Lad mig starte med den gode nyhed. Du har allerede en stemme. Du har altid haft den. Det er bare ikke sikkert at du har været opmærksom på den og måske har du glemt at bruge den. I dine mange år på skolebænken har du glemt din stemme.
Især kreative mennesker har brug for deres stemme. Men skolen og universitetet har systematisk ødelagt den i et forsøg på at vende vores kreativitet til noget praktisk vi kan bruge i et fornuftigt arbejde når vi er færdige med skolen. Kreativitet er ikke noget vi bruger på arbejdet.
Det er forkert. Vi skal netop bruge vores kreativitet. Uanset hvor lidt kreativ du føler at du er. Og du har i den grad brug for en stemme for at bruge din kreativitet. Jeg har svært ved at forestille mig en forfatter skrive krimier på kancellisprog eller som en forsker ville skrive en akademisk artikel.
Det er ikke kun forfattere og skribenter der har brug for en stemme. Alle kreativer har brug for en stemme. Ja, alle der vil skabe forandring har brug for en stemme. Og du har brug for en stemme til at udvikle dit personlige brand.
Men hvordan?
Træn din stemme ved at skrive
Du skal ikke starte helt forfra med at finde og definere din stemme. Du har den allerede. Den er som en støvet bog der gemmer sig bagerst i bogreolen. En bog du aldrig har fået læst. Der er kun een måde at få bogen læst.
Du skal tage den ud af bogreolen og puste støvet af den. Derefter åbner du bogen og starter med at læse det første ord. Og det næste. Den øvelse skal du gentage indtil du har læst alle ordene i bogen.
Det lyde nemt – ikke?
Nix, det er overhovedet ikke nemt. At læse en bog tager tid. Og den primære grund til at du ikke har læst bogen er at livet har fyldt din dag op med andre vigtige ting. Børn, fødselsdage, uddannelse, arbejde, tandlæge, aftensmad, crossfit, Netflix osv.
I årenes løb er bogen blevet dækket af andre ting. Du kan ikke længere se den. Ude af syne, ude af sind.
Sådan er det også med din stemme. Du har glemt den og du træner den ikke. Derfor foreslår jeg at du gør følgende:
1. Afsæt tid
Det vigtigste er at du beslutter dig for at træne dine stemme. Du skal skrive hver dag. Det kræver en rutine der langsomt bliver til en vane. Ikke en pligt. Men en god vane du glæder dig til hver dag.
Dit første skridt er at du afsætter tid i den kalender til at skrive. Du har kun 24 timer i døgnet at gøre godt med. Det nytter ikke at du prøver at presse tid ind i en travl hverdag. Noget andet må vige pladsen så du får tid til at skrive og træne din stemme.
Hvor meget tid skal du bruge på at skrive hver dag?
Alt er relativt. Men lad os sige at du starter helt forfra. Så handler det om at opbygge mikrovaner og hægte dem på en anden rutine.
Lad os sige at du plejer at bruge et kvarter på din morgenkaffe mens du læser nyheder. En tid du nyder for dig selv. Men har du egentlig brug for nyhederne? Næ. Byt nyhederne ud med skrivetræning.
Bryg en god kop kaffe og skriv i 15 minutter hver dag. Du vil blive overraske over hvor hurtigt du vil udvikle dig.
2. Skriv målrettet
Når du har afsat tid til at skrive vil du måske opleve at du bruger det meste af de 15 minutter på at tænke på hvad du skal skrive. Du vil gerne have at det bliver godt og giver mening. Det er svært og du ender måske med at give op før du kommer i gang.
Lad mig slå det fast: Det er fuldstændig ligegyldigt hvad du skriver.
Indholdet er ikke vigtigt. Dét der betyder noget er at du kommer i gang med at skrive bogstaver og ord. Du skal træne at skrive. Det meningsfulde indhold kommer senere. Og efterhånden som du finder din stemme lærer du hvordan du kan strukturere dit indhold så det giver mening for andre mennesker.
Dit første mål er at skrive. Til den opgave vil jeg foreslå at du bruger freewriting. En teknik hvor du skriver uafbrudt i et bestemt stykke tid. Opdel dine 15 minutter i sæt. Lad os sige at du starter med tre sæt á tre minutter. Det betyder at du skal skrive 3×3 minutter uafbrudt. Imellem hvert sæt tager du to minutters pause.
Pausen skal du bruge på at drikke kaffe og lade tankerne flyve. Du må ikke læse eller rette i din tekst. Under selve skrivningen gælder reglen at du ikke må stoppe på noget tidspunkt. Din fingre skal være i konstant bevægelse. Du må ikke rette i din tekst. Kun skrive.
Det er en forbandet god øvelse. Og løber du tør for noget at skrive, så gentager du bare det sidste ord eller skrive den første sætning der vælter ud af din hjerne. Hvis du er helt blank skriver du bare: jeg har ikke noget at skrive.
Når du har gennemført dine tre sæt, så vil du blive overrasket over hvor meget du har skrevet og hvordan det du har skrevet har udviklet sig fra sæt til sæt.
Hvad gør du nu?
Tager du på arbejde og glemmer alt om det du lige har læst? Lader du din stemme ligge og samle støv? Eller tager du beslutningen nu?
Det er rigtigt at du ikke har tid. Din dag er fyldt op. Men husk at du selv bestemmer hvad du fylder din dag med. Uanset hvad din situation er, så vil der altid være noget du kan bytte ud med at skrive. Spørgsmålet er om du er villig til det. Det er din beslutning. Og du kan tage den nu.