Ting tager tid. Det tager lang tid at blive opdaget. Selvom du er dygtig er det ikke ensbetydende med at du bliver set eller hørt. Du skal kende de rigtige mennesker. Du skal netværke.
Det er ikke dine evner der betyder noget for din succes. Det er hvem du kender der er afgørende for om du bliver set eller hørt. Det gælder både i karriere og privatliv – relationer betyder alt.
Dette gælder især hvis du vil have at dit arbejde bliver opdaget. Om du er forfatter der skal udgive en bog, musiker der vil have en kontrakt eller du søger dit drømmejob, så er det afgørende hvem du kender.
Hvad hjælper det at være dygtig hvis ingen véd det? – det er frustrerende. Jeg véd det, for jeg har været der. Der sidder rigtig mange dygtige mennesker rundt omkring, som har svært ved at få arbejde eller blive udgivet. Det virker urimeligt og dybt uretfærdigt, for ofte er de vidner til at virksomheder ansætter mennesker der gør et dårligere stykke arbejde. Måske udgiver forlaget en bog som kunne være skrevet bedre af en anden forfatter.
Hvis du er et af disse mennesker, så kan du nok godt blive lidt bitter og frustreret. Du føler at det er uretfærdigt. Men er det nu også det? Der er millioner af dygtige mennesker – det er dit ansvar at blive synlig.
Du er nødt til at stikke næsen frem, hilse på nye mennesker og drikke nogle kopper kaffe. Det kræver mod at komme ud af busken og møde afvisning på afvisning indtil du finder den rigtige forbindelse.
Næste skridt i at gøre drøm til virkelighed
Det næste skridt i din karriere er måske ikke at blive bedre til at skrive eller hvad du nu laver. Måske er det næste skridt at gribe telefonen, deltage i et møde eller invitere på kaffe.
Dette er den virkelig svære del af kunsten i at forfølge din drøm. Det er hvad Seth Godin kalder “følelsesmæssigt arbejde” – din attitude.
Mange skribenter og kunstnere føler sig utrygge ved arbejdet med at opbygge relationer. De fleste foretrækker at sidde for sig selv og gemme sig bag en skærm, bog eller skrivebord. Helst ville de sidde i en hytte på en fjern bjergtop, hvor de ikke behøver at tage stilling til andre mennesker. At stikke næsen frem føles forkert og lugter af selvpromovering.
Jeg tror at alt for mange dygtige mennesker gemmer sig fordi de er bange for afvisning. Jeg ved at jeg gør. Afvisning er noget af det værste jeg ved.
Min erfaring med netværk
I mange år har jeg set til med misundelse, mens mine venner og kolleger fik karriere og succes. Det var uretfærdigt, syntes jeg. Tit var de ikke specielt talentfulde til deres arbejde. Deres talent var at skabe forbindelser – at netværke.
Jeg indså at jeg aldrig ville komme videre i min karriere hvis ikke jeg gjorde noget. Udover at blive mere målrettet begyndte jeg også at arbejde på mit netværk og attitude. Der begyndte at ske ting…
Her er hvad jeg gjorde på netværksdelen:
- Lavede kaffemøder
- Deltog i netværk
- Opsøgte relevante arrangementer
- Introducerede mig til nye mennesker
- Tilbød at lave oplæg
Tip: Når du har skrevet målrettet på din blog et stykke tid, bliver dette arbejde lidt nemmere fordi du får kontakt til mennesker der gerne vil møde dig.
Jeg har lært at det ikke er nok at sidde bag mit skrivebord. Jeg må også ud i den virkelige verden og snakke med mennesker af kød og blod.
Selvom jeg ikke er specielt vild med at snakke i telefon og tage den indledende kontakt, så synes jeg at det er vildt hyggeligt at møde nye mennesker og lære dem at kende over en kop kaffe.
Det svære er at komme i gang
Hvis du kan kende dig selv i alt dette, så er du nødt til at gøre noget:
- Hold op med at gemme dig bag dit skrivebord og din computerskærm.
- Brug de sociale medier til at formidle en kontakt og et fysisk møde.
- Stik næsen mere frem – hils på mennesker du ikke kender.
- Meld dig til møder og arrangementer – og deltag!
- Hjælp andre uden at forvente noget til gengæld – anlæg en go-giver-attitude.
At netværke og skabe relationer kan være noget af det sværeste, men også mest værdifulde arbejde du gør i din karriere. Husk: Det handler ikke kun om det du kan, men også hvem du kender. Måske er det på tide at komme i gang?
Hvad er dine erfaringe med at skabe relationer? Hvad er dit næste skridt? Del med os i kommentaren.