
Jeg er relativt ny på Twitter, men jeg er begyndt at kunne se værdien i dette netværk. Jeg skriver ikke helt så meget som jeg kunne tænke mig, men læser opdateringer dagligt. Er det fjollet? – Spilder jeg min tid?
Det tog lang tid før Twitter for alvor brød igennem i Danmark. Det har eksisteret siden 2006 og jeg har være med siden 2008. Men helt ærligt, jeg fattede ikke meningen med det. Jeg begyndte først rigtig at bruge det efter seks år. Først nu kan jeg se værdien. Jeg har hørt mange fordomme om Twitter:
- Twitter er narcissistisk. Folks deltagelse er egocentreret og de er der fordi de håber at blive set og kendt.
- Twitter er spild af tid. Folk undrer sig over hvordan jeg kan bruge så meget tid på det.
- Twitter er trivielt. Jeg hører ofte modstanderne påstå at samtalen er overfladisk og mest handler om aftensmad og toiletbesøg eller hvad folk nu lige er i gang med.
- Twitter er bare endnu et socialt netværk. Hvorfor ikke bare blive på Facebook hvor det hele sker?
Mennesker der siger sådan har ikke forstået essensen af Twitter. De har endnu ikke set værdien i dette sociale netværk. De har stadig til gode at se hvordan det adskiller sig fra andre netværk. Jeg kan ikke bebrejde dem, det tog også lang tid før jeg forstod hvad Twitter kunne bruges til. Her er nogle af de ting jeg finder værdifulde ved Twitter:
- Twitter er samtale. Jeg har oplevet fællesskaber på Twitter som jeg ikke har set andre steder. Fællesskaber der handler om at give. (Prøv fx at bruge #twitterhjerne)
- Twitter forbinder dig til resten af verden. Enkelte mennesker har kunnet opbygge deres platform via Twitter. De har fået aftaler om bogudgivelser og tv-udsendelser.
- Folk kan gøre en forskel på Twitter. Det er nemt at sprede og dele sit budskab. Kommunikationen er kort og hurtig. Bliver den set, bliver den læst.
- Twitter er enestående. Det er nemt at deltage i debatten. Du skal ikke søge om venskab eller optagelse i en gruppe. Du kan springe direkte ind i en debat enten for at følge den eller bidrage. Du kan følge hvem du ønsker.
- Twitter er en ressource. Der er altid hjælp at hente på Twitter. Nogle gange er det bedre at spørge på Twitter end at bruge Google. Hvorfor? – Fordi der sidder mennesker og hjælper dig med det du har brug for.
- Afstanden til mennesker er kortere. En af de ting der særligt har slået mig ved Twitter er, at det er nemt at få folk i tale – forudsat at du har noget relevant at sig. (Uanset hvor kendt en person er, vil han svare hvis det er relevant).
En lille video der viser hvordan du kan bruge Twitter i din virksomhed:
Hvordan bruger du Twitter? Er Twitter fjollet? Del i kommentaren – eller på Twitter.