det kan betale sig at bruge to timer på et indlæg. Lad være med at skrive 20-minutters indlæg.
- Skriv gæsteindlæg. Jeg anbefaler at du gæsteblogger. De amerikanske eksperter siger at man bør skrive mindst to gæsteindlæg om måneden. Jeg ved godt at det kan være en udfordring at finde så mange danske blogs i Danmark som opfylde kravene til kvalitet og popularitet, men prøv alligevel. Et gæsteindlæg giver et backlink til din webside og det er ualmindeligt værdifuldt. Et godt alternativ er at kommentere andre indlæg.
- Skriv virkelig gode overskrifter. Nogle som folk har lyst til at dele på de sociale medier. Jeg fandt en interessant artikel om hvilke ord og fraser der oftest bliver retweetet på Twitter (på engelsk, men mon ikke nogenlunde de samme principper gælder på dansk?)
- Link til sider der rangerer højt. Det lyder måske ikke smart at sende folk væk fra din webside, men faktisk hjælper links dig til at rangere højere. Når du linker til andet kvalitetsindhold ser søgemaskinerne dig som en ressource (og det gør mennesker også).
- Brug billeder der har søgeord i titel, tags og beskrivelse.
De vigtigste SEO-skrivetips
Hvis alt det ovenstående er for teknisk for dig, så følg disse anbefalinger:
- Skriv som et menneske og skriv til mennesker
- Brug interessante og beskrivende overskrifter
- Link til andre mennesker
- Få andre til at linke til dig
Disse få tips udgør 90 % af din SEO. Jeg sværger.
Du kan læse flere tips i min SEO-guide for begyndere.
Kender du nogle avancerede SEO-skrivetips som jeg ikke har nævnt? Skriv dem i kommetaren nedenfor.