Endnu en artikel til min guide i SEO for begyndere, hvor jeg trækker SEO ned på jorden, og prøver at forklare det på et sprog, alle kan forstå. I dag skal vi snakke lidt om at finde gode søgeord.
Før du begynder at skrive, skal du finde ud af hvilke ord, du vil fokusere på i din tekst. Det er disse søgeord, folk skal bruge for at finde din side.
SEO handler om at have et knivskarpt fokus, så det er vigtig, at du vælger dine søgeord med omhu. Her er et par tips til, hvordan du kan vælge de rigtige søgeord.
Sigt ikke for bredt og ikke for detaljeret
Det søgeord eller den vending, du vælger, skal være bredt nok til, at folk vil bruge den, når de søger. Men dine søgeord skal også være så specifikke, at de giver en fornuftig placering i søgningerne.
Vælger du fx søgeordet “Internet”, så sigter du alt for bredt. Vælger du derimod noget i retning af “Sådan får du succes med din forretning på Internettet”, så er du lidt bedre kørende. Vælger du fx søgeord som “Australien”, så vil sider som Wikipedia dominere søgningerne. Her vil “Oplev de flotteste bygninger i Sydney” være et bedre bud.
Fokus på dét du allerede skriver om
Det tager tid og arbejde at få en god placering i søgningerne. Jo mere du skriver, og jo mere aktivitet din side har, jo gladere er søgemaskinerne. Seth Godin skriver i en lidt ældre, men stadig aktuel, artikel (The Secret of The Web) om forskellen mellem strategi og taktik på Internettet. Han indleder artiklen med ordet “Tålmodighed“. Taktik virker lige med det samme (fx når du deler eller synes godt om på Facebook), omvendt så tager strategi evigheder, før du ser resultater.
Derfor må du aldrig give op! Dine søgeord virker ikke med det samme. Der kan gå lang tid. Det er fordi, dine søgeord er en del af din strategi for hjemmesiden.
Hvis du vil have en høj placering på et bestemt søgeord, men kun skriver om det én gang, så vil det ikke lykkes. Du er nødt til at vælge søgeord, du ofte skriver om.
Se på dine kategorier, dine overskrifter og dit øvrige indhold på hjemmesiden. Er der nogle temaer og søgeord, der går igen? Prøv at uddybe disse og finde forskellige vinkler og tilgange.
“Jamen, jeg skriver om alting…” Nej, det gør du ikke!
Skriver du om musik fra middelalderen? Skriver du om ormehuller eller albatrossens parringsritualer? Du skriver ikke om alting.
Du skal have fokus, når du skriver. Der er emner, du naturligt drages af. Fokusér på dét du allerede skriver om.
Lav research på søgeord
Åh nej! Research… Det lugter teknisk. Nix, – jeg lovede at få dét her SEO halløj ned på jorden, så jeg har tænkt mig at holde det på et enkelt niveau.
Prøv at bruge Googles funktion autoudførelse. Når du skriver et søgeord i Google, så giver den automatisk nogle forslag til ord og vendinger, du kan søge på. Hurtigere end du kan skrive din søgning, har du en række forslag til relevante søgninger.
Når du, som begynder, laver research på søgeord, så er dette et godt sted at starte.
Efterhånden som du bliver mere fortrolig med søgeord, kan du prøve at bruge AdWords søgeordsplanlægning eller Google Trends. Sidstnævnte er ganske intuitiv og et godt sted at fortsætte din research.
Skriv, nu!
Der er en alvorlig fare ved at lave research, – det kan være svært at stoppe og vælge. Pas på at du ikke bruger så meget tid på research, at det bliver en hindring for dig.
Brug lidt tid på research og endnu mere på at skrive. Når du har valgt et søgeord, er det nemt at komme i tvivl, om det nu var det rigtige ord at vælge. Men lad være med at spekulere for meget, kom i gang med at skrive i stedet for.
Ikke flere overspringshandlinger. Kom i gang med at skrive.
Skulle du få tid og overskud til at læse mere om SEO så har jeg fundet et par gode tips i disse artikler:
- 10 SEO fejl bloggere skal undgå (Unitate)
- 5 SEO tips for bloggers that won’t make people gouge their eyes out (Weblogbetter)
Har du nogle spørgsmål til, hvordan man finder de rigtige søgeord? Har du nogle erfaringer du vil dele?
Få flere tips i min guide for begyndere.